Missionærægtepar: Velsignelser ved offer og tjeneste
Jeres himmelske Fader har brug for jer. Hans værk, under ledelse af vor Frelser Jesus Kristus, har brug for, hvad kun I er beredt til at give.
For fire år siden talte jeg i disse omgivelser om ægtepar, der tjener på en fuldtidsmission. Min bøn var, at »Helligånden [ville] berøre nogle hjerter, og at en ægtefælle … et eller andet sted stille [ville] puffe til sin ægtefælle og opleve et afgørende øjeblik [– et beslutsomt øjeblik].«1 En søster skrev senere til mig om den oplevelse. Hun sagde: »Vi sad hyggeligt i vores dagligstue og nød konferencen på fjernsynet … Da du talte, blev mit hjerte dybt rørt. Jeg kiggede på min mand, og han kiggede på mig. Det øjeblik ændrede mit liv for evigt.«
Hvis I er i eller nærmer jer den alder, en seniormissionær har, henvender jeg mig til jer denne eftermiddag for at vidne om de velsignelser, der kan ændre jeres liv for evigt. Jeres himmelske Fader har brug for jer. Hans værk, under ledelse af vor Frelser Jesus Kristus, har brug for, hvad kun I er beredt til at give. Enhver missionæroplevelse kræver, tro, offer og tjeneste, og disse er altid ledsaget af udgydelser af velsignelser.
Når vi taler om disse velsignelser, vil I naturligvis overveje, hvad jeg har kaldt de fire F’er: Frygt, familiebekymringer, at finde den rette mulighed for en mission og finansielle udfordringer.2 Jeg vil tilføje et andet vigtigere og mere kraftfuldt begreb – tro. Kun ved tro kan vi følge Guds råd: »Vælg i dag, hvem I vil tjene«3 – »at tjene Herren, som skabte jer.«4 Og kun ved en prøve på vores tro kan vi modtage de mirakuløse velsignelser, vi søger for os selv og vores familie. »Thi dersom der ikke findes tro blandt menneskenes børn, kan Gud ikke udføre noget mirakel blandt dem; derfor viser han sig ikke for dem, førend de tror.«5
Lad mig dele nogle af disse mirakuløse velsignelser fra breve og beretninger, som jeg har modtaget i løbet af de sidste fire år. Et ydmygt ægtepar fra Idaho så frygten i øjnene med tro, da Herren kaldte dem til Rusland. De skrev følgende acceptbrev: »Ingen kunne have forestillet sig, at vi ville blive kaldet til denne opgave. Vi har ingen anelse om, hvordan vi skal lære sproget eller være i stand til at være til tjeneste, og selvom vi accepterer med megen ængstelse, udelukkende drevet af tro, ved vi, at Herren og hans profet ved mere om, hvor vi skal tjene, end vi gør.« Ti måneder senere bød templet i Stockholm i Sverige velkommen til 30 hellige fra en lille gren i Rusland, ledet af dette ægtepar fra Idaho, som næsten lige var begyndt at lære det russiske sprog. Skrifterne fortæller os: »Således har Gud beredt et middel, hvorved mennesket ved tro kan udføre kraftige undergerninger.«6 Således bliver Guds værk udført af hans børn: »Så at tro må tiltage på jorden … så mit evangeliums fylde må forkyndes gennem de svage og ringe til jordens yderste grænser.«7
Et andet ægtepar overvandt familiebekymringer med tro. En trofast søster skrev: »Beslutningen om at tage på mission var ikke svær. Men min 90-årige mor var meget ængstelig over, at vi tog af sted. Det var en stor trøst for hende, da hun hørte, at vores familie ville blive velsignet, mens vi var afsted.« En trofast bror udtrykte lignende bekymringer over at skulle forlade sine ældre forældre, hvortil hans far svarede: »Brug ikke din mor og mig som en undskyldning for ikke at tage på mission sammen med din hustru. Bed om det og følg Åndens vejledning.«
Til en tidligere generation af missionærer, der blev kaldet til at forlade deres familie, gav Herren denne forsikring: »… og om de vil gøre det i hjertets enfoldighed … giver jeg, Herren, dem det løfte, at jeg skal forsørge deres familier.«8
Familiebekymringer er bestemt noget, der er virkeligt, og ikke noget, der skal tages let på. Men vi kan ikke overvinde vore udfordringer med familien uden Herrens velsignelser; og når vi ofrer for at tjene som fuldtidsmissionærægtepar, kommer de velsignelser. For eksempel så bekymrede et ægtepar sig over at skulle forlade deres yngste datter, der ikke længere var aktiv i Kirken. Hendes trofaste far skrev: »Vi bad bestandigt for hende og fastede regelmæssigt. Så, under en generalkonference hviskede Ånden til mig: ›Hvis I vil tjene, vil I ikke mere skulle bekymre jer om jeres datter.‹ Så vi mødtes med vores biskop. Ugen efter, at vi modtog vores kaldelse, fortalte hun og hendes kæreste, at de var blevet forlovet. Før vi tog til Afrika holdt vi bryllup i vores hjem. [Så samlede vi vores familie og] holdt et familieråd … Jeg bar vidnesbyrd om Herren og Joseph Smith … og fortalte dem, at jeg ville give hver af dem en faders velsignelse. Jeg begyndte med den ældste søn og derpå hans hustru og videre til den yngste … [deriblandt vores nye svigersøn].«
Når vi overvejer at tjene som missionærægtepar er det passende at involvere vores familie på samme måde. Ved et familieråd kan vi give vore børn mulighed for at udtrykke deres støtte, tilbyde særlig hjælp, vi måtte have brug for, og de kan modtage præstedømmevelsignelser for at støtte dem i vores fravær. Når det er passende, kan vi også modtage præstedømmevelsignelser fra dem. Da den trofaste far i denne historie velsignede sine familiemedlemmer, følte hans svigersøn Helligånden indflydelse. Faren skrev: »Ved slutningen af vores første år begyndte vores [svigersøns] hjerte at blive modtageligt over for Kirken. Lige før vi vendte hjem fra vores mission, kom han og vores datter for at besøge os. I hans kuffert lå det første sæt søndagstøj, han nogensinde havde ejet. De tog i kirke med os, og efter at vi kom hjem, blev han døbt. Et år senere blev de beseglet i templet.«9
Selv om detaljerne i denne historie er enestående, så gælder princippet for alle, som siger til Herren: »Jeg går, hvor du sender mig hen.«10 Jeg vidner om, at når vi sætter vores lid til Herren, så finder han den rette mulighed til at missionere for os. Han har sagt: »Den, der tjener mig … ham skal Faderen ære.«11
Når mange ægtepar over hele verden overvejer muligheden for at tage på mission, så har de et stort ønske om at tjene, men mangler tilstrækkelige midler. Hvis det er jeres situation, så husk, at det rette missionskald måske ikke er til et fjerntliggende land med et ukendt navn. Det rette kald for jer kan være i jeres egen stav eller område. »Jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette.«12 Rådfør jer med hele jeres familie og jeres biskop eller grenspræsident. Når Herrens tjenere forstår jeres timelige situation, bliver I i stand til at modtage de evige velsignelser ved at tjene på en fuldtidsmission.
Hvis I ikke kan tjene på grund af alvorlige og velbegrundede årsager, vil I så overveje at yde et økonomisk bidrag til at hjælpe dem, der kan? Et rimeligt offer af jeres midler vil ikke kun velsigne andre missionærer og dem, de tjener; det vil også velsigne jer og jeres familie.
Nu vil jeg tale direkte til jer, som ikke var i stand til at tage på mission i jeres ungdom. Måske har I gennem årene været tynget af en følelse af beklagelse eller følt jer utilstrækkelige, fordi I ikke havde mulighed for som missionær at tjene og udvikle jer, da I var yngre. Mit råd til jer er: Se fremad, ikke tilbage. Begynd i dag at forberede jer til jeres mission som seniormissionærægtepar! Spar lidt penge op hver måned. Studér i skrifterne. Modtag kaldelser i Kirken. Bed om at mærke Herrens kærlighed til andre og modtag hans kærlighed og tillid til jer. I kan en dag modtage alle velsignelserne ved missionering!
Og det er vidunderlige velsignelser! Efter 51 års ægteskab blev jeg spurgt: »Hvilken del af dit liv ville du ønske, at du kunne gennemleve igen?« Jeg tøvede ikke med at svare: »Den tid, hvor min hustru og jeg tjente sammen som missionærer i Herrens store værk.« Et andet missionærægtepars tanker gengiver min hustrus og mine: »Vores beslutning om at tage på mission bragte ny energi, nye følelser, nye venner, nye steder, nye udfordringer. Det bragte os tættere sammen som mand og hustru; vi havde et fælles mål og et ægte fællesskab. Og det bedste af det hele var, at det bragte os ny åndelig vækst i stedet for åndelig pension.« Brødre og søstre, lad os ikke åndeligt gå på pension.
Må jeg nu give en udfordring til biskopper og grenspræsidenter over hele verden? I løbet af de næste seks måneder vil det da være muligt for enhver af jer at overveje at anbefale et eller flere missionærægtepar udover dem, der lige nu planlægger at tage af sted? Jeres største kilde til at leve op til denne udfordring er de ældre medlemmer af jeres menighed, der allerede har været på mission. I min egen menighed afholdt en inspireret biskop et særligt møde for vordende og hjemvendte missionærægtepar. Da vi bar vidnesbyrd om offer og tjeneste vidnede Ånden for os alle, at en kaldelse til at tjene i sandhed er en kaldelse til at lære Herrens »velsignelser at kende.«13
Jeg har hørt om en stavspræsident, der har arrangeret en klasse for seniormissionærer, for at inspirere vordende missionærægtepar og hjælpe dem med forberedelserne til at tjene. Præstedømmeledere – når I i bøn søger at opmuntre til at tjene som fuldtidsmissionærer, husk da på, at når et ægtepar er kaldet, så hjælper de ikke kun med at fuldføre Herrens værk over hele verden, de planter et tjenestens frø i deres familie, som vil blomstre for kommende generationer. Jeg er fortsat taknemmelig for mine forældres indflydelse. De tjente som missionærægtepar i England, og har været et eksempel for deres efterkommere.
Nu til jer vordende missionærægtepar: Vent ikke på at jeres biskop holder møde med jer om at tage på mission! Gå til ham. Fortæl om jeres følelser. Når det kommer til missionering, så forventer Herren, at vi udtrykker vore ønsker. Når vi gør det, så kan vi stole på, at den samme Ånd, der tilskynder os til at tage på mission, vil inspirere en profet til at kalde os til den rette opgave.
Og der er så mange kaldelser! Der er kaldelser til at undervise i evangeliet til dem, der ønsker at modtage det, deriblandt til unge i Kirkens Uddannelsessystem; kaldelser til at arbejde inden for velfærd og humanitær hjælp, i templer, i slægtshistoriske centre, missionskontorer og på historiske steder; kaldelser til at »gøre [jeres] medmennesker det allerbedste og fremme hans ære, som er [jeres] Herre.«14
Tænk på disse eksempler: Et ægtepar, der var kaldet til Indien hjalp en skole for blinde børn med at bygge sanitære faciliteter og anskaffe skrivemaskiner med braille. Et ægtepar på Hawaii nærede en lille gren med 20 medlemmer, så den blev til 200 og forberedte 70 medlemmer på sammen at komme i templet. Et ægtepar i Peru sørgede for medicin og julegaver til 550 børn på et børnehjem. Et ægtepar i Cambodja underviste institutklasser og lærte en gren om lederskab, hvorefter den på kun 10 måneder voksede til 180 medlemmer. Et ægtepar i Rusland hjalp de lokale landmænd med at øge deres kartoffelproduktion til 11 gange mere end statsgårdene, mens et ægtepar på Filippinerne hjalp næsten 700 underernærede familier med at lære at opdrætte kaniner og dyrke grøntsager. Et ægtepar i Pennsylvania hjalp 60 mennesker, halvdelen af dem var medlemmer af andre trossamfund, med at forberede deres slægtshistoriske optegnelser. Et ægtepar i Ghana hjalp med at bore brønde ud og pudse dem op, hvilket gav vand til 190.000 mennesker i landsbyer og flygtningelejre.
Hvad enten resultaterne af en mission kan ses af mennesker eller ej, så giver alle, der tjener, et uvurderligt bidrag i Herrens øjne, for alle har barmhjertighed til at gøre en forskel.15 Missionærægtepar er forbilleder og eksempler på styrke for fuldtidsmissionærer og for præstedømmeledere og ledere i hjælpeorganisationerne. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed for alle dem og de tusindvis af andre, der tjener på så mange måder, og bidrager med millioner af timer for at tjene deres næste.
Mine brødre og søstre, hvis I har følt tilskyndelser til at deltage i dette værk, uanset hvor stille disse følelser måtte være, så udsæt ikke dagen for jeres tjeneste. Nu er det tiden til at berede sig, nu er det tiden til at blive kaldet, tiden til at ofre. Nu er det tiden til at dele jeres gaver og talenter, og nu er det tiden til at modtage Guds velsignelser til jer og jeres familie. »Der er et konstant behov for flere missionærægtepar,« har præsident Hinckley sagt.16 Efterhånden som dette værk ruller fremad, øges behovet. Lad os, mens vi er i vores rige år fyldt med erfaring, modenhed, visdom og mest af alt tro, rejse os og efterkomme det behov, som kun vi kan.
Vi, frem for andre, har en særlig grund til at gøre det. Ud fra vore oplevelser i livet kan vi se tilbage og anerkende vor Fader i Himlen og hans Søn Jesu Kristi godhed mod os og vores familie. Som en trofast bror forklarede: »Min hustru og jeg vil gerne tage på fem missioner – en for hver af de smukke børn, som Gud har velsignet os med!« Uanset hvilke velsignelser vi hver især har modtaget, vidner jeg om, at vi alle har modtaget den største velsignelse af alle: »For således elskede Gud [vor himmelske Fader] verden, at han gav sin enbårne søn,«17 og hans søn Jesus Kristus »elsker verden, [således] at han endog nedlægger sit eget liv.«18 Jeg bærer mit særlige vidnesbyrd om, at hans sonoffer er det ultimative udtryk for den kærlighed.
Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er det vores største privilegium at gengælde hans kærlighed ved offer og tjeneste og at gøre krav på hans hellige løfte: »Og den, der mister sit liv i min tjeneste for mit navns skyld, skal finde det igen, nemlig evigt liv.«19 At vi vil gøre dette, er min inderlige bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.