2005
Pornografi
Maj 2005


Pornografi

Lad os alle forbedre vores personlige adfærd og fordoble vores indsats for at beskytte vore kære og vore omgivelser mod pornografiens stormløb.

Sidste sommer vendte søster Oaks og jeg tilbage efter to år på Filippinerne. Vi elskede at tjene der, og vi elskede at vende hjem. Når vi har været bortrejst, ser vi vore omgivelser i et nyt lys med øget påskønnelse og af og til med nye bekymringer.

Vi var bekymrede over at se den store udbredelse, som pornografi har fået i USA, mens vi var væk. For mange år siden advarede vore kirkeledere mod farerne ved billeder og ord, som var beregnet til at vække seksuelt begær. Nu fejer den ødelæggende påvirkning af pornografi, som er fremstillet og udbredt for at opnå vinding, hen over vores samfund som en lavine af ondskab.

Ved vores sidste konference helligede præsident Gordon B. Hinckley en hel tale til dette emne, idet han med enkle ord advarede om, at »dette er et meget alvorligt problem, selv blandt os« (»Et tragisk onde blandt os«, Liahona, nov. 2004, s. 61). De fleste af de biskopper, vi møder ved stavskonferencerne, rapporterer nu om store bekymringer med hensyn til dette problem.

Mine brødre i Det Melkisedekske Præstedømme, og også vore unge mænd, jeg vil i dag gerne tale til jer om pornografi. Jeg ved, at mange af jer er udsat for dette, og at mange af jer bliver plettet af det.

Når jeg koncentrerer min tale om dette emne, føler jeg mig ligesom profeten Jakob, som fortalte mændene på hans tid, at det bedrøvede ham at tale så ligefremt i nærværelse af deres følsomme hustruer og børn. Men uanset opgavens vanskelighed, sagde han, at han var nødt til at tale til mændene om dette emne, fordi Gud havde befalet ham det (se Jakobs Bog 2:7-11). Jeg gør det af samme årsag.

I det andet kapitel i den bog, som bærer hans navn, fordømte Jakob mændene for deres »horeri« (vers 23, 28). Han fortalte dem, at de havde »sønderknust [deres] kære hustruers hjerter og mistet [deres] børns tillid ved det dårlige eksempel, som [de havde] vist« (vers 35).

Hvori bestod dette forfærdeligt onde »horeri«? Nogle mænd var uden tvivl allerede skyldige i onde gerninger. Men det vigtigste i Jakobs storslåede prædiken var ikke de onde gerninger, som er gjort, men de onde gerninger som overvejes.

Jakob begyndte sin prædiken med at fortælle mændene, at »indtil nu [havde de] været lydige mod Herrens ord« (Jakobs Bog 2:4). Han fortalte dem dog derpå, at han kendte deres tanker, »hvorledes [de] er ved at begynde at begå synd, hvilken synd synes … meget vederstyggelig … for Gud« (vers 5). »Jeg må vidne for jer om jeres hjerters ondskab« (vers 6), tilføjede han. Jakob talte, som Jesus talte, da han sagde: »Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte« (Matt 5:28; se også 3 Nephi 12:28; L&P 59:6; 63:16).

For mere end 30 år siden opfordrede jeg indtrængende de studerende ved BYU til at undgå den »opfordrende litteratur om frie seksuelle forhold« i det, som de læste og så. Jeg kom med denne analogi:

»Pornografiske eller erotiske historier og billeder er værre end urent eller forurenet mad. Kroppen har forsvarsværker, som skiller sig af med usund mad. Med nogle få skæbnesvangre undtagelser gør dårlig mad jer kun syge, men er ikke årsag til permanent skade. En person, som derimod mætter sig med snavsede historier eller pornografiske eller erotiske billeder og litteratur, optager dem i det fantastiske genkaldelsessystem, som vi kalder hjernen. Hjernen vil ikke skille sig af med det urene. Når det én gang er registreret, vil det altid være der for at blive kaldt frem, vise glimt af dets fordærvede billeder i dit sind og drage dig bort fra det sunde i livet.«1

Brødre, her må jeg fortælle jer om, at vore biskopper og vore professionelle rådgivere ser et stigende antal mænd, der er involveret i pornografi, og mange af dem er aktive medlemmer. Nogle af dem, som er involveret i pornografi, bagatelliserer alvorligheden og fortsætter med at udøve Guds præstedømme, fordi de mener, at ingen kommer til at kende til deres involvering. Men brugeren ved det, brødre, og ligeså Herren.

Nogle har foreslået, at pornografi burde være et særskilt spørgsmål i forbindelse med interviewet til en tempelanbefaling. Det er det allerede. Mindst fem forskellige spørgsmål bør fremkalde en bekendelse og en samtale om dette emne, hvis den person, som interviewes, har den åndelige følsomhed og ærlighed, som vi forventer af dem, der tilbeder i Herrens hus.

En af Frelserens mest mindeværdige lærdomme gælder mænd, som i smug ser på pornografi:

»Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed.

Du blinde farisæer, rens først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent udenpå« (Matt 23:25-26; se også Alma 60:23).

Frelseren fortsætter sin fordømmelse af dem, som tager sig af det synlige, men forsømmer at rense det indre menneske.

»Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed.

Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed« (Matt 23:27-28).

De umiddelbare åndelige konsekvenser af et sådant hykleri er ødelæggende. De, som udsøger sig og bruger pornografi mister magten i deres præstedømme. Herren erklærer: »… om vi forsøger at skjule vore synder … se, da unddrager himlene sig os, Herrens Ånd bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præstedømme og myndighed borte« (L&P 121:37).

Brugere af pornografi mister også Åndens følgeskab. Pornografi forårsager fantasier, som ødelægger åndelighed. »Det, kødet vil, er død« – åndelig død (Rom 8:6; se også 2 Nephi 9:39).

Skrifterne belærer gentagne gange om, at Herrens Ånd ikke vil bo i et urent tabernakel. Når vi værdigt deltager i nadveren, er vi lovet, at »hans Ånd altid [vil]være hos [os].« For at kvalificere os til dette løfte indgår vi pagt om, at vi »altid erindre[r] ham« (L&P 20:77). De, der udsøger og bruger pornografi til seksuel stimulation, krænker tydeligvis denne pagt. De krænker også en hellig pagt om at holde sig fra uhellige og urene gerninger. De kan ikke have Herrens Ånd hos sig. Alle sådanne skal lytte til apostlen Peters indtrængende bøn: »Omvend dig derfor fra din ondskab, og bed Herren om, at du må få tilgivelse for det, dit hjerte pønser på« (ApG 8:22).

Brødre, I har bemærket, at jeg ikke drøfter virkningerne af pornografi på mental sundhed eller kriminel adfærd. Jeg taler om dens virkninger på åndelighed – på vores evne til at have følgeskab af Herrens Ånd og vores evne til at udøve præstedømmets magt.

Pornografi giver også dødelige sår på vore mest dyrebare personlige forhold. I sin tale til mændene i præstedømmet sidste oktober, citerede præsident Hinckley et brev fra en kvinde, som bad ham om at advare Kirkens medlemmer om, at pornografi »har snarere den virkning, at det ødelægger hjerte og sjæl i deres inderste og kvæler livet ud af et forhold« (Liahona, nov. 2004, s. 61).

Ved en nylig afholdt stavskonference gav en kvinde mig et lignende brev. Hendes mand havde også tjent i betydningsfulde kirkekaldelser i mange år, mens han var afhængig af pornografi. Hun fortalte om store vanskeligheder ved at få præstedømmelederne til at tage dette problem med pornografi alvorligt: »Jeg fik alle mulige slags svar, som fx at jeg overreagerede, eller at det var min skyld. Den biskop, vi har nu, har været alle tiders. Og nu, efter 15 år, forsøger min mand at komme over sin afhængighed, men nu er det 15 år sværere at holde op for ham, og tabet kan ikke opregnes.«

Pornografi svækker ens evne til at nyde et normalt følelsesmæssigt, romantisk og åndeligt forhold med en person af det modsatte køn. Det nedbryder moralske barrierer, som står imod upassende, unormal eller ulovlig adfærd. Efterhånden som samvittigheden bliver ufølsom, føres brugerne af pornografi til at udføre det, de har set, uanset dets påvirkning på deres liv og andres liv.

Pornografi er også afhængighedsskabende. Det svækker evnerne til at tage beslutninger, og den »fanger« sine brugere og trækker dem uden modstand tilbage for at få mere og mere. En mand, som havde været afhængig af pornografi og hård narkotika skrev denne sammenligning til mig: »I mine øjne kan kokain ikke sammenlignes med dette. Jeg har haft at gøre med begge slags … At stoppe med selv det hårdeste narko var intet i sammenligning med at [forsøge at holde op med pornografi]« (brev af 20. marts 2005).

Nogle søger at retfærdiggøre deres eftergivenhed ved at sige, at de ser »blød« og ikke »hård« porno. En klog biskop karakteriserede dette som at nægte at se det onde som ondt. Han citerede mænd, der søgte at retfærdiggøre det, de så, med sammenligninger som »ikke så slemt som« eller »kun en dårlig scene«. Men prøven på, hvad der er ondt, ligger ikke i graden, men i påvirkningen. Når personer beskæftiger sig med onde tanker længe nok til, at Ånden trækker sig tilbage, så mister de deres åndelige beskyttelse, og de er ofre for den ondes magt og ledelse. Når de bruger internettet eller anden pornografi til det, som denne biskop beskrev som at »vække begær på bestilling« (brev af 13. marts 2005), er de dybt tilsølet af synd.

Kong Benjamins storslåede prædiken beskriver de forfærdelige konsekvenser. Når vi unddrager os Herrens Ånd, bliver vi det retfærdiges fjende, vi har en levende fornemmelse af vores skyld, og vi »vige[r] tilbage for Herrens åsyn« (se Mosiah 2:36-38). »Barmhjertigheden [har ikke] noget krav på et sådant menneske; derfor er hans endelige dom at lide uendelig pine« (vers 39).

Tænk på det tragiske eksempel med kong David. Selv om han var en åndelig kæmpe i Israel, tillod han sig selv at se på noget, han ikke skulle have set (se 2 Sam 11). Fristet af det, han så, brød han to af de ti bud, begyndende med: »Du må ikke bryde et ægteskab« (2 Mos 20:14). På denne måde faldt en profet-konge fra sin ophøjelse (se L&P 132:39).

Men de gode nyheder er, at ingen behøver at følge det onde og nedadgående fald til lidelse. Alle, som er fanget på denne forfærdelige rullende trappe, har nøglen til at forandre sin kurs. Han kan undslippe. Ved omvendelse kan han blive ren.

Alma den Yngre beskrev det:

»Ja, jeg huskede alle mine synder og overtrædelser, for hvis skyld jeg blev plaget af helvedes kvaler …

»… Selve tanken om at komme i min Guds nærhed plagede min sjæl med uudsigelig angst …

Og medens jeg således blev pint og plaget og oprørt ved erindringen om mine mange synder, da huskede jeg også at have hørt min fader profetere for folket angående Jesus Kristus, en Guds Søn, der skulle komme for at sone for verdens synder.

Og da denne tanke bemægtigede sig min sjæl, råbte jeg i hjertet: O, Jesus, du Guds Søn, forbarm dig over mig, som er i bitterheds galde og omgivet af dødens evige lænker.

Og da jeg tænkte således, mindedes jeg ikke længere mine kvaler, og jeg oprørtes ikke mere ved erindringen om mine synder.

Og hvilken glæde og hvilket forunderligt lys så jeg ikke; ja, min sjæl blev fyldt med glæde, lige så stor som min kval havde været« (Alma 36:13-14, 17-20).

Mine brødre, som er fanget af denne afhængighed eller bekymret over denne fristelse, der er en vej tilbage.

For det første: Erkend ondskaben. Forsvar det ikke eller forsøg ikke at retfærdiggøre jer selv. I mindst 25 år har vore ledere bønfaldt mænd og også kvinder og børn om at undgå denne ondskab.2 Kirkens nuværende tidsskrifter er fyldt med advarsler, oplysninger, og hjælper os i dette emne – og mere end en snes artikler er udgivet eller bliver udgivet alene i år og sidste år.3

For det andet: Søg hjælp fra Herren og hans tjenere. Hør og lyt til præsident Hinckleys ord:

»Bønfald Herren ud fra jeres sjæls dyb, at han vil fjerne denne vane fra jer, som gør jer til slaver. Og må I have mod til at søge den kærlige vejledning fra jeres biskop og hvis det er nødvendigt vejledning fra omsorgsfulde behandlere« (Liahona, nov. 2004, s. 62).

For det tredje: Gør alt, hvad I kan for at undgå pornografi. Hvis I nogensinde pludselig oplever pornografi – hvilket kan ske for enhver i den verden, vi lever i – så følg eksemplet på Josef i Egypten. Da han befandt sig i fristelsen ved hendes greb, forlod han fristelsen og »flygtede ud« (1 Mos 39:12).

Imødekom aldrig på nogen måde fristelse. Forebyg synd og undgå at blive udsat for dens uundgåelige følgeskader. Derfor, sluk for det! Se den anden vej! Undgå den ligegyldigt hvad. Led jeres tanker ad sunde veje. Husk jeres pagter og vær trofast med hensyn til at komme i templet. Den kloge biskop, som jeg citerede tidligere, fortalte, at »en præstedømmebærer, som har modtaget sin begavelse, falder aldrig for pornografi i perioder med regelmæssig tilbedelse i templet. Det sker, når han bliver skødesløs i sin tempeltjeneste« (brev af 13. marts 2005).

Vi skal også handle for at beskytte dem, vi elsker. Forældre installerer alarmer for at blive advaret, hvis deres hjem trues af røg eller kulilte. Vi bør også installere beskyttelse mod åndelige trusler, beskyttelse som filtre ved internetadgang og placering af adgangen, hvor andre kan se, hvad der ses på. Og vi bør opbygge åndelig styrke i vores familie ved kærlige forhold, familiebøn og skriftstudium.

Til sidst, køb ikke pornografi. Brug ikke din købekraft til at støtte moralsk nedværdigelse. Og unge kvinder, forstå venligst, at hvis I klæder jer usømmeligt, forværrer I dette problem ved at blive pornografi for nogle af de mænd, som ser jer.

Lyt til disse advarsler. Lad os alle forbedre vores personlige adfærd og fordoble vores indsats for at beskytte vore kære og vore omgivelser mod pornografiens stormløb, som truer vores åndelighed, vores ægteskab og vore børn.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at dette er det, vi bør gøre for at nyde velsignelser fra ham, som vi tilbeder. Jeg vidner om Jesus Kristus, denne verdens Lys og Liv, hvis kirke dette er, i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Challenges for the Year Ahead, pjece, 1974, s. 4-5; genoptrykt i »Things They’re Saying«, New Era, feb. 1974, s. 18.

  2. Se fx Gordon B. Hinckley, »Et tragisk onde blandt os«, Liahona, nov. 2004, s. 59-62; David E. Sorensen, »Man kan ikke klappe en klapperslange«, Liahona, juli 2001, s. 48-50; Thomas S. Monson, »Pornografi – Den dødbringende smittebærer«, Den danske Stjerne, maj 1980, s. 102-105; David B. Haight, »Personlig moral«, Stjernen, oktoberkonferencen 1984, s. 55-58.

  3. Se fx Rory C. Reid, »Vejen tilbage: Opgiv pornografi«, Liahona, feb. 2005, s. 29-33; Arianne B. Cope, »Internet Café«, New Era, mar. 2005, s. 34-37; Nycole S. Larsen, »The Decision«, Friend, mar. 2004, s. 40-41.