Et værk for mig at udføre
Herren sendte en engel til Joseph Smith for at fortælle ham, at han havde et værk, som han skulle udføre. Dette værk fortsætter vi i dag.
Jeg husker en familieaftenlektion, jeg fik som barn, hvor min far fortalte os om englen Moronis besøg hos profeten Joseph Smith. Han sagde, at efter en inderlig bøn havde en engel vist sig ved Josephs seng. Englen var et sendebud fra Gud, hans navn var Moroni, og han fortalte Joseph, at Gud havde et værk for ham at udføre (se JS-H 1:33). Jeg husker, at min far belærte os om, at: »Joseph ikke sagde, ›nej, nej engel, jeg ville bare vide, hvilken kirke der var sand. Jeg vidste ikke, at jeg behøvede at gøre noget!‹ Men selvfølgelig var Joseph nødt til at gøre noget. Han havde en særlig kaldelse fra Herren.
Det, som Joseph gjorde, var bemærkelsesværdigt. Han begyndte sit liv som en almindelig dreng fra landet, men ved ham blev Mormons Bog bragt frem og oversat, præstedømmet og dets nøgler blev gengivet til jorden, og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev organiseret, og man begyndte at bygge hellige templer. Gennem Joseph Smith findes alle de ordinancer nu på jorden, som vor himmelske Faders børn har brug for til frelse. Dette var den miraklernes tid, som Moroni talte om (se Moroni 7:35-37) og det store og forunderlige værk, som Nephi forudså for århundreder siden (se 1 Nephi 14:7).
Det værk, Joseph påbegyndte, blev drevet fremad af Kirkens første medlemmer, som havde tro på Jesus Kristus og hans gengivne evangelium. Gennem deres anstrengelser begyndte Jesu Kristi evangelium at sprede sig over hele jorden. De udførte i sandhed et forunderligt værk.
Men miraklernes tid er ikke forbi, og det forunderlige værk går stadig frem. Da vi blev døbt, blev hver enkelt af os en del af det værk.
Når jeg det sidste år har besøgt medlemmer af Kirken, har jeg set, at Herrens pagt oprettes på jorden ved almindelige menneskers tro og gerninger (se L&P 1:17-23).
Der er en ung koreansk kvinde, som er det første medlem af Kirken i sin familie. Hun holdt sit godt brugte Personlig Fremgang-hæfte og fortalte, at hun drømte om en familie, som var samlet om evangeliet. En præsidentinde for Unge Piger i Armenien gennemførte trofast Unge Pigers program, selvom hun ikke har Kirkens instruktionshåndbog på sit sprog.
Medlemmer i Rusland tager regelmæssigt til templet. De sparer deres rubler op og rejser i dagevis med bus, tog og færge for at komme til det nærmeste tempel i Sverige.
Min ni-årige niece, Kimberly, talte så begejstret om Kirken til sin veninde, at veninden sagde: »Jeg vil gerne melde mig ind i din kirke. Hvor melder jeg mig ind?«
De unge mænd og piger i min egen menighed udvikler deres lederevner og talenter. De er villige til at synge og spille, give taler, deltage i tjenesteprojekter og gøre en masse ting for at være en del af dette forunderlige værk.
Og så var der den unge mand i Bogotá, som sagde: »Jeg taler på vegne af de unge mænd i Colombia. Vi er værdige, og vi forbereder os til at tjene!«
Jeg har været, hvor Kirken er lille, og hvor der er mange medlemmer, hvor den er ny, og hvor den er veletableret, men ansvaret for hver enkelt af os er det samme. Vi er en del af Jesu Kristi sande og gengivne evangelium. Vi har et værk at udføre. Vi tjener på enkle måder, vore vidnesbyrd vokser, og vi er del af denne miraklernes tid.
Jeg har i min livstid været vidne til det gengivne evangeliums mirakel. Da jeg var en ung pige, flyttede min familie til São Paulo i Brasilien, hvor min far var kaldet til at præsidere over Den Brasilianske Mission. Det var en spændende tid for mig og et dejligt sted at vokse op. En af mine og mine brødre yndlingslege var at klæde os ud og lege missionærer. Vi brugte timer på skrible vores egne missionærbrochurer og »prædike« og »forflytte« over hele gården. I fem år drejede samtalerne ved middagsbordet sig primært om missionering, og jeg lyttede intenst til historierne, som missionærerne fortalte om tro. Selv i den alder vidste jeg, at jeg var del af et stort værk.
Der var omkring 3000 medlemmer af Kirken i Brasilien, da vi kom dertil. Jeg husker at være i en meget lille Primary med få andre børn, hvor vi sang de fem samme sange hver uge, eftersom det var de eneste, der var oversat til portugisisk. To af mine yndlingssange var »A Luz Divina«, der på engelsk hedder »The Light Divine« (Hymns, nr. 305), og noget med en kanin langt ude i skoven (se »The Little Rabbit«, Children’s Friend, juni 1955, s. 257).
På mange måder svarede vores erfaringer til de tidlige pionerers. Vi havde ingen salmebøger eller billeder eller undervisningsmaterialer fra Kirkens hovedkontor. Alt, hvad der behøvedes for at forkynde evangeliet på portugisisk, blev skrevet og trykt i vores missionshjem. Alle, selv børnene, blev sat i sving med at samle missionens nyhedsbreve og lektioner. Ingen sendte Kirken til os. Profeten sendte os ikke stavspræsidenter eller biskopper. Han sendte ikke hjælpeforeningspræsidentinder eller programmer for de unge. Kirken i Brasilien blev gjort af det samme materiale, som pionererne begyndte med. Materialet, som Kirken er gjort af, findes i menneskene.
I vores tid i Brasilien så vi stor vækst i Kirken. Tusinder blev sidste dages hellige. Snart blev missionen delt, distrikter og grene blev organiseret, og nye kirkebygninger blev bygget. De nye medlemmer var begejstrede, og de voksede i tro og blev mere erfarne i evangeliet.
Mange år gik, og sidste år tog jeg tilbage til Brasilien for at overvære genindvielsen af templet i São Paulo. Da erfarede jeg, at der var 187 stave i Brasilien. Der er nu 26 missioner, 4 templer og næsten 1 million medlemmer. Forestil jer min overraskelse, da jeg gik ind på et stadion fyldt med flere end 60.000 medlemmer, som var samlet for at høre præsident Gordon B. Hinckley og fejre tempelindvielsen. For mig var det et mirakel at se tusinder af unge synge og danse sammen. Under den glædesfyldte festligholdelse, blev jeg ved med at sige til mig selv: »Det er utroligt! Det er et mirakel! Hvordan skete dette mirakel?«
Jeg glædede mig hele aftenen over det, jeg havde set. Næste morgen til tempelindvielsen mødte jeg min primarylærer, søster Gloria Silveira. Da vidste jeg, hvordan miraklet kunne ske. Som nyomvendt uden nogen erfaring i Kirken, var søster Silveira kommet til Primary, indstillet på at bære sit enkle vidnesbyrd og lære mig trosartiklerne på portugisisk. Hun og hendes mand, Humberto, er stadig trofaste. De har tjent i mange kaldelser i Kirken gennem årene, og de tjener stadig. Da jeg så søster Silveira, indså jeg, at Kirken i Brasilien var vokset på grund af hende og tusinder af hendes lige. Hun og bror Silveira repræsenterer mennesker overalt, som har tro på Herren Jesus Kristus og hans evangelium. De er vokset i kundskab og evne, og de har tjent i Kirken (se L&P 88:80). De har delt evangeliet med venner (se L&P 30:5). De arbejder i templet (se L&P 138:48). De har lært deres fem børn de rigtige principper (se L&P 68:28). Af deres 43 efterkommere har 15 tjent på en fuldtidsmission. Deres børnebørn gifter sig nu i templet, og deres oldebørn er den fjerde generation af Silveira’er, som er del af det forunderlige værk, som blev oprettet ved Joseph Smith. På grund af dem er tro tiltaget på jorden. De er eksempler på det mirakel, som Herren talte om, da han sagde, at hans evangelium ville blive forkyndt af de svage og ringe (se L&P 1:23) og ved ringe midler bliver store ting udført (se 1 Nephi 16:29).
Herren sendte en engel til Joseph Smith for at fortælle ham, at han havde et værk, som han skulle udføre. Dette værk fortsætter i os i dag og er ledet af præsident Gordon B. Hinckley, en levende profet, som sagde: »Forunderligt er dette værk. Det vil velsigne hver eneste mand, kvinde, dreng og pige, som modtager det« (»Missionering«, Første verdensomspændende oplæringsmøde for ledere, 11. januar 2003, s. 21). »Takket været Gud for hans vidunderlige overdragelse af vidnesbyrd, myndighed og lærdomme, som er en del af Jesu Kristi genoprettede kirke« (»Det vidunderlige grundlag for vores tro«, Liahona, november 2002, s. 81). I Jesu Kristi navn. Amen.