Gud vær med dig, til vi ses igen.
Mine elskede brødre og søstre og familien Hinckley, jeg er dybt beæret over dette privilegium at kunne hylde min meget værdsatte ven og kollega, præsident Gordon B. Hinckley.
Digteren har skrevet:
En sjælden gang Gud sløret letter
og han blandt mænd en kæmpe sætter.
Præsident Hinckley var en sådan kæmpe – med stor viden, stor tro, stor kærlighed, stort vidnesbyrd, stor medfølelse og store visioner. Jeg kan ikke udtrykke, hvor meget jeg savner ham. Det er svært at huske en tid, hvor han og jeg ikke kendte hinanden. Vi var venner, længe før nogen af os blev kaldet til at være generalautoritet i Kirken, og vi har tjent side ved side i over 44 år i De Tolv Apostles Kvorum og i Det Første Præsidentskab. Vi har været fælles om meget gennem årene – hjertekvaler og lykke, sorg og latter. Siden han døde i søndags, har jeg tænkt over nogle af de utallige oplevelser, vi har haft sammen. Lad mig blot fortælle jer om nogle få.
I maj 1964 fik han og jeg til opgave sammen at besøge Gunnison Stav i Utah. Før vores første møde om lørdagen bemærkede jeg, at præsident Hinckleys skjorteærmer blev holdt sammen af papirclips i stedet for manchetknapper. Jeg sagde til ham: »Gordon, jeg kan godt lide dine manchetknapper!« Han lo og sagde, at han havde glemt sine manchetknapper. Jeg svarede, at som en god spejder, var jeg kommet beredt og havde et ekstra sæt, som jeg hellere end gerne ville give ham – og det gjorde jeg.
En anden gang tilbage midt i 60’erne blev søster Monson og jeg sammen med ældste Spencer W. Kimball og søster Kimball inviteret til middag hjemme hos familien Hinckley. I løbet af aftenen ringede det på døren. Da døren blev åbnet, stod en af familien Hinckleys hjemmelærere udenfor – uden sin makker. Han blev inviteret indenfor, og han satte sig på sofaen i familiens dagligstue. Vi satte os alle ned og var ret fascineret, mens hjemmelæreren begyndte noget, der kun kan beskrives som at »forhøre« familien Hinckley med hensyn til, hvordan det gik på områder som familiebøn, familiestudium af skriften, familieaften, personligt studium af skriften osv. Når de havde besvaret et spørgsmål, fyrede hjemmelæreren det næste af. Det foregik selvfølgeligt alt sammen godmodigt, og det var tydeligt for os, at denne hjemmelærer tog sine pligter alvorligt.
I de sidste par år har vi alle nydt at se præsident Hinckley med sin stok, når han gik hen til sin plads i Konferencecentret, mens han vinkede til forsamlingen eller brugte den til at prikke nogen på skulderen. Præsident Hinckley og jeg har i årevis haft den samme læge, og ved et af mine besøg for nogle år siden sagde lægen til mig: »Kan du gøre mig en tjeneste? Præsident Hinckley bør bruge sin stok til at gå med, fordi den støtter ham. Det sidste, vi ønsker, er, at han falder og brækker en hofte eller det, der er værre. I stedet vinker han med den, og så bruger han den ikke, når han går. Fortæl ham, at hans læge har anbefalet, at han går med stok, og han skal bruge den efter hensigten.«
Jeg lyttede til lægens ønske og svarede så: »Doktor, jeg er præsident Hinckleys rådgiver. Du er hans læge. Du må sige det til ham!«
Lad mig blot fortælle om en sidste oplevelse – en enkel handling, som har rørt mig dybt. Hver torsdag formiddag har Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum et møde i templet. Vi bliver transporteret i vogne under jorden fra parkeringspladsen ved Kirkens kontorbygning og til templet. I de kolde vintermåneder var præsident Hinckley altid iført frakke og hat på den korte køretur. Når vores vogn kørte under Main Street, vidste præsident Hinckley, at vi så befandt os inden for templets område og ikke blot under gaden, og uden at sige et ord tog han sin hat af og lagde den på skødet. Han syntes instinktivt at vide, hvornår det øjeblik kom. Det var et så enkelt og alligevel inderligt udtryk for ærbødighed og respekt for Herrens hus, og det gjorde stort indtryk på mig.
De fleste af jer husker at have hørt om sir Thomas More, en engelsk statsmand og forfatter fra en svunden tid, som standhaftigt holdt fast ved sin overbevisning. Han blev kaldt »en mand til alle tider«.
Midt i vor tids konflikter og mange uroligheder har vor himmelske Fader bragt os »en mand til alle tider«. Hans navn: Præsident Gordon B. Hinckley. Han var vores profet, seer og åbenbarer. Han var en rolig klippe midt i det stormende hav. Han var som et fyrtårn for den fortabte sømand. Han var vores ven og min ven. Han trøstede og beroligede os, når verdenssituationen var skræmmende. Han vejledte os ufravigeligt hen på den sti, der fører os tilbage til vor himmelske Fader.
Eftersom alle, der ønskede at hilse på præsident Hinckley ikke personligt kunne komme til ham, så rejste han ud i hele verden til dem, så længe han var i stand til at rejse. Han var en profet for folket. Aldrig overset var de børn, som flokkedes ved hans side, ej heller forsømte han forældrene til disse dyrebare små.
Præsident Hinckley har i sandhed været en profet for vor tid. Det blev sagt om Mesteren, at han »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker«1 og »færdedes overalt og gjorde vel … for Gud var med ham.«2 Præsident Hinckley har viet sit liv til at gøre godt, og Gud har virkelig været med ham.
For kun halvanden uge siden mødtes præsident Hinckley med præsident Eyring og med mig til vores møde i Det Første Præsidentskab. Hans stemme var stærk, hans forstand klar. Han var selvsikker og beslutsom. Nogle få dage senere lå han for døden; hans familie var samlet for at være ham nær i hans sidste timer. Præsident Eyring og jeg var privilegeret ved at være sammen med ham og familien om lørdagen og igen om søndagen, hvor vi også var sammen med præsident Boyd K. Packer. Så længe jeg lever, vil jeg værdsætte mindet om mit sidste besøg i hans hjem, blot få timer før hans bortgang. Vi gav en velsignelse, hvor alle i familien og andre tilstedeværende, som bar præstedømmet, deltog. Det var et helligt øjeblik med afsked; vi vidste, at sløret var meget tyndt, og at han blev kaldt til den anden side.
Da jeg vendte hjem, mindedes jeg den varme og gribende udtalelse, som præsident Hinckley kom med i sin tale ved Hjælpeforeningens årlige møde i september 2003, hvor hans kære Marjorie stadig stod ved hans side. Han talte om hende og sagde: »I 66 år har vi vandret sammen, hånd i hånd, med kærlighed og opmuntring, med værdsættelse og respekt. Det kan ikke vare længe, før en af os træder gennem sløret. Jeg håber, at den anden hurtigt følger efter. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig uden hende, selv på den anden side, og jeg håber, at hun ikke ved, hvordan hun skal klare sig uden mig.«3
Mindre end seks måneder senere var hans elskede Marjorie trådt gennem sløret. Han savnede hende hver dag, hvert øjeblik. Hvilket storslået gensyn, de nu har haft.
Til jer børn og børnebørn og oldebørn, husk, at præsident Hinckley stadig lever. Han er på en himmelsk mission til andre, som venter på hans indflydelse og vidnesbyrd. Hans bøn til jer alle står i Johannes’ Tredje Brev: »Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden.«4
Mine kære brødre og søstre, alt, hvad vi kendte og holdt af ved præsident Gordon B. Hinckley, fortsætter. Hans ånd er blot kommet hjem til den Gud, som gav ham livet. Uanset, hvor jeg rejser hen i denne smukke verden, vil en del af denne værdsatte ven altid være hos mig.
Ved mere end en lejlighed brugte præsident Hinckley som en del af sin tale teksten fra en af sine yndlingssalmer. I kender den alle.
Gud vær med dig, til vi ses igen;
på din rejse dig bevare,
skærme dig mod nød og fare.
Gud vær med dig, til vi ses igen.
Gud vær med dig, til vi ses igen;
om du møder svære prøver,
stol på ham, som hjem dig fører.
Gud vær med dig, til vi ses igen.
Gud vær med dig, til vi ses igen;
nu farvel vi må dig sige,
sidste gang dig hånden give,
Gud vær med dig, til vi ses igen.
Jeg gengiver for jer hans ord fra generalkonferencen efter at have citeret denne salme. Dette bliver hans farvel til os alle. Han sagde: »›Gud vær med dig, til vi ses igen‹ … mine elskede medtjenere. Jeg har sunget disse enkle ord tusinder af steder over hele verden, med kærlighed og følelse.«6 »Jeg har sunget dem på engelsk, når andre sang dem på flere forskellige sprog. Jeg har opløftet min røst med disse vidunderlige og enkle ord på mindeværdige tidspunkter på alle jordens kontinenter. Jeg har sunget dem ved missionærers farvelmøder med tårer i mine øjne. Jeg har sunget dem sammen med mænd i kampuniform i krigstider … På tusinde steder og under mange omstændigheder i disse næsten utallige år har jeg ladt min røst lyde sammen med så mange andre i disse afskedsord.«7 »Gud velsigne jer, mine kære venner.«8
På alles vegne, mine brødre og søstre, udtrykker jeg vores sidste farvel til vores elskede profet, præsident Gordon B. Hinckley. Gordon, Gud vær med dig, til vi ses igen. I Jesu Kristi hellige navn, vor Frelser og Forløser. Amen.