Præsident Gordon B. Hinckley
Jordens nationer har hørt hans røst.
Den 20. august 1935 mødtes præsident Heber J. Grant og hans rådgivere J. Reuben Clark jun. og David O. McKay med en usædvanlig ung mand, der for nylig var kommet hjem fra en mission i England. Mens den unge mand tjente på det europæiske missionskontor i London, havde han udført et godt stykke arbejde med medierne og havde hjulpet med at skabe positiv PR for Kirken samt skrevet virkningsfuld evangeliefremmende litteratur. Det Første Præsidentskab fornemmede noget bemærkelsesværdigt i den 25-årige Gordon Hinckley. Hans 15 minutter lange aftale varede i over en time. To dage senere bad de ham om at komme og arbejde for Kirken som sekretær i den nyligt organiserede komite for radio, PR og missionslitteratur.
Gordon Bitner Hinckleys ærinde med Herren og hans kirke var kun lige begyndt. Først som ansat i Kirken, dernæst som assistent til De Tolv, så apostel, derefter som rådgiver til tre af Kirkens præsidenter og til sidst som præsident, hvor han arbejdede for at bringe Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige »ud af dunkelhed og ud af mørke« (L&P 1:30) for at blive som en »by, der ligger på et bjerg« (Matt 5:14) og lader sit lys skinne for menneskene. Præsident Hinckley medbragte over hele kloden sin optimisme, medfølelse, visdom og humoristiske sans som sit varemærke, hvor han ikke kun mødtes med sidste dages hellige, men også med lokale journalister, statsoverhoveder og tv-journalister. Hans ledelse som Kirkens præsident var karakteriseret ved hans åbenhed over for medierne, den hidtil usete vækst i Kirken og opførelse af templer samt hans bekymring for de problemer, som folk overalt stod overfor.
Uagtet alle de steder præsident Hinckley rejste, uagtet alle de mennesker han mødte, og den PR han bibragte Kirken, prøvede han at leve beskedent og uden for rampelyset. Han traf ikke valg for at imponere andre, men for at følge åndelige tilskyndelser. En stille ærbødighed for sin Fader i himlen, for sine forfædre og deres ofre samt for åndelig og verdslig kundskab vejledte den genoprettede kirkes 15. profet.
Et lærdommens hus
Gordon Bitner Hinckley, der den 23. juni 1910 blev født i et hjem med religiøs hengivenhed og en dannet og kulturel familie, var ældste søn af Ada Bitner og Bryant Stringham Hinckley, som var universitetsundervisere, der havde mødt hinanden, mens Bryant virkede som rektor for LDS Business College, og Ada underviste i engelsk og stenografi. Bryants første hustru Christine var død, hvilket efterlod ham med 8 børn. Han og Ada samlede med held disse børn med 5 flere af deres egne.
Gordon voksede op i et hjem med et bibliotek på over tusind bøger om litteratur, historie og filosofi, som gav ham mulighed for at blive en glubende læsehest. Han havde en appetit efter kundskab, der aldrig blev stillet, selv da han blev voksen.
Men hans barndom bestod af mere end bøger og læsning. Familien købte en lille gård i det dengang landlige område i East Millcreek uden for Salt Lake City i håb om at styrke Gordons svagelige helbred. Der sov Gordon om sommeren ude under den landlige himmel fyldt med stjerner, drak frisk mælk fra koen og lærte vigtige lektier som fx »evnen til at beskære træer i januar, så de bærer god frugt i september.«1
Kærlighed, respekt og familieaften var alt sammen med til at forene den store familie.
Som dreng modtog Gordon sin patriarkalske velsignelse. Den viste sig at være profetisk, da der stod, at han ville »blive en mægtig og modig leder i Israel … Du skal bestandig være en fredens budbringer. Jordens nationer skal høre din røst og komme til kundskab om sandheden ved det vidunderlige vidnesbyrd, du skal bære.«2
Priser profeten
Ungdommen bibragte adskillige åndelige oplevelser til Gordon Hinckleys udvikling, deriblandt en særlig stærk oplevelse, som han huskede resten af sit liv. Noget modstræbende over at skulle til sit første stavspræstedømmemøde som diakon, fulgtes Gordon ikke desto mindre med sin far, som sad på forhøjningen som medlem af stavspræsidentskabet. Enhver modstræbende følelse forsvandt omgående, da teksten til åbningssalmen sank dybt i hans hjerte: »Priser profeten, som skued’ Jehova, Jesus har salvet den herlige seer.«3 Senere huskede han: »Der skete noget inden i mig, da jeg hørte disse troende mænd synge … En overbevisning kom til mit hjerte om, at den mand, de sang om, virkelig var en Guds profet.«4
Et venskab med Marjorie
Gordon tog eksamen på LDS High School i 1928 og var ivrig efter at begynde studierne på University of Utah og også ivrig efter at fortsætte sin bejlen til en ung pige på den anden side af gaden. De havde kendt hinanden siden barndommen. De begyndte at deltage i menighedens aktiviteter sammen. Selv om Gordon Hinckley beskrev sig selv som »en genert og undselig dreng – fregnet og kejtet,«5 betragtede Marjorie Pay ham som selskabets midtpunkt. »Han var altid fuld af begejstring,« sagde hun. »Når Gordon trådte ind i lokalet, sagde mine venner begejstret til mig: ›Han er kommet!‹«6
Marjorie og Gordon havde udviklet et nært venskab på det tidspunkt, hvor Gordon begyndte på University of Utah opsat på at få en uddannelse i engelsk litteratur. Nogle af hans studier bidrog måske til den anelse af tvivl, som Gordon allerede havde oplevet som følge af den store depression. »Det var en tid med frygtelig modløshed, og det kunne man tydeligt mærke på universitetet,« husker han. »Jeg begyndte at tvivle på visse ting, blandt andet måske en lille smule på mine forældres tro. Det er ikke unormalt for universitetsstuderende, men stemningen var særlig intens på det tidspunkt … Det vidnesbyrd, jeg havde fået som dreng, forblev hos mig, og det blev et bolværk, jeg kunne klynge mig til i disse yderst vanskelige år,«7 sagde han.
»Glem dig selv og gå i gang med arbejdet«
Uanset hvilken tvivl Gordon havde kæmpet med under studietiden, havde den aldrig forhindret ham i at deltage fuldt ud i Kirken. Præsident Hinckley sagde om sin universitetstid: »I mit hjerte var der en slags kærlighed til Gud og hans store værk, som bar mig hen over enhver tvivl og frygt.«8
I juni 1932 fik han sin bachelorgrad på University of Utah. Trods en national arbejdsløshedsprocent på 30 planlagde Gordon ufortrødent at tjene penge til et ambitiøst mål: At studere på journalistskolen på Columbia University i New York City.
I disse dage med økonomisk fortvivlelse var der få unge mænd, der planlagde at tage på mission, og få familier havde råd til det. Det var derfor en overraskelse for Gordon at høre sin biskop spørge, om han ville overveje at tage på mission. Gordon tog imod kaldelsen. I sidste ende var det Gordons mor, Ada, som døde af kræft i 1930, der gjorde hans mission økonomisk mulig. Familien opdagede en opsparing, hun havde opbygget med byttepenge fra indkøb, med det formål en dag at bruge den på sine sønners mission. Det gjorde det muligt for Gordon at tage af sted til London i 1933.
En afgørende åndelig oplevelse fulgte snart. Præsident Hinckley plejede at henvise til den igen og igen som »dagen for mit livs beslutning … Alt godt, som er hændt mig siden da, kan jeg spore tilbage til den oplevelse.«9 Modløs over at forkynde til uinteresserede forsamlinger og banke på døre, der ikke blev åbnet, skrev Gordon til sin far: »Jeg spilder min tid og dine penge. Jeg kan ikke se nogen grund til at blive her.«
Bryant Hinckley, den stadige underviser og vise disciplinær, svarede: »Kære Gordon Jeg har fået dit brev … Jeg har kun ét forslag. Glem dig selv og gå i gang med arbejdet. Kærlig hilsen din far.« Med brevet i hånden vendte Gordon tilbage til sin lejlighed og overvejede det vers, han havde studeret under morgenens skriftstudium: »For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det« (Mark 8:35). »Jeg knælede ned,« husker han, »og indgik en pagt med Herren om, at jeg ville prøve at glemme mig selv og gå i gang med arbejdet.«10
I 1934 blev han kaldet til at tjene som assistent til ældste Joseph F. Merrill fra De Tolv Apostles Kvorum og præsident for den europæiske mission. Gordon skrev artikler, der blev trykt i Kirkens udgivelse Millennial Star, og endnu vigtigere for missioneringen, i bladet London Monthly Pictorial. Præsident Merrills tiltro til den unge missionær var så stor, at han sendte ældste Hinckley hen for at tale med chefen for en stor forlags-virksomhed, der var ansvarlig for en bog, der indeholdt usandheder om Kirken. Mødet resulterede i, at virksomheden fra da af indlagde et dementi i bogen.
Mediekarriere
Eftersom Gordon havde været god til at kommunikere med den engelske presse, bad præsident Merrill ham om at fortælle Det Første Præsidentskab om den europæiske missions behov for flere og bedre materialer. Selv om Gordon Hinckley stadig håbede på at begynde på Columbia University, kunne han ikke skjule sine talenter for Det Første Præsidentskab. Hans interview hos dem resulterede i et job som sekretær i komiteen for radio, PR og missionslitteratur.
Fra 1935 til 1958 skrev Gordon Hinckley som ansat i Kirken talrige evangeliske pjecer, forfattede missionærmateriale, producerede radioprogrammer, havde tilsyn med dem, der oversatte Mormons Bog fra engelsk til andre sprog og førte tilsyn med Kirkens udstilling på verdensmessen i 1939 i San Francisco. Han banede også vejen for brug af audiovisuelle materialer i missioneringen, hvilket førte til, at de blev brugt i templer og ved Kirkens udstillinger. Disse år med tjeneste i Kirken blev kun afbrudt kortvarigt under anden verdenskrig, da han arbejdede i en ledende stilling i Denver og Rio Grande Jernbanen i Denver i Colorado.
Gordons år som ansat i Kirken indebar også at lede og sikre missioneringen under Korea-krigen og producere den tempelfilm, som første gang blev brugt i templet i Bern i Schweiz, fordi det betjente mennesker, der talte forskellige sprog.
Endnu et lærdommens hus
Gordon giftede sig med sin genbo, ven og kæreste, Marjorie Pay, i templet i Salt Lake City den 29. april 1937.
Deres familie voksede til at omfatte tre døtre og to sønner: Kathleen (Barnes Walker), Richard Gordon, Virginia (Pearce), Clark Bryant og Jane (Dudley). Familien ferierede overalt i De Forenede Stater, læste og drøftede gode bøger og glædede sig over humoristiske samtaler omkring middagsbordet.
Gordons måde at være forældre på afspejlede hans egen fars – rolig, praktisk og utilbøjelig til strenge disciplinære forholdsregler. Ingen af forældrene pressede børnene til retskaffen opførsel. Da Richard som teenager gennemgik den sædvanlige tvivl og usikkerhed, gjorde hans fars eksempel det største indtryk. »Far var som et anker,« sagde han. »I mit hjerte vidste jeg, at han vidste, at evangeliet var sandt … For ham var Gud virkelig og personlig.«11
De Tolv Apostles Kvorum
Gordon Hinckleys job krævede, at han regelmæssigt rådførte sig med Brødrene. Da præsident McKay bad ham om at komme til sit kontor under generalkonferencen i april 1958, antog Gordon, at præsidenten havde brug for ham til noget arbejde i den anledning. I stedet bad præsident McKay ham om at virke som generalautoritet. Gordon Bitner Hinckley, der følte sig overrasket og overvældet, blev opretholdt som assistent til De Tolv Apostles Kvorum den 6. april 1958.
I 1960 fik generalautoriteter overdraget ansvar for store områder i verden, og en af de vanskeligste opgaver gik til ældste Hinckley: Asien. Området var enormt, og de komplekse og forskelligartede sprog var en udfordring for missionærerne. Politisk uro komplicerede sagerne. Ældste Hinckley arbejdede sig gennem det umådeligt store kontinent for at udvikle lokale ledere, opmuntre missionærer og finde grunde til kirkebygninger på et ejendomsmarked med tårnhøje priser. Til gengæld voksede det asiatiske folks kærlighed til ham på grund af hans villighed til at gå på gaden, køre med den kollektive trafik og spise national mad. En japansk kirkeleder sagde, at ældste Hinckley talte og lyttede, som om han selv var asiat.12
Ældste Hinckley fortsatte med arbejde i Asien selv efter den mindeværdige lørdag, den 30. september 1961, hvor han blev opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. »Det vækker til eftertanke,« sagde præsident Hinckley. »En sådan kaldelse indeholder et enormt betydningsfuldt ansvar og pligt til at bære vidnesbyrd om Herren.«13 Medlemmer over hele verden opdagede snart den åndelige, humoristiske og indsigtsfulde måde at tale på, som var typisk for ældste Hinckleys embedsperiode. Hans gribende budskaber overskred kulturer og grænser ved forene styrke, følsomhed og selvuhøjtidelighed på en måde, der rørte fremstående personer såvel som almindelige mennesker.
Som medlem af De Tolv førte ældste Hinckley tilsyn med værket i Sydamerika og derefter Europa. Ledelse og taler optog ofte mindre af hans tid, end den han brugte på medfølende tjeneste og nødhjælp. I 1970 havde ældste Hinckleys fly fx netop forladt Lima i Peru, da et frygteligt jordskælv ramte landet. Da han hørte nyheden i Chile, skippede han de planlagte møder og vendte tilbage til Peru, hvor han og missionspræsidenten fandt frem til missionærer og medlemmer, koordinerede nødhjælpsindsatsen og rejste til ødelagte landsbyer for at yde trøst.
Som generalautoritet tjente ældste Hinckley i talrige komiteer, blandt andet for præstedømmet, Kirkens samordning samt budget og bevilling. Men nogle af hans største bidrag kom, forudsigeligt nok, i almen kommunikation med pressen og verden som helhed. Han fortsatte med at udvikle Kirkens materialer til medierne og søgte konstant efter bedre måder at anvende teknologien på i kommunikationen med sidste dages hellige over hele verden. Når der opstod kontroversielle spørgsmål, blev ældste Hinckley tilkaldt for tydeligt at formulere Kirkens standpunkter over for medierne. »Bror Hinckley … snarere nød vanskelige opgaver og var ikke frygtsom, når det drejede sig om at have med Kirkens fjender at gøre,«14 forklarer præsident Thomas S. Monson.
Det Første Præsidentskab
Ældste Hinckley tjente som medlem af De Tolv Apostles Kvorum under 4 præsidenter: David O. McKay, Joseph Fielding Smith, Harold B. Lee og Spencer W. Kimball. Den 23. juli 1981, blev han indsat som en tredje rådgiver til en skrantende præsident Kimball, hvis rådgivere, Marion G. Romney og N. Eldon Tanner, også var udsat for svigtende helbred. Gordon B. Hinckley forlod aldrig siden Det Første Præsidentskab. Han tjente som rådgiver til Spencer W. Kimball, Ezra Taft Benson og dernæst Howard W. Hunter. Han lagde skuldre til mangeartede ansvar, da disse præsidenters helbred var på retur, og fortsatte med Kirkens værk under deres ledelse.
Han skrev senere: »Til tider var det en næsten forfærdelig byrde … Jeg mindes en specifik lejlighed, hvor jeg knælede ned for Herren og bad om hjælp i en meget vanskelig situation. Og så mindedes jeg disse beroligende ord, ›Vær rolig og vid, at jeg er Gud‹ (L&P 101:16).«15
Mens han virkede som rådgiver, skete der markante begivenheder og ændringer i Kirken. Disse omfattede anvendelsen i 1989 af tiende og offerydelser til at støtte Kirkens lokale enheder og i 1991 til udlignelse af missionærernes bidrag. Derudover udvalgte han personligt grunde, førte tilsyn med tegninger og indviede 20 templer i løbet 1980erne.
Ikke al præsident Hinckleys færd med verden som helhed var nem. Han var en mester i at fremsætte udtalelser, der forklarede holdninger om alt fra ægteskab af samme køn til hasardspil til Kirkens disciplinærråd. Alligevel fortsatte han også med at skabe opløftende materialer, havde tilsyn med produktionen af nye tempelfilm i begyndelsen af 1990erne og fik ideen til historien om Vores arv, en episk film, der portrætterede de sidste dages helliges pionersaga.
Da præsident Bensons helbred begyndte at gå ned ad bakke i begyndelsen af 1990erne, delte præsident Hinckley og præsident Thomas S. Monson Det Første Præsidentskabs daglige opgaver, indtil præsident Benson gik bort i 1994. Sammen støttede de to rådgivere Howard W. Hunter i hans tid som Kirkens 14. præsident, indtil han gik bort den 3. marts 1995.
Præsident Hinckley var fyldt med ærefrygt for den myndighedskappe, som han nu skulle til at overtage. »Jeg havde ingen anelse om, hvor overvældende det ville blive,«16 husker han. En tidlig morgen gik han alene op til 4. sal i templet i Salt Lake City. Efter at have læst i skrifterne studerede han indgående malerierne i værelset, der skildrede Frelserens liv. »Jeg var især imponeret over maleriet af korsfæstelsen,« skrev han. »Jeg tænkte meget på den pris, min Frelser havde betalt for min forløsning. Jeg tænkte på det overvældende ansvar over at stå som hans profet på jorden. Jeg følte mig tynget og græd over mine følelser af utilstrækkelighed.« Alligevel forlod han den dag templet med en stærk bekræftelse på, at »Herren udvirker sin vilje angående sin sag og sit rige.«17
Præsident Gordon B. Hinckley blev den 12. marts 1995 indsat som den 15. præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige med Thomas S. Monson som førsterådgiver og James E. Faust som andenrådgiver. De tjente sammen i over 12 år, indtil præsident Faust gik bort i august 2007. Præsident Henry B. Eyring blev opretholdt som andenrådgiver i Det Første Præsidentskab den 6. oktober 2007 ved generalkonferencen.
En udstrakt hånd til verden
Præsident Hinckleys åbenhed over for medierne tjente den sag, han havde været involveret i, siden han tog imod et job i Kirken i 1935. Nu kunne han opfylde sin mission med at bringe Kirken »ud af dunkelhed« (L&P 1:30). Det opnåede han i sandhed ved at lade verden vide, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke er et lille provinsielt, vestamerikansk trossamfund.
Som præsident fortsatte han med at møde verdens politiske ledere og meningsdannere. I november 1995 overrakte præsident Hinckley og ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum et eksemplar af familieproklamationen til USA’s præsident Bill Clinton og vicepræsident Al Gore, da de mødtes i Det Hvide Hus for at drøfte, hvordan man kunne styrke familien. Senere, da præsident Hinckley blev interviewet til national tv i 60 Minutes af journalist Mike Wallace, hørte millioner af amerikanere en levende profet bære vidnesbyrd om det første syn, forklare præstedømmet og tale om andre grundlæggende evangeliske principper. Gennem årene fortsatte han med at tale til talrige grupper bestående af forretningsfolk, politikere og historieinteresserede. Blandt dem var den nationale forening til fremme for farvede mennesker, foreningen for efterkommere af passagerer på Mayflower og USA’s borgmesterforening. Han var adskillige gange gæst i tv-showet Larry King Live.
Præsident Hinckley indledte det 21. århundrede med at være den første præsident for Kirken, der talte til den nationale presseklub i Washington D.C., hvor han besvarede spørgsmål om alt fra slægtsforskning til humanitær indsats. Han forfattede også adskillige bøger som præsident for Kirken. Den første, Standing for Something: 10 Neglected Virtues That Will Heal Our Hearts and Homes (At stå for noget: 10 oversete dyder, der vil helbrede vores hjerte og hjem), blev udgivet i begyndelsen af 2000. Den kom ind på top 10-listen over de mest solgte religiøse bøger. På sin 94 års fødselsdag i 2004 modtog præsident Hinckley præsidentens frihedsmedalje af USA’s præsident George W. Bush.
Blandt de hellige
Præsident Hinckley lagde vægt på at mødes med sidste dages hellige overalt. »Jeg er fast besluttet på, at så længe jeg har styrke til det, vil jeg komme ud blandt folk i dette land og i udlandet,« sagde han under aprilkonferencen i 1996. »Jeg ønsker at være blandt det folk, jeg elsker.«18 Kort efter han var blevet opretholdt som præsident i 1995, rejste han til De Britiske Øer, og det var kun begyndelsen. I 1996 besøgte han medlemmer i 22 lande i Central- og Sydamerika, Europa og Asien, og i 13 stater i USA. Han blev den første præsident for Kirken, der besøgte folkere-publikken Kina.
I de følgende år holdt han trit. I januar 2000 foretog han fx en 37.000 km 10 dages-tur i Stillehavsområdet, hvor han mødtes med medlemmer i Kiribati, Australien, Indonesien, Singapore og Guam. I 2004 indviede han templet i Accra i Ghana, besøgte hellige i Kap Verde og rejste gennem hele Europa. I 2005 havde præsident Hinckley rejst over 1,5 millioner km som Herrens profet, hvor han alene det år tog til Rusland, Sydkorea, Taiwan, Hong Kong, Nigeria samt andre lande.
Under præsident Hinckleys ledelse rakte Kirken også ud til de nødstedte over hele kloden. Fx bidrog Kirkens humanitære hjælpeprogram i 1996 med tøj til 8,7 millioner mennesker i 58 lande, 450 ton medicinal- og undervisningsudstyr til 70 lande og mad, medicinske forsyninger og landbrugsprodukter for 3,1 millioner dollars til det sulthærgede Nordkorea.19 I marts 2000 bekendtgjorde han dannelsen af den selvsupplerende uddannelsesfond, der ydede lån for at hjælpe unge sidste dages hellige over hele verden med at få den nødvendige uddannelse og oplæring til at finde en passende beskæftigelse. I 2004-2005 ydede Kirken et enormt bidrag til ofrene for tsunamien i det sydøstlige Asien, orkanen Katrina og talrige andre naturkatastrofer i forskellige lande.
Bygninger til fremtiden
Opførelsen af hellige bygninger spillede en stor rolle i præsident Hinckley ledelse. I juli 1997 bad profeten indvielsesbønnen ved det første spadestik til det nye konferencecenter i Salt Lake City. I april 2000 fandt en bemærkelsesværdig konference sted i den enorme bygning, som har plads til ca. 21.000 mennesker, hvoraf mange ikke tidligere havde vovet at foretage rejsen til Salt Lake City af frygt for ikke at få en plads i Tabernaklet. »Jeg har ventet på denne dag i næsten 50 år, lige siden jeg blev medlem af Kirken,«20 sagde et 72-årigt besøgende medlem fra Samoa.
Præsident Hinckley bekendtgjorde i oktober 1997, at Kirken ville påbegynde byggeri af små templer i områder med få kirkemedlemmer. Planen førte til en hidtil uset vækst af templer. Over 70 templer i 21 lande blev opført under hans ledelse. I oktober 2005 tog præsident Hinckley det første spadestik til opførelsen af et kirkehistorisk bibliotek med de nyeste faciliteter i Salt Lake Citys cen-trum med en forventet dato for fuldførelse i midten af 2009.
Præsident Hinckleys anstrengelser for at opbygge Kirken strakte sig til at bruge internettet. Efter Kirken havde tilvejebragt sin tilstedeværelse på internettet med lds.org, søsatte den i 1999 en hjemmeside med slægtshistorie, familysearch.org, som fik en overvældende modtagelse fra et ivrigt, bredt publikum. I 2001 blev mormon.org søsat for at besvare spørgsmål om Kirkens lærdomme. Andre tilbud på internettet fulgte, hvis formål er at betjene kirkemedlemmer og dem af en anden tro – som fx josephsmith.net.
Et evigt partnerskab
Den 29. april 2003 fejrede præsident Hinckley en personlig milepæl med sin 66 års bryllupsdag. Da han reflekterede over sit ægteskab, konkluderede han: »Hvis ægtemænd ville tænke mindre på sig selv og mere på deres hustruer, ville vi se lykkeligere hjem i Kirken og i verden.«21
Søster Hinckley døde lidt mindre end et år senere, den 6. april 2004, på grund af alder. Tusinder af hellige deltog i hendes begravelse, og mange flere så den på tv. Sønnen Clark Hinckley læste op af et brev, som hans far havde skrevet til sin hustru: »Og når døden en dag i fremtiden lægger sin hånd på en af os, vil vi græde, ja, men vi vil også føle en stille og sikker vished om genforening og evigt partnerskab.«
Hvad en sidste dages hellig bør være
Præsident Hinckley levede for at tjene og bringe ofre. Han levede for sin familie og for Kirkens medlemmer, som han rakte ud til i sine taler og under sine rejser. Da han talte til disse medlemmer under oktoberkonferencen i 2006, sagde han: »Jeg blev 96 i juni. Jeg har erfaret fra flere kilder, at der er en hel del bekymring angående mit helbred. Jeg vil gerne sætte tingene på plads. Hvis jeg holder nogle måneder mere, har jeg tjent i en højere alder end nogen tidligere præsident. Jeg siger ikke dette for at prale, snarere med taknemlighed.« Så tilføjede han følgende bemærkning typisk for ham: »Herren har ladet mig leve. Jeg ved ikke hvor længe, men uanset hvor lang tid jeg har igen, vil jeg fortsætte med at yde mit bedste i de opgaver, jeg har.«22
I august 2005 tilskyndede præsident Hinckley Kirkens medlemmer til at komme Frelseren nærmere ved at læse Mormons Bog inden årets udgang. Året 2005, der allerede forinden havde markeret sig med festligheder i forbindelse med fejringen af 200-året for Joseph Smiths fødsel, fik en speciel betydning for de kirkemedlemmer, der tog imod udfordringen, hvilket resulterede i, at der var flere mennesker, der læste Mormons Bog, end på noget andet tidspunkt i historien.
Præsident Hinckley rådede ofte på sin venlige og blide måde de sidste dages hellige til at være gode eksempler. »Lad os være gode mennesker,« sagde han til os i en tale fra aprilkonferencen i 2001. »Lad os være venlige mennesker. Lad os være gode naboer. Lad os være, hvad medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bør være.«23
Vi ønskede at gøre dette, fordi vi så, hvordan han havde omsorg for andre, uanset deres baggrund og religiøse tro. Vi så hans omsorg for de nyomvendte. Vi så, hvordan han anvendte sin uddannelse og åndelighed til veltalenhed, til at træffe kloge beslutninger og vise verden »et forbillede for de troende« (1 Tim 4:12). Vi hørte ham le ad sig selv og udvise sand ydmyghed, og han levede på en eller anden vis sit liv med både tilbageholdenhed og energi. Frem for alt fik vi en endnu større forståelse for og kærlighed til Jesus Kristus gennem hans uforglemmelige 15. profet i de sidste dage, Gordon Bitner Hinckley.