Præsident Gordon B. Hinckleys begravelse
2. februar 2008
En datters hyldest
Jeg er beæret over at tale på vegne af vores familie ved denne højtidelige og hellige anledning. Vi ønsker at samstemme i hyldesten af vores far og profet og bære vidnesbyrd om Jesu Kristi gengivne evangelium denne smukke vintermorgen.
Vi er så taknemlige for den kærlighed, som er blevet udvist mod vores far og hans familie. Vi takker jer hver især for jeres bønner og mange venligheder.
Vi takker læger og sygeplejersker, som har stået for hans pleje og behandlet ham med respekt, omhyggelighed, medfølelse og stor kyndighed.
Vi takker fars sekretær, Don Staheli, en mand med en særlig ydmyghed, dygtighed og generøsitet, som sammen med en storslået stab og dygtige sikkerhedsfolk, bogstavelig talt har gjort det muligt for vores far at udføre sit ansvar som præsident for Kirken.
Vi kan ikke finde ord til at udtrykke vores kærlighed til vores fars kolleger og deres hustruer. Præsident Monson, præsident Eyring og præsident Faust, som vi savner, har været rådgivere udover det almindelige. Præsident Packer og De Tolvs Kvorum, Det Præsiderende Biskopråd, De Halvfjerds, ledere i Kirkens organisationer – i kvorummer, præsidentskaber og som mennesker – har vi set dem udvise uselvisk og total hengiven tjeneste i riget. På den måde har de hjulpet, elsket og støttet vores far og indirekte os. Der er intet så rørende for den menneskelige sjæl som at se mænd og kvinder med stor magt udvise personlig, betænksom og diskret venlighed.
Engang i året 1837 kom John E. Page til udkanten af Ontario i Canada for at forkynde Jesu Kristi gengivne evangelium. Iført den frakke, som Joseph Smith havde givet ham over skuldrene i Kirtland, underviste bror Page og hans kammerat familierne Hinckley og Judd og mange andre i evangeliet. Lois Judd Hinckley (Gordon B. Hinckleys oldemor) var blandt dem, der blev døbt. Sammen med sine børn og andre familiemedlemmer fulgte hun de hellige sydpå. I 1843 befandt de sig i Springfield i Illinois. Hendes søn, Ira Nathaniel Hinckley, (som dengang var ca. 14 år) tog til Nauvoo. Han blev en dygtig smed og tømrer. Han blev gift. I 1850 gjorde kolera krav på Iras unge hustrus liv og hans halvbror, da de var på vej mod Saltsødalen. Han begravede dem selv samme dag og tog sit 11 måneder gamle barn på armen og gjorde turen færdig. Ira brugte resten af sit liv på at tjene, hvor han bedst kunne bidrage i en koloniserende kirke. Cove Fort står i dag og vidner om denne dygtige håndværkers talent og hengivenhed.
Ira Nathaniels søn, Bryant S. Hinckley, (far til præsident Hinckley) var lærer, han underviste på Brigham Young Academy og på LDS Business College. Han var stavspræsident for Kirkens største stav i mange år. Han kendte til hjertesorg og mødte udfordringer, som ville have prøvet troen hos selv den stærkeste hellige, men han svigtede aldrig i sin hengivenhed mod Herren og hans kirke.
Ved en mindehøjtidelighed på BYU i 1999, omtalte præsident Hinckley disse »tre generationer af mine forfædre, som havde været trofaste i Kirken. Da jeg reflekterede over deres liv …« sagde han, »så jeg ned på min datter, på hendes datter, mit barnebarn, og hendes børn – mine oldebørn. Jeg indså pludselig, at jeg stod i midten af disse syv generationer – tre før mig og tre efter mig … I mit sind opstod en voldsom følelse af, at det var mit ansvar at give alt det, jeg havde modtaget som en arv fra mine forfædre, videre til generationerne, der nu kommer efter mig.«1
Som en del af de generationer, der kom efter ham, takker vi ham og vores mor for det stærke bånd mellem vores forfædre og os. Vores forældre elskede os, underviste os, opdragede os, lo med og bad for os. Vi ærer dem. Og vi lover på samme måde at give vores fulde hengivenhed til Frelseren og hans kirke videre til de kommende generationer.
Men dette handler ikke kun om vores lille familie. Fem børn, 25 børnebørn og 63 oldebørn. Fordi, som præsident Hinckley så ofte har fortalt os, så er vi alle én stor familie, mere end 13 millioner i styrke – som deler en arv af tro og glædes over et pagtfællesskab med Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, med ansvar for at hjælpe hinanden langs vejen.
Vi forgudede vores far. Han var et vidunder at skue. Han var disciplineret og modig, med en utrolig evne til at arbejde, og han troede på fremskridt. I et yndlingsskriftsted står der: »Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lyset og forbliver i Gud, får mere lys, og det lys bliver klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24). Processen med fortsat vækst er historien om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som han elskede at fortælle, såvel som historien om sit eget liv. Den form for vækst kræver tro, mod, disciplin og hårdt arbejde – tillige med Herrens nådige hånd.
På intet tidspunkt har denne vækstproces været tydeligere for os som familie end her i de sidste fire år, kronen på hans liv. Efter mors død var hans sorg overvældende. Som det var karakteristisk for ham, så indrømmede han det – følte det, græd og sørgede dybt. Han gik til Herren med sine tårer, og på den måde skabte tabet en endnu større plads til medfølelse i hans hjerte og gravede en endnu dybere brønd af tro og tillid til Gud. Og med den øgede medfølelse og tro, tog han sine sko på og gik i gang med arbejdet – i enhver betydning af ordet.
To år senere, da han fik stillet diagnosen kræft, gentog han samme mønster. Han gjorde som enhver af os ville gøre – han sørgede over tabet af sit gode helbred og følte frygten for den sygdom, som havde taget hans mor, hans bror og to søstre. Vel vidende at hans liv lå i Guds hænder og med en følelse af styrke fra bønner fra millioner af jer, sagde han, at han følte sig forpligtet til at gøre sin del. Og med hjælp fra lægeuddannede venner, var det lige, hvad han gjorde – med mod og godt humør. Resultatet var en mirakuløs forlængelse af hans liv i to år, hvor han hver morgen stod op, tog sine sko på og gik på arbejde.
Præcis en uge før sin død, bad han indvielsesbønnen for en renoveret kirkebygning i Salt Lake City. I den bøn bad han helt usædvanligt til Herren for sig selv som profet. Han udtrykte taknemlighed over, at Herren lige »fra Joseph Smiths tid og til nu har udvalgt og kaldet profeter til sit folk. Vi takker dig og beder dig om, at du vil trøste og støtte ham og velsigne ham i henhold til hans behov og din ophøjede hensigt.«
Vi bærer vidnesbyrd om, at hans fredfyldte bortgang er tegn på, at Herren hørte og besvarede hans bøn i henhold til hans behov og de ophøjede hensigter, som Himlens Hersker har, som døde for at vi kan leve evigt, og i hvis navn vi afslutter. Ja i vor Forløsers, Jesu Kristi, navn. Amen.