Værdsæt deres råd, som er tynget af alder

Ældste Stephen B. Oveson

De Halvfjerds

Må vi forøge vores indsigt og i højere grad værdsætte kraften i vidnesbyrd, især når de bæres af dem, der er »tynget af alder«.

Mine kære brødre og søstre, mens vi forbereder os til at høre præsident Gordon B. Hinckleys afsluttende bemærkninger ved afslutningen af denne storslåede konference, håber jeg inderligt, at vi hver især føler, hvor velsignede vi er ved at have modtaget kollektiv visdom og formaning fra Herrens profeter og apostle, som, hvis fulgt, vil hjælpe os til at sætte vores kurs endnu tættere på vor Frelser. Vi bør især være taknemmelige for at leve i en tid, hvor vore kirkeledere, skønt mange er i en fremskreden alder, fortsat modtager den åbenbaring og inspiration, der bevæger riget fremad fra dag til dag.

Som ung mand blev jeg givet en meget stærk skriftlig formaning om, at jeg skulle vise mig som en trofast og lydig søn, således at jeg, når jeg blev ældre, skulle gå til mine forældre, når som helst jeg havde brug for råd og vejledning, selvom de var »tynget af alder«, for fra dem at modtage visdom, trøst og vejledning. Min far gik bort for mere end 20 år siden, efter at havde været en betydningsfuld og forbilledlig kilde til visdom for mig hele mit liv, og sidste mandag har vi lige stedt min 101 år gamle mor til hvile ved siden af hendes evige ledsager. Da hun var hundrede år bekræftede hun sit livslange vidnesbyrd med disse ord: »Evangeliet er en livsstil; en del af planen, der hjælper os med at undgå bitterhed. Mere end nogensinde tror jeg, at livet er godt, men at det næste liv er bedre« (»Growing Old Graciously: Lessons from a Centenarian,« Religious Educator 5, nr. 1, 2004, s. 11).

Min mor fortalte mig ofte, at hun bad for mig og for vores familie hver dag. Efterhånden som hun kom nærmere og nærmere sløret, blev hendes bønner særligt inderlige og meningsfulde for mig. Begge mine forældre såvel som mine kære svigerforældre holdt ud eller holder ud til enden på retfærdige stier og efterlader en arv af trofast hengivenhed, som alle deres efterkommere kan følge.

Præsident Ezra Taft Benson citeres således i Stjernen, januar 1990: »Herren kender og elsker de ældre blandt sit folk. Det har altid været sådan, og på dem har han lagt mange af sine største ansvar. I forskellige uddelinger har han vejledt sit folk gennem profeter, som var oppe i årene. Han behøvede den visdom, der udspringer af alderens erfaring, samt de menneskers inspirerede ledelse, som gennem mange år havde vist sig trofaste mod hans evangelium« (»Til de ældre i Kirken«, s. 4).

Disse tanker har fået mig til at tænke over de store prædikener, velsignelser, vidnesbyrd og formaninger, som profeter og apostle har efterladt sig gennem årene, især da de blev ældre eller forberedte sig på at »stige ned i støvet«. Nogle af disse afskedspassager er blandt vores mest bemærkelsesværdige og citerede skriftsteder. For eksempel: I Moses 6:57 erklærer Enok klart: »Lær derfor dine børn, at alle mennesker, overalt, må omvende sig, ellers kan de ingenlunde arve Guds rige, thi intet urent kan dvæle … i hans nærhed.« Der blev undervist i disse grundlæggende evangeliske principper fra Adam og Evas tid, og de blev, som skriften bevidner, overleveret gang på gang fra generation til generation.

Josef, som blev solgt til Egypten, efterlod disse råd til Israels folk: »Jeg skal snart dø. Men Gud vil tage sig af jer og føre jer op fra dette land til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob« (1 Mos 50:24).

Generationer senere, da opfyldelsen af Josefs profeti skulle gå i opfyldelse, efterlod Moses sin velsignelse til alle Israels stammer og videregav lederskabets kappe til Josva, som førte folket tilbage til det forjættede land. Da han nærmede sig sine sidste dage, efterlod Josva sig de udødelige ord: »… vælg i dag … Jeg og mit hus vil tjene Herren« (Jos 24:15).

Senere profeter, som Jeremias, Esajas og Malakias efterlod tilsvarende uudslettelige vidnesbyrd i løbet af deres gerning, hvor de profeterede om Messias’ komme og hans uendelige forsoning.

Vi finder et lignende mønster gennem Mormons Bog i det eftertryk, der er lagt på de sidste ord talt af Nephi, Jakob og kong Benjamin – hvis mægtige prædiken ændrede et helt folks hjerter – og vi må ikke glemme Abinadis mesterfulde ord, da han, vel vidende at hans dage var talte, frimodigt sagde: »Lær dem, at forløsning kommer ved den Herre Kristus, som selv er den evige Fader« (Mosiah 16:15). Rækken fortsætter med Alma og hans søn Alma; og Helaman, søn af Helaman, som gav så uvurderlige råd til sine sønner: »Og nu, mine sønner, ihukom, ihukom, at det er på vor Forløsers klippe, på Kristus, Guds Søn, I må bygge jeres grundvold … hvilken er en sikker grundvold, en grundvold, som menneskene ikke kan falde på, dersom de bygger derpå« (Helaman 5:12).

Disse og andre profeter fra Mormons Bog, deriblandt Mormon selv, skrev til vore dage, vel vidende at vi ville få brug for deres viden og visdom til at hjælpe os i disse farefulde tider. Mormons Bog afsluttes med den enestående opfordring fra Moroni, søn af Mormon, da han siger til os: »Ja, kom til Kristus og bliv fuldkommen i ham og fornægt jer selv alt, hvad der er ugudeligt; og dersom I fornægter jer selv alt, hvad der er ugudeligt samt elsker Gud af hele jeres magt, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer« (Moroni 10:32).

Vi har lignende »sidste vidnesbyrd« i Det Nye Testamente, såsom Paulus’ storslåede udsagn: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen« (2 Tim 4:7), som bevidner, at han holdt ud til enden.

Vi opnår stor indsigt i den mægtige seniorapostel Peters udvikling i hans udsagn: »I skal alle være klædt i ydmyghed … for Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde. Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer« (1 Pet 5:5-6).

Og den uden tvivl største person gennem alle tider, som vi kan lære fra, er den opstandne Herre selv, idet han bød sine apostle og tilhængere: »Gå … hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28:19-20).

Sikken et væld af overbevisning og lærdom disse skriftsteder tilsammen giver os. Kan vi finde en fælles rød tråd i hver af dem? Jeg mener, den er let genkendelig:

At Jesus Kristus, Guds Søn, lever og er vor Frelser og Forløser.
At vi skal følge ham og vise vores kærlighed til ham ved at huske ham og ydmygt holde hans bud.
At vi på grund af hans forsoning kan omvende os og blive rene.
At vi er hans pagtsfolk og altid skal holde de pagter, vi har indgået.
At vi skal udbrede hans evangelium over hele verden.
At vi skal have tro, omvende os, blive døbt, modtage Helligåndsgaven og holde ud til enden.

I vores uddeling har genoprettelsens nutidige profeter gentaget disse principper gang på gang. Fra præsident John Taylors lærdomme lærer vi, at »som menneskesønnen udholdt han alt det, der var muligt for kød og blod at udholde; som Guds Søn triumferede han over alt og steg for evigt op til Guds højre hånd« (Kirkens præsidenters lærdomme: John Taylor, 2001, s. 43).

Et af mine yndlingscitater er fra præsident Spencer W. Kimball:

»Til de vidnesbyrd, der er givet af disse fordums så mægtige mænd og apostle – vore brødre i tjenestegerningen hos den samme Mester – føjer jeg mit eget vidnesbyrd. Jeg ved, at Jesus Kristus er den levende Guds søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder.

Han er min ven, min Frelser, min Herre, min Gud.

Af hele mit hjerte beder jeg, at de hellige vil … opnå en evig arv med ham i celestial herlighed« (»Et evigt håb i kirken«, Den danske Stjerne, apr. 1978, s. 131).

Vores profet i dag, præsident Gordon B. Hinckley, leder os stadig med sin stærke overbevisning, som han for nyligt erklærede i en tale til en stavskonference: »Jeg har et vidnesbyrd, virkeligt, brændende og levende, om sandheden af dette værk. Jeg ved, at Gud vor evige Fader lever, og at Jesus er Kristus, min Frelser og min Forløser. Han er Kirkens overhoved. Alt, hvad jeg ønsker, er at jeg går fremad med hans værk, som han vil, at det skal gå fremad« (»Inspirerende tanker«, Liahona, okt. 2003, s. 5).

Til at sammenfatte de fordums og de nutidige apostle og profeters vidnesbyrd har vi profeten Joseph Smiths udødelige ord, som lyder:

»Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever!

Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at han er Faderens Enbårne« (L&P 76:22-23).

Jeg vil gerne tilføje min egen ydmyge bekræftelse af sandheden af de førnævnte vidnesbyrd. Jeg ved, at vor himmelske Fader bogstaveligt talt er Fader til vore ånder, og at Jesus Kristus er vor Frelser, vor Forløser, vor Herre, og hvis vi følger hans bud, vores ven (se Joh 15:14). Når vi studerer skriften, må vi da få forøget indsigt og større påskønnelse for kraften i vidnesbyrd, især når de bæres af dem med stor visdom og høj alder. Dette er min bøn, i Jesu Kristi navn. Amen.