Udholdenhed

Præsident James E. Faust

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Udholdenhed ses hos dem, som bliver ved, når det bliver hårdt, som ikke giver op, selv når andre siger: »Det kan ikke lade sig gøre.«

Jeg vil gerne byde velkommen til de brødre, som denne eftermiddag blev kaldet og opretholdt som medlemmer af de Halvfjerds’ Første og Andet Kvorum. Alle er mænd af tro og evner og engagement, og vi bevidner for jer, at de på alle måder er værdige til at besidde disse embeder.

Mine kære brødre i præstedømmets store verdensomspændende broderskab, vi roser jer for jeres trofasthed og jeres hengivenhed over for Herrens værk. Vi takker for jeres engagement og jeres trofaste tjeneste. I bidrager i stor grad til Kirkens styrke.

Det er vidunderligt at være ved dette møde sammen med alle I brødre fra Det Aronske Præstedømme. Da jeg var i jeres alder, spekulerede jeg på: »Hvad vil blive min plads i denne verden, og hvordan finder jeg den?« På det tidspunkt var mit eneste faste mål at tage på mission. Da mit missionskald kom, tjente jeg, og min mission blev som Nordstjernen, der vejledte mig ind i andre bestræbelser i mit liv. Noget af det vigtigste jeg lærte var, at hvis jeg holdt trofast ud i mine kirkekaldelser, ville Herren åbne en udvej og vejlede mig i retning af andre muligheder og velsignelser, ja, selv ud over mine drømme.

At tjene på en mission kan gøre dette for alle jer unge mænd. En ung mand fortalte mig for nylig, hvor meget han havde lært af sin udholdenhed som missionær. Fra hans erfaringer uddrager jeg noget af det, I kan lære, som vil bringe jer muligheder og velsignelser.

Hvordan man organiserer og bruger tiden klogt
Betydningen af hårdt arbejde – at man høster, hvad man sår
Lederevner
Evner til at omgås folk
Værdien af evangelisk studium
Respekt for myndighed
Betydningen af bøn
Ydmyghed og tillid til Herren¹

Da jeg gik på Granite High School i Salt Lake City i 1930’erne, havde jeg venner, som var dygtige til idræt, drama, musik og tale. Nogle af dem fortsatte med at opnå succes i livet, men alt for mange af disse talentfulde og dygtige, unge mennesker holdt ikke ud og opnåede ikke det, de havde potentiale til. Som modsætning arbejdede flere mindre synlige unge mænd og piger på den samme skole flittigt og udholdende og fortsatte med deres uddannelse for at blive fremtrædende læger, ingeniører, undervisere, advokater, videnskabsmænd, forretningsmænd, håndværkere, elektrikere, blikkenslagere og entreprenører.

Succes fås normalt ved udholdenhed og ved ikke at blive mismodig, når vi møder udfordringer. Paul Harvey, den berømte nyhedsanalytiker og forfatter, sagde engang: »En dag håber jeg at opnå tilstrækkeligt af det, som verden kalder succes, så nogen vil spørge mig: ›Hvad er hemmeligheden bag det?‹ Så vil jeg ganske enkelt sige dette: ›Jeg rejser mig op, når jeg falder.‹«²

Et enestående eksempel på udholdenhed er madame Marie Curie, som arbejdede sammen med sin franske ægtemand, Pierre Curie, der var fysiker, »i et gammelt forladt og utæt skur uden midler og uden opmuntring eller hjælp udefra, mens de forsøgte at isolere radium fra en uranmalm af ringe kvalitet, kaldet begblende. Og efter deres forsøg nummer 487 var mislykkedes, rakte Pierre sine hænder op i fortvivlelse og sagde: ›Det vil aldrig lykkes. Måske om hundrede år, men aldrig i min tid.‹ Marie stillede sig foran ham med resolut mine og sagde: ›Hvis det tager hundrede år, er det en skam, men jeg vil ikke holde op med at arbejde for det, så længe jeg lever.‹«³ Det lykkedes til sidst for hende, og kræftpatienter har haft stor gavn af hendes udholdenhed.

Udholdenhed ses hos dem, som bliver ved, når det bliver hårdt, som ikke giver op, selv når andre siger: »Det kan ikke lade sig gøre.« I 1864 sendte Det Første Præsidentskab apostlene Ezra T. Benson og Lorenzo Snow, sammen med ældsterne Alma Smith og William W. Cluff på mission til Hawaiiøerne. Fra Honolulu gik de om bord på en lille båd til den lille havn Lahaina. Da de nærmede sig revet, var bølgerne høje, og en høj bølge ramte båden og bar den omkring 50 meter frem og efterlod den i en dal mellem to kæmpebølger. Da den næste bølge ramte, kæntrede båden i det skummende hav.

Folkene på bredden bemandede en redningsbåd og opsamlede tre af brødrene, som svømmede i nærheden af den synkende båd. Men bror Snow var ikke til at se. Hawaiianerne, som var vant til bølgerne, svømmede i alle retninger for at søge efter ham. Til sidst følte en af dem noget i vandet, og de trak bror Snow op til overfladen. Hans krop var stiv, og han så ud som om han var død, da de slæbte ham op i båden.

Ældste Smith og ældste Cluff lagde bror Snows krop tværs over deres ben, og salvede ham stille, idet de bad Herren om at skåne hans liv, så han kunne vende tilbage til sin familie og sit hjem. Da de nåede i land, bar de bror Snow hen til nogle store tomme tønder, der lå på stranden. De lagde ham med ansigtet nedad på en af dem, og de rullede ham frem og tilbage for at få det vand op, som han havde slugt.

Efter at ældsterne have arbejdet med ham nogen tid, uden at der kom antydning af liv, sagde de, der stod og så på, at der ikke kunne gøres mere for ham. Men de beslutsomme ældster ville ikke give op. Så de bad igen med en stille forvisning om, at Herren ville høre dem og besvare deres bønner.

De blev tilskyndet til at gøre noget temmelig usædvanligt for den tid. En af dem lagde sin mund over bror Snows for at fylde hans lunger med luft, og han skiftede mellem at blæse ind og få luften ud – en efterligning af den naturlige vejrtrækningsprocess. De skiftedes og blev ved, indtil det lykkedes dem at få luft i hans lunger. Lidt senere bemærkede de svage antydninger af liv. »Et svagt blink med øjet, som indtil da havde været åbne og dødslignende, og en meget svag raslen i halsen var de første tegn på, at han vendte tilbage til livet. Disse tegn blev mere og mere tydelige, indtil bevidstheden var helt tilbage.« Med deres udholdenhed og forsynets barmhjertige smil, overlevede alle fire af Herrens tjenere og blev i stand til at udføre deres mission.⁴

Ældste Snow blev senere Kirkens præsident. Mens han tjente i dette embede, stabiliserede han Kirkens midler ved at tilskynde medlemmerne til at betale deres tiende og offerydelser.

Det vil interessere jer brødre at vide, at Alma Smith i denne historie var den dreng, som blev skudt i hoften ved Hauns Mill, hvilket ødelagde hans hofteled og ledskål. Hans mor dækkede det forfærdelige sår med noget salve og blev derpå inspireret til at lægge ham på maven i fem uger. Der voksede noget fleksibelt brusk ud i stedet for det manglende led og ledskål, så han ikke alene var i stand til at leve et normalt liv, men også til at rejse på mission til Hawaii og til at tjene i Kirken hele sit liv.⁵

Vore sidste dages profeter er alle eksempler på beslutsomhed i præstedømmet, bønner og arbejde. Joseph Smiths udholdenhed gjorde det muligt at gengive alle ting. Hele hans liv blev han behandlet med foragt og latterliggørelse – fra det tidspunkt, hvor han første gang fortalte beretningen om det første syn til en præst for en fremtrædende religion. Men han svigtede aldrig, og han efterlod os sit faste vidnesbyrd:

»Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig, og selv om jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et syn, var det alligevel sandt … Thi jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, og jeg vovede heller ikke at gøre det.«⁶

Brigham Youngs liv var selve kernen af udholdenhed. Han var altid trofast og standhaftig. Efter Joseph Smiths død tog han den dristige beslutning at bringe 60.000 mennesker fra deres hjems tryghed og produktive jorde til en gold ødemark. Denne storslåede udvandring var uden sidestykke i den moderne historie. De kom i vogne, til fods og trækkende med håndkærrer. Hans og hans tilhængere fik ørkenen til at blomstre som en rose.

Ved den første pressekonference, da præsident Gordon B. Hinckley blev præsenteret for pressen som præsident for Kirken i 1995, blev han spurgt om, hvad han ville fokusere på. Han svarede: »Fremad. Ja. Vores tema vil være at fortsætte fremad i det store værk, som er blevet fremmet af vore forgængere.«⁷ Dette er et storslået mål for os alle. Det er nødvendigt, at vi fortsætter og holder ud til enden.

En af de store resultater i præsident Hinckleys administration har været hans usædvanlige udholdenhed i opførelsen af templer. Siden han blev præsident for Kirken er 87 templer blevet indviet, genindviet eller bekendtgjort. Dette bemærkelsesværdige resultat med hensyn til opførelse af templer er uhørt i hele verdenshistorien. Templer har stor og vedvarende virkning og velsigner verden mere og mere. Som præsident George Q. Cannon sagde: »Enhver sten, der bliver lagt i fundamentet til et tempel, og et tempel, der opføres i henhold til det, Herren har åbenbaret til sit hellige præstedømme, vil mindske Satans magt på jorden og øge Guds magt og gudfrygtigheden, få himlens kræfter til at bevæge sig til vores gavn og nedkalde velsignelser fra de Evige Guder og de, der bor i deres nærhed.«⁸

Vi bør hver især tjene trofast og flittigt i vore præstedømmekaldelser, indtil vore dages ende. Nogle undrer sig måske: »Hvor længe skal jeg være hjemmelærer?« Mit svar er, at hjemmeundervisning er en præstedømmekaldelse. At tjene i kaldelsen som hjemmelærer er et privilegium, så længe vores biskop og præstedømmeledere føler, at vi er i stand til at gøre det. Nogle af os kendte bror George L. Nelson, en fremtrædende advokat i Salt Lake City, som tjente som biskop, stavspræsident og patriark. Han var fuldstændig forpligtet over for Kirken. Han var hjemmelærer i en alder af 100 år. Han sagde på dette tidspunkt: »Jeg kan godt lide at være hjemmelærer. Jeg håber, at jeg altid kan være hjemmelærer.«⁹ Han døde som 101-årig og var trofast til enden.

Af dem, som ønsker at blive døbt ind i Kirken, kræver Herren, at de er »fast besluttet på at tjene ham indtil enden.«¹⁰ Præsident Joseph Fielding Smith sagde i en alder af 94: »Jeg har alle mine dage søgt at ære min kaldelse i dette præstedømme og håber at holde ud til enden i dette liv og nyde de trofaste helliges fællesskab i det liv, der kommer.«¹¹ Som Herren sagde, hvis vi skal være hans disciple, skal vi fortsætte i hans ord.¹² Herren har velsignet Kirken og dens medlemmer på bemærkelsesværdige måder på grund af deres trofasthed og udholdenhed. Jeg vidner om guddommeligheden af Jesu Kristi hellige værk i præstedømmet, og det gør jeg i Jesu Kristi navn. Amen.