Nu er tiden til at berede sig

Ældste Russell M. Nelson

De Tolv Apostles Kvorum

Nu er tiden til at berede sig på at møde Gud. I morgen er måske for sent.

Mine kære brødre og søstre, siden vores sidste generalkonference er min kæreste – min elskede hustru i 59 år – gået bort. Mens jeg en for en sjælden gangs skyld var hjemme en lørdag uden opgaver, havde vi arbejdet sammen. Hun havde vasket vores tøj. Jeg havde hjulpet med at bære, lægge tøj sammen og lægge det på plads. Så mens vi hånd i hånd sad på sofaen og så et fjernsynsprogram, gled min dyrebare Dantzel fredfyldt videre til evigheden. Hendes bortgang kom pludseligt og uventet. Kun fire dage tidligere havde vores læge ved en rutinemæssig lægeundersøgelse fortalt, at resultaterne af hendes prøver var fine. Efter jeg forgæves havde forsøgt at genoplive hende, blev jeg overvældet af chok og sorg. Min nærmeste ven, den engleagtige mor til vore 10 børn, bedstemor til vore 56 børnebørn, var taget fra os.

Dantzel var ikke kun en elsket og kærlig livsledsager. Hun var lærer: Ved sit ædle eksempel underviste hun i tro, dyd, lydighed og barmhjertighed. Hun lærte mig, hvordan man lytter og viser kærlighed. På grund af hende kender jeg alle de velsignelser, som en mand, far og bedstefar kan opleve.

Med dyb taknemlighed anerkender jeg den utrolige kærlighed, der er blevet vist af kære venner fra hele verden. Utallige breve, opringninger, kort og andre beskeder er blevet sendt. Alle hyldester udtrykker kærlig beundring for hende og sympati for os, som hun har efterladt. Disse budskaber kom i så stort antal, at vi desværre ikke var i stand til at besvare alle personligt. Tillad mig at takke hver enkelt for jeres store venlighed mod os. Mange, mange tak. Jeres hilsener har bragt megen trøst i denne tid med hjertesorg i vores familie. Vi elsker virkelig kære Dantzel! Vi savner hende!

Af hendes pludselige bortgang kan vi lære en meget vigtig lektie: Nu er tiden til at berede sig til at møde Gud. I morgen er måske for sent. Profeter i alle tidsaldre har erklæret dette: »Dette liv er tiden, da menneskene skulle berede sig til at møde Gud … [udsæt ikke] jeres omvendelsesdag.«¹

Behovet for at berede sig nu

Alligevel udsætter mange det.² En profet advarer os: »I kan ikke sige … Jeg vil angre og omvende mig til min Gud. Nej, I kan ikke sige det, thi den samme ånd, som er i besiddelse af jeres legeme, når I går ud af dette liv, den samme ånd vil … tage jeres legeme i besiddelse i den evige verden.«³ En anden profet tilføjer: »… den, som er uren, skal forblive uren, og den, der er retfærdig, skal fortsat være retfærdig.«⁴

Storslået er kundskaben om, at »alt, hvad vi i dette liv opnår på intelligensens område, skal følge med os i opstandelsen.«⁵ Af profeten Joseph Smith lærer vi også, at »Gud har afsat en tid … da han vil bringe alle sine undersåtter, som har adlydt hans røst og holdt hans bud og befalinger, ind til sin … celestiale hvile. Denne hvile⁶ er så fuldkommen og herlig, at mennesket behøver en forberedelsestid, førend det – ifølge dette riges love – kan træde ind og nyde dens velsignelser. Gud givet menneskene love, som hvis de efterleves, er tilstrækkelige til at berede dem til denne hvile.«⁷ Søster Nelson var således beredt!

Dette herlige mål synes meget fjernt, hvis man er nedtrykt af verdslige problemer og mørke. Jeg husker, da en ven på en vanskelig dag udbrød: »Hvorfor blev jeg nogensinde født?« Guds plan besvarer hans spørgsmål. Vi kom her til livet for at få et fysisk legeme. Vi kan blive forelskede og blive gift. Vi kan få børn og opleve det jordiske livs prøvelser. (Tilgiv mig, at jeg nævner børn og livets prøvelser i samme åndedrag. Jeg fornemmer, at de begge er en del af vores udviklingsproces). Kirken blev genoprettet – jorden blev skabt – for at disse familier kunne blive beseglet i hellige templer. Ellers ville hele jorden »fuldstændig lægges øde.«⁸

Vi kom for at blive prøvet, blive testet og for at vælge.⁹ Vore beslutninger afgør vores bestemmelsessted. Vi »kan frit vælge frihed og evigt liv ved den store [Formidler] … eller fangenskab og død.«¹⁰ De, der vælger Herrens vej, oplever sandsynligvis forfølgelse.¹¹ Men deres belønning er sikker. De, der viser sig trofaste, »skal arve Guds rige … og deres glæde skal blive fuldkommen for evigt.«¹² Søster Nelson har opnået den belønning. Det bringer mig og vores familie stor trøst!

Prøvelser gælder både rige og fattige. For mange år siden blev jeg bedt om at operere en meget velhavende mand. En biopsi bekræftede, at han led af fremskreden kræft, som havde bredt sig i hele hans krop. Da jeg fortalte dette, var hans umiddelbare reaktion at støtte sig til sin rigdom. Han ville gå hvor som helst hen eller gøre hvad som helst for at behandle sin sygdom. Han troede, at han kunne købe sit helbred tilbage. Men han døde kort efter. Nogen spurgte: »Hvor meget efterlod han sig?« Svaret var selvfølgelig: »Det hele!«

Hans prioriteter var rettet mod denne verdens ting. Hans vej til succes ledte i den forkerte retning. Jeg tænker på ham, når jeg læser dette skriftsted: »Men se, jeres prøvelses dage er forbi; I har forhalet jeres frelses dag, indtil det … er for sent.«¹³

Som en strålende modsætning hertil forberedte søster Nelson sig hele sit liv til det øjeblik, hvor hun skulle vende tilbage til Gud. Hun levede hver dag, som var det hendes sidste. Hun værdsatte hver eneste time, for hun vidste, at tiden på jorden er dyrebar.

Nogle mennesker lever, som om der ikke skal afregnes en dag. Andre spilder tiden i dag med en hæmmende frygt for morgendagen eller en lammende optagethed af gårsdagens fejltrin. Vi burde alle følge digterens ord, som de står skrevet på et solur:

Skyggen kastet af min finger
nutid og fortid adskiller:
Foran en ukendt time venter,
i mørke før solen opstiger.
Fortiden vender ej tilbage,
ej mere din er den svundne tid:
Du kan blot i en time lege -
i NUET, hvorpå skyggen pege.14

Hvordan forbereder vi os?

Nu er det tid. Men hvordan forbereder vi os? Begynd med omvendelse! Skriften erklærer: »… dersom I har prøvet på at gøre ondt i jeres prøvelses dage, da bliver I fundet urene for Guds domstol, og intet urent kan bo hos Gud.«¹⁵ Han gav denne enkle regel: »Om du ikke adlyder min lov, kan du ikke opnå denne herlighed.«¹⁶

Nu er det tid at vise ærbødig respekt for sit fysiske legeme. Det tjener som tabernakel for vores ånd i hele evigheden. Fysisk appetit skal kontrolleres af vores ånds vilje. Vi skal »fornægte os selv alt ugudeligt.«¹⁷ Vi »skal afstå fra alt ondt og holde fast ved alt godt, [og] leve af hvert ord, der udgår af Guds mund.«¹⁸

På grund af de hyppige og skræmmende katastrofer i verden tvivler nogle mennesker på Guds eksistens. Men han prøver faktisk at hjælpe os. Han åbenbarede disse ord: »Hvor ofte har jeg ikke kaldt på jer gennem mine tjeners mund og gennem englebetjening og med min egen røst, gennem tordenens røst og … lynets … stormes … jordskælvets … frygtelige haglstorme … hungersnød … og alle slags pest … og jeg ville have frelst jer med evig frelse, men I ville ikke!«¹⁹

Hans håb for os er evigt liv. Vi gør os fortjent til det ved lydighed mod templets pagter og ordinancer – for os selv, vore familier og vore forfædre. Vi kan ikke blive fuldkomne uden dem.²⁰ Vi kan ikke ønske os ind i Guds nærhed. Vi skal adlyde de love, ifølge hvilke disse velsignelser er forjættede.²¹

Guds plan er retfærdig. Tilmed »alle, som er døde uden kundskab om evangeliet, men som ville have modtaget det, dersom det havde været muligt for dem at forblive på jorden, vil blive arvinger til Guds celestiale rige.«²² Hans plan er også barmhjertig. Han »vil dømme alle mennesker efter deres gerninger, efter deres hjertes ønsker.«²³

Nu er det tid til at lade vore navne indskrive blandt Guds folk. Det gør vi ved at betale tiende. Han kræver tiende af sit folk for at velsigne dem.²⁴ Søster Nelson underviste vores familie i den lektie igen og igen.²⁵

Nu er det tid til at rette vore mål ind efter Guds mål. Hans gerning og herlighed – at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket«²⁶ – kan blive vores. Frelseren har om tempelægteskab sagt: »Om en mand ægter en kvinde gennem mit ord, som er min lov, og gennem den nye og evige pagt … skal [de] arve troner, riger, fyrstendømmer og magter, herredømme … ophøjelse og herlighed i alle ting.«²⁷ Vi skal efterligne Herrens eksempel, elske, som han gjorde, bede, som han gjorde, og holde ud til enden, som han gjorde.²⁸

Betydningen af døden i Guds evige plan

Døden er en nødvendig del af vores evige eksistens. Ingen ved, hvornår døden kommer, men den er nødvendig for Guds store plan for vores lykke.²⁹ Takket være Herrens forsoning er en endelig opstandelse en realitet – og evigt liv en mulighed for hele menneskeheden.³⁰ Den mulighed bliver en realitet, når vi adlyder Guds lov. Han sagde: »… om I ikke holder mine bud … skal I ingenlunde komme ind i himmeriges rige.«³¹ En dag bliver vi dømt af Herren³² og går til vores egen bolig beredt i vor Faders himmelske hjem.³³ Celestial herlighed venter dem, der har været trofaste mod Guds milde bud.³⁴

Brødre og søstre, vi lever for at dø, og vi dør for at leve – i et andet rige. Hvis vi alle er godt forberedt, bringer døden ingen rædsel. Set i et evigt perspektiv er døden kun for tidlig for dem, der ikke er beredt til at møde Gud.

Nu er tiden til at berede sig. Når så døden kommer, kan vi gå frem mod den celestiale herlighed, som vor himmelske Fader har beredt for sine trofaste børn. I mellemtiden – for de sørgende efterladte som vores familie og jeg – mildnes dødens stik af en urokkelig tro på Kristus, et fuldkomment håb, en kærlighed til Gud og alle mennesker og et inderligt ønske om at tjene dem.³⁵ Den tro, det håb, den kærlighed kvalificerer os til at komme ind i Guds hellige nærhed og – sammen med vores evige partner og familie – bo hos ham for evigt. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.