Det hellige kald til at tjene

Præsident Thomas S. Monson

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

At udføre sin pligt bringer en følelse af lykke og fred.

Jeg ønsker at byde velkommen til dem, som er blevet kaldet til nye opgaver til denne konference og hjerteligt lykønske dem, der er blevet afløst med ære fra deres tjeneste. Værket går fremad. Vi elsker hver eneste af jer.

Mine kære brødre, jeg er beæret over privilegiet at tale til jer her i eftermiddag. Det er en stor glæde at se dette storslåede Konferencecenter fyldt til bristepunktet med både unge og ældre, som bærer Guds præstedømme. At tænke på at der rundt omkring i verden er forsamlet lige så store skarer, får mig til at føle et enormt ansvar. Jeg beder til, at Herrens inspiration vil vejlede mine tanker og inspirere mine ord.

Præsident Joseph F. Smith kom med følgende udtalelse vedrørende præstedømmet. Han sagde: »Det hellige præstedømme er den myndighed, som Gud har uddelegeret til mennesket, hvorved han kan udtale Guds vilje … Det er helligt, og det skal anses som helligt af folket. Det bør æres og respekteres af dem, uanset hvem der bærer det.«¹

Præstedømmets ed og pagt gælder os alle. For dem, som bærer Det Melkisedekske Præstedømme, er det en erklæring om vore krav om at være trofaste og lydige mod Guds love og at ære de kaldelser, som kommer til os. For dem, som bærer Det Aronske Præstedømme, er det en udtalelse vedrørende fremtidig pligt og ansvar, så de kan forberede sig selv her og nu.

Præsident Marion G. Romney, tidligere medlem af Det Første Præsidentskab, sagde: »Enhver bærer af Det Melkisedekske Præstedømme bør lytte flittigt og alvorligt til betydningen af denne ed og pagt, som han har modtaget. Hvis man ikke holder de forpligtelser, der følger med den, bringer det med sikkerhed skuffelse, sorg og lidelse.«²

Præsident Spencer W. Kimball tilføjede: »Man bryder [sin] præstedømmepagt ved at overtræde befalingerne – men også ved at undlade at gøre sine pligter. For derfor at bryde denne pagt, skal man blot gøre ingenting.«³

En kendt præst bemærkede: »Mennesket vil arbejde hårdt for penge. [Mennesket] vil arbejde hårdere for andre mennesker. Men mennesket vil arbejde allerhårdest, når de er en sag hengiven … Pligten bliver aldrig udført på værdig vis, før den udføres af en, som med glæde ville gøre mere, hvis han blot kunne.«⁴

At udføre sin pligt bringer en følelse af lykke og fred. Digteren skrev:

Jeg sov og drømte, at livet var glæde.
Jeg vågnede og så, at livet var pligt.
Jeg handlede, og forstod -
Pligt var glæde.5

Pligtens kald kan komme stille, når vi, som bærer præstedømmet, reagerer på de opgaver, vi modtager. Præsident George Albert Smith, denne beskedne og dog effektive leder, erklærede: »Det er jeres pligt først at erfare, hvad Herren ønsker, og derefter ære jeres kaldelser med [jeres] hellige præstedømmes kraft og styrke og ære jeres kaldelse [således] i jeres fællesskab … så andre villigt vil følge jer.«⁶

Hvad vil det sige at højne sin kaldelse? Det vil sige, at man øger dens værdighed og betydning, at man gør den agtværdig og prisværdig i alle menneskers øjne, at man forstørrer og styrker den, så himlens lys kan skinne gennem den og ses af andre mennesker.

Hvordan højner man så sin kaldelse? Simpelthen ved at udføre de pligter, som henhører til den. En ældste højner sin kaldelse som ældste ved at lære, hvad hans pligter som ældste er, og så udføre dem. Og det samme gør sig gældende for en diakon, en lærer, en præst, en biskop og enhver anden, der besidder et embede i præstedømmet.

Digter og forfatter Robert Louis Stevenson mindede os om følgende: »Jeg ved, hvad nydelse er, for jeg har gjort et godt stykke arbejde.«

Brødre, lad os huske kong Benjamins råd: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, tjener I blot Gud.«⁷

Lad os række hånden ud til dem, som har så stort behov for vores hjælp, og løfte dem op til en højere og bedre vej. Vi må koncentrere os om behovene hos de præstedømmebærere, deres hustruer og børn, der er kommet bort fra aktivitetens vej. Må vi lytte til deres hjertes utalte budskab: I vil genkende dette: »Led mig, før mig, gå du med mig, /hjælp mig finde vej, /lær mig hvad jeg gøre må, /for hjem til Gud at nå.«⁸

Genaktivering er ikke let for dagdriveren eller drømmeren. Børn vokser, forældre ældes, ingen kan standse tiden. Udsæt ikke at handle efter en tilskyndelse, men handl, så vil Herren berede vejen.

Den himmelske dyd, tålmodighed, er ofte påkrævet. Som biskop følte jeg mig en dag tilskyndet til at besøge en mand, hvis hustru og børn i nogen grad var aktive. Men denne mand havde aldrig reageret på noget. Det var en varm sommerdag, da jeg bankede på trådnetsdøren hos Harold G. Gallacher. Jeg kunne se bror Gallacher sidde i sin stol og læse avisen. »Hvem er det?« spurgte han uden at se op.

»Din biskop,« svarede jeg. »Jeg er kommet for at hilse på dig og opfordre dig til at komme til vore møder sammen med din familie.«

»Nej, jeg har for travlt,« lød det hånlige svar. Han så slet ikke op. Jeg takkede ham for at have lyttet til mig og gik.

Familien Gallacher flyttede kort tid efter til Californien. Mange år gik. Da jeg så var blevet medlem af De Tolvs Kvorum, arbejdede jeg en dag på mit kontor, da min sekretær ringede og sagde: »Bror Gallacher, som engang boede i din menighed, er her på kontoret og vil gerne tale med dig.«

Jeg svarede: »Spørg ham, om han hedder Harold G. Gallacher, og sammen med sin familie engang boede på Vissing Place på West Temple og Fifth South.«

»Det er ham,« sagde hun.

Jeg bad hende sende ham ind. Vi havde en dejlig samtale om hans familie. Han sagde: »Jeg er kommet for at undskylde, at jeg ikke rejste mig og lod dig komme ind den sommerdag for mange år siden.« Jeg spurgte, om han var aktiv i kirken. Han svarede smilende: »Jeg er rådgiver i mit biskopråd. Din opfordring til at komme i kirke og mit negative svar plagede mig så meget, at jeg besluttede at gøre noget ved det.«

Harold og jeg mødtes mange gange, inden han døde. Bror og søster Gallacher og deres børn havde mange kaldelser i Kirken.

Præsident Stephen L Richards, der tjente som præsident David O. McKays rådgiver, sagde: »Præstedømmet bliver sædvanligvis ganske enkelt defineret som ›Guds kraft givet til mennesket.‹« Han fortsætter: »Det er, synes jeg, en præcis definition. Men af praktiske årsager vil jeg gerne definere præstedømmet i forbindelse med tjeneste, og jeg kalder det ofte for ›den fuldkomne plan for tjeneste.‹ … Det er et redskab til at tjene … og den mand, som ikke bruger det, risikerer at miste det, for vi bliver tydeligt fortalt ved åbenbaring, at den, der forsømmer det, ›skal ikke agtes værdig til at stå i sit kald.‹«⁹

I januar i år havde jeg det privilegium at være vidne til en tankevækkende tjenestegerning for en kvinde, som havde boet i min menighed, da jeg tjente som biskop for mange år siden. Hendes navn er Adele, og hun og hendes to voksne døtre – hvoraf den ene er handicappet – har i mange år boet i Rose Park-området i Salt Lake-dalen. Adele, som er enke, har kæmpet med økonomien, og hendes liv har ofte været vanskeligt.

Jeg havde modtaget en telefonopringning fra en person, der var involveret i et honningkage-projekt, og hun indbød mig til afsløringen af Adeles hjem, som var blevet renoveret i en periode på blot tre dage og nætter af mange venlige og gavmilde personer, der alle arbejdede frivilligt med materialer, der var skænket af talrige lokale forretninger. I løbet af den tid, det tog at ordne Adeles hjem, havde hun og hendes to døtre boet i en by nogle kilometer væk, hvor de selv var blevet forkælet.

Jeg var til stede, da limousinen med Adele og hendes døtre ankom til stedet. Gruppen, som havde ventet på dem, omfattede ikke alene familie og venner, men også mange af de håndværkere, som havde arbejdet nat og dag på projektet. Det var tydeligt, at de var glade for resultatet og var spændte på at se Adele og hendes døtres reaktion.

Kvinderne trådte ud af bilen med bind for øjnene. Hvor var det et spændende øjeblik, da bindene for øjnene blev fjernet og Adele og hendes døtre vendte sig om og så deres nye hjem. De var fuldstændig lammede af det storslåede projekt, som var blevet udført, deriblandt genopbygning af facaden, en udvidelse af huset og et nyt tag. Det ydre så helt nyt og fint ud. De kunne ikke lade være med at græde.

Jeg fulgte med Adele og de andre, da vi gik ind i huset og blev overrasket over, hvad man havde opnået for at gøre omgivelserne smukke og bedre. Væggene var blevet malet, der var lagt nyt gulvtæppe. Der var nye møbler, nye gardiner, nye forhæng. Skabene i køkkenet var blevet udskiftet, der var nye borde og nye hårde hvidevarer. Hele huset var blevet ordnet fra top til bund, hvert rum var pletfrit og smukt. Adele og hendes døtre var bogstavelig talt overvældede. Udtrykkene i ansigterne på dem, som havde arbejdet så intenst for at gøre huset nyt var dog lige så gribende og rørende. De fik tårer i øjnene, mens de var vidner til den glæde, de havde skænket Adele og hendes døtre. Ikke alene var enkens byrde blevet lettet, men talløse andre blev berørt i processen. Alle var bedre mennesker fordi de havde deltaget i denne indsats.

Præsident Harold B. Lee, en af de største lærere i Kirken, gav os dette letforståelige råd vedrørende præstedømmet. Han sagde: »Forstår I, når man kommer til at bære præstedømmet, bliver man Herrens repræsentant. Man bør tænke på sin kaldelse, som om man går Herrens ærinde.«¹⁰

Nogle af jer er måske generte af natur eller anser jer selv for utilstrækkelige til at tage imod en kaldelse. Husk, at dette værk ikke blot er jeres og mit. Det er Herrens værk, og når vi går Herrens ærinde, brødre, så er vi berettiget til Herrens hjælp. Husk, at Herren vil forme den ryg, der bærer byrderne.

Mens den formelle situation i klasseværelset af og til kan være skræmmende, finder noget af den mest effektive undervisning sted andre steder end i kirkebygningen eller klasseværelset. Jeg husker, at medlemmer fra min menighed og en nabomenighed i foråret for nogle år siden, tog alle bærerne af det Aronske Præstedømme, der glædede sig til denne årlige begivenhed til minde om gengivelsen af det Aronske Præstedømme, med på udflugt. Ved denne særlige lejlighed rejste vi med bus omkring 130 km nordpå til Clarkston kirkegård i Utah. Dér samlede vi de unge i disse smukke omgivelser omkring Martin Harris’ grav. Han var et af de tre vidner til Mormons Bog. Mens vi stod rundt om den smukke granitsøjle, som står på hans grav, fortalte ældste Glen L. Rudd, daværende biskop for den anden menighed, om baggrunden for Martin Harris’ liv og læste hans vidnesbyrd fra Mormons Bog samt Oliver Cowderys og David Whitmers vidnesbyrd. De unge mænd lyttede med stor opmærksomhed, idet de forstod, at de stod ved en grav, der tilhører én, som havde set en engel og virkelig havde set pladerne med sine egne øjne. De rørte ærbødigt ved granitsøjlen, som stod på graven og overvejede de ord, de havde hørt, og de følelser, de havde haft.

Derpå gik vi et kort stykke hen til en pionergrav. På stenen stod navnet, John P. Malmberg, og der stod følgende vers:

Et lys i vores hjem er slukket.
En stemme vi elskede er tavs.
Et sted er ledigt i vores hjerte,
og det kan aldrig udfyldes.

Vi talte med drengene om ofre, om hengivenhed over for sandheden. Pligt, ære, tjeneste og kærlighed – der blev undervist i det hele ved denne gravsten. I mine minder kan jeg se drengene række ned efter deres lommetørklæde for at tørre en tåre væk. Jeg kan stadig høre de snøft, der vidnede om, at hjerter var blevet rørt og forpligtelser indgået. Jeg tror, at hver af de unge havde besluttet sig til at være pionerer – en forgænger, der viser andre den vej, de skal følge.

Vi gik derefter som en gruppe hen til en lokal park, hvor vi alle nød udflugtens frokost. Før vi vendte hjemad, standsede vi ved det smukke tempelområde i Logan. Det var en varm dag. Jeg opfordrede drengene til at lægge sig på den store græsplæne med mig og se op mod den blå himmel, der var dækket med hvide, bølgende skyer, der hastede på deres rejse i en jævn brise. Vi beundrede skønheden af dette storslåede pionertempel. Vi talte om hellige ordinancer og evige pagter. Lektier blev lært. Hjerter blev rørt. Pagter og løfter blev meget mere end ord. Ønsket om at være værdig til at gå ind ad tempeldørene blev en del af disse unge hjerter. Tanker vendte sig til Mesteren, han var nær. Hans blide opfordring: »Følg mig« blev på en eller anden måde hørt og følt.

Til alle dem, som villigt modtager det hellige kald til tjeneste, kommer dette løfte: »Jeg, Herren, er barmhjertig og nådig mod dem, der frygter mig, og jeg finder behag i at ære dem, som tjener mig i retfærdighed og i sandhed til enden.

»Stor skal deres løn være og evig deres herlighed.«¹¹

Min oprigtige bøn er, at vi alle må kvalificere os til dette guddommelige løfte. I Jesu Kristi navn. Amen.