Sjæle er af stor værdi
Når vi ser den indvirkning, som en person kan have … så er det måske ikke noget under, at Herren mindede os om: »Kom i hu, at sjæle er af stor værdi.«
En af de taler, der har gjort varigt indtryk på mig, blev givet ved mødet lørdag aften ved en stavskonference for mange år siden. Talen blev holdt af en ung mor. Dette er, hvad hun sagde: »Jeg har lavet slægtshistorie for min oldefar. Han og hans store familie med sønner og døtre var medlemmer af Kirken.
Min oldefar,« sagde hun, »forlod en søndag Kirken med sin familie, og de vendte aldrig tilbage – ingen ved hvorfor.«
Hun sagde derpå: »I min søgen har jeg fundet ud af, at min oldefar har over 1.000 efterkommere.«
Og derpå sagde hun – og det er det, som jeg ikke har været i stand til at glemme: »Af de 1.000 efterkommere, er jeg i dag den eneste, der er aktiv i Kirken.«
Da hun sagde disse ord, tænkte jeg ved mig selv: »Er der kun 1.000, eller kunne der være flere?«
Svaret er indlysende. Den åndelige indflydelse, som denne familie kunne have haft på deres naboer og venner, blev ikke til noget. Ingen af hans sønner, ej heller nogen af hans døtre, tjente som missionærer, og dem, som de ville have rørt med deres vidnesbyrd, blev ikke døbt, og dem, der ikke blev døbt, tog ikke af sted på missioner. Ja, der er sikkert mange tusinde, der ikke er i Kirken i dag, og som ikke er til stede ved dette møde, på grund af denne oldefars beslutning.
Da jeg hørte hende tale, tænkte jeg ved mig selv: »Hvilken tragedie! Hvis jeg havde levet på den tid, kunne jeg måske have sagt noget til faren, til familien, til præstedømmelederne, som kunne have været med til at forhindre sådan en ulykke for familien og for så mange i de generationer, der fulgte.«
Fortidens muligheder er tabt for os. Men vi kan se på nutiden og på fremtiden. Jeg vil sige til jer, der er i den samme situation som den oldefar: Vil I overveje, hvad I gør mod jeres familie, og mod alle jeres efterkommere? Vil I overveje den effekt, som jeres tanker og handlinger har?
Hvis der er nogen ængstelse om Kirkens lærdomme, så overvej det råd, som præsident Gordon B. Hinckley gav ved et stort møde med over 2.000 medlemmer i Paris sidste år. Han sagde: »Jeg beder jer, mine brødre og søstre, hvis I har nogen tvivl med hensyn til nogle af Kirkens lærdomme, så prøv dem. Prøv dem. Efterlev princippet. Knæl ned og bed om det, og Gud vil velsigne jer med kundskab om sandheden af dette værk.«
Hvis I føler, at I er blevet uretfærdigt behandlet, så vær parate til at tilgive. Hvis der af nogen årsag er ubehagelige minder, så glem dem. Når det er nødvendigt, så tal med jeres biskop, tal med jeres stavspræsident.
Til jer alle, men især til dem, som en dag bliver oldefædre og oldemødre: Jeres evige velsignelser og jeres efterkommeres velsignelser er meget vigtigere end nogen stolte følelser, der kan afskære jer og så mange andre fra sådanne vigtige velsignelser. I Mormons Bog minder kong Benjamin os om: »Endvidere ønsker jeg, at I vil tænke på deres velsignede og lykkelige tilstand, der holder Guds bud. Thi se, de blev velsignet i alle ting, både timelige og åndelige, og dersom de holder trofast ud til enden, bliver de modtaget i himlen for at bo hos Gud i evigvarende salighed« (Mosiah 2:41).
Til jer, der er børn af fremtidens forvildede oldefædre: I kan fortsat være trofaste, I kan være gode eksempler i jeres hjem og over for dem omkring jer. I kan gøre jeres del for at bringe fred og harmoni ind i jeres hjem og i jeres omgangskreds. I kan være løsningen på og ikke årsagen til problemet. Husk på, at da Lehi i Mormons Bog begyndte at brokke sig, da var det hans retfærdige søn Nephi, der kom med opmuntring og fandt løsninger på problemerne. Mange gange er det de retfærdige børn, der er i stand til at holde båden i ro, når der sejles på oprørte vande.
Til jer, der er biskopper og stavspræsidenter: Hvor ville jeg ønske, at I kunne have været til stede ved et møde, som jeg deltog i sammen med en håndfuld regionalrepræsentanter. Vi lyttede til ældste L. Tom Perry, da han sammenlignede de vordende ældster og dem, der ikke er aktive – fremtidens oldeforældre – med et termometer. Vi blev mindet om, at der er mange af disse mennesker, der er mere end blot lunkne over for Kirken. De vil komme tilbage, hvis nogen blot vil opmuntre dem og vise dem vejen.
Jeg vil gerne fortælle jer om en stavskonference, jeg deltog i. Det var en reorganisering; stavspræsidenten og hans rådgivere skulle afløses, og et nyt præsidentskab skulle kaldes. Stavspræsidenten var ung og havde tjent helt vidunderligt i næsten 10 år. Han var en åndelig kæmpe, men han var også en administrativ kæmpe. Under mit personlige interview med ham, fortalte han mig, hvordan han havde uddelegeret meget af ansvaret for stavsopgaverne til sine rådgivere og til højrådet, og derved frigjort sig selv til at interviewe dem, der havde brug for opmuntring. Enlige og par blev inviteret ind på hans kontor. Dér lærte han dem at kende, rådgav dem og opfordrede dem til at gøre det bedre, at få deres tilværelse i orden og modtage de velsignelser, der er tilgængelige for dem, der følger Herren. Han hjalp dem til at finde en egnet leder, der kunne passe på dem, en lærer, der hjalp dem til at forstå lærdommenes skønhed. Så fortalte han mig, at ved disse interviews havde han ofte spurgt, om de ville have en velsignelse. »Jeg har lagt mine hænder på hovedet af mange af stavens medlemmer,« sagde han.
Den næste dag ved stavskonferencens hovedmøde tror jeg ikke, at jeg nogensinde har set så mange tårer – ikke fordi de ikke mente, at stavspræsidenten skulle afløses, men på grund af en ung stavspræsidents dybe kærlighed, der havde velsignet deres tilværelse. Jeg følte mig tilskyndet til at spørge: »Hvor mange af jer har haft præsidentens hænder på jeres hoved?« Jeg var overrasket over det antal personer, der løftede hånden. Dengang tænkte jeg ved mig selv: »Hvor mange af disse mennesker vil prise denne store mands navn, ikke blot nu, men også i evigheden?« Ja, disse vil være de oldefædre, der, på grund af denne kærlige leder, vil efterlade sig en arv af generationer, der vil kalde ham velsignet.
Når vi ser den indvirkning, som en person kan have på så mange menneskers tilværelse, så er det måske ikke noget under, at Herren mindede os om: »Kom i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne« (L&P 18:10).
Jeg beder til, at vi alle vil overveje, hvad vi hver især kan gøre for at hjælpe dem, der bliver fremtidens oldefædre, hvad enten det er et lille barn, en teenager eller en voksen, så hver enkelt kan have en arv af retfærdige efterkommere, der kender og elsker Herren. I Jesu Kristi navn. Amen.