Alting ordner sig
Vi føler alle, at der er med præsident Hinckleys død er revet noget ud af vores hjerte. Der var en følelse af glad forventning ved at se frem til hans stærke vidnesbyrd om Frelseren, mærke hans kærlighed til os og vide, at han bragte os smil og håb, når han talte om selv de mest vanskelige udfordringer.
I de sidste par dage har jeg mindedes hans røst. Jeg har hørt den stemme så mange gange, når et vanskeligt problem, som Kirken stod overfor, blev bragt til ham. Han lyttede omhyggeligt, stillede måske et spørgsmål eller to for at være sikker på, at han forstod omfanget af det problem, vi stod overfor, og at de, som kom til ham med problemet, vidste, at han forstod det. Gang på gang sagde han så noget i denne retning med et venligt smil: »Okay, alting ordner sig.«
Han var optimist. Noget af det skyldtes hans store personlige evner. Han kunne selv løse mange problemer. Han så måden, hvorpå man kunne bygge templer over hele jorden. Han gav æren til de trofaste hellige, som betalte deres tiende i gode og i dårlige tider. Men det var ham, som på vej hjem fra Colonia Juarez i Mexico til El Paso i Texas tegnede skitserne til de små templer, som nu velsigner medlemmerne over hele verden.
Det var ham, der så en måde, hvorpå unge i mange lande kunne komme ud af fattigdom ved selv at vælge en uddannelse, som ville give dem evnen til at tilbagebetale et lille lån fra det, som han kaldte Kirkens Selvsupplerende Uddannelsesfond. Det var ham, der udtænkte dette smukke Konferencecenter, hvor tusinder forener deres tro og hører Guds ord.
Hans personlige eftermæle overgår denne korte liste og min evne til at beskrive. Men hans præstationer har dog alle ét til fælles. De velsignede altid den enkelte med muligheder. Og han tænkte altid på dem med de færreste muligheder, den almindelige person, som kæmpede for at klare hverdagens problemer og udfordringerne ved at efterleve Jesu Kristi evangelium. Mere end en gang prikkede han mig i brystet med sin finger, når jeg kom med et forslag, og sagde: »Hal, har du husket den person, der kæmper?«
Han er i åndeverdenen i dag blandt de ædle profeter, som har levet på jorden. Han er bestemt opmærksom på vores sorg og vores fornemmelse af savn ved vores adskillelse fra ham. Han kendte ved slutningen af sit liv smerten i hjertet ved at miste en af sine kære. Hvis vi fortalte ham om vores sorg, ville han lytte omhyggeligt, og så tror jeg, at han ville sige noget i denne retning, med sympati i stemmen, men på en måde, som bragte et smil til vores læber: »Åh, alting ordner sig.«
Det gjorde det for ham. Hans optimisme var berettiget, ikke ved tillid til sine egne evner til at løse ting, men på grund af hans store tro på, at Guds kraft er til stede. Han vidste, at en kærlig himmelsk Fader havde beredt en vej, hvorved familien kan knyttes sammen for evigt. Han ønskede virkelig at være med i templet i Rexburg i Idaho. Det skulle have været indviet i morgen. Han var begejstret for indvielsen af templer. Han vidste, hvad det kunne betyde for nogen, som hungrede efter at blive forenet for evigt med en af sine kære, som vedkommende var blevet adskilt fra på grund af døden. Alting ordnede sig. Han er nu igen hos Marjorie, sin drømmepige. De vil være partnere for evigt i herlighed og i en familie.
Hans optimisme kom fra hans urokkelige tro på Jesus Kristus og kraften i hans forsoning. Han var overbevist om, at alle vil opstå, fordi Frelseren opstod. Han var sikker på, at vi alle kunne blive beseglet i familier for evigt og bo i Gud Faderens og hans enbårne Søns nærhed, hvis vi blot traf et valg om at leve op til hellige pagter med Gud.
Han talte om en sådan skelsættende enestående dag i sit eget liv. Som modløs ung missionær i England modtog han et brev fra sin far, der reelt sagde: »Glem dig selv og begynd at arbejde.« På sit værelse på 15 Waltham Road havde han tidligere den dag læst disse ord fra Frelseren: »Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.«1 Jeg hørte ham sige, at han så gik ovenpå og knælede i bøn og lovede Herren, at han ville gøre sit bedste. Præsident Hinckley har om det løfte sagt: »Det har jeg gjort lige siden.«
Præsident Hinckleys bedste er måske meget mere, end vi kan tilbyde Mesteren. Men alt, hvad Gud beder om fra os, er, at vi yder vores bedste. Præsident Hinckley ville forstå vores følelse af svaghed. Han så engang på billederne af profeterne, som kom før ham i denne uddeling. Han sagde stille: »Når jeg ser på de billeder og tænker på, hvor jeg er, så føler jeg mig så utilstrækkelig.« Præsident Hinckley viste sjældent følelser. Men det øjeblik begyndte han at græde, ikke af frygt, tror jeg, men af taknemlighed. Han havde viet alt, hvad han havde og var, i Frelserens tjeneste. På grund af hans tillid til Frelseren vidste han, at det var tilstrækkeligt. Troen i hans hjerte efterlod ingen plads til tvivl eller frygt.
Denne uomstødelige tillid til Guds magt formede det, han kunne se i Herrens kirkes fremgang. Ingen var mere opmærksom på problemer, end han var. Og alligevel sagde han gang på gang om Kirken, at vi aldrig havde gjort det bedre, og han kom med kendsgerninger til at bevise det. Så sagde han med overbevisning i sin stemme: »Og det bedste venter stadig forude.«
Hans optimisme kom fra valget i sin ungdom om at vie alt, hvad han havde, til Frelseren og hans værk på grund af tro. Han valgte at placere evangeliet i sit hjerte ved at give sit bedste hele livet. Det gav ham en velsignelse, som han ønsker, at vi skal opnå. Han mere end håbede, at alt ordnede sig. Han vidste, at det ville ske, hvis han blot gik fremad i tro. Jeg så, hvad han tillod Gud at gøre for ham og hans hjerte, da hans liv var ved at slutte.
For blot nogle få dage side hilste præsident Monson og jeg på ham, han smilede og gav os begge hånden. Han spurgte: »Hal, hvordan har du det?« Jeg svarede ganske enkelt: »Godt.« Jeg kunne ønske, at jeg havde svaret: »Bedre end nogensinde. Og jeg ved, at det bedste venter forude, fordi jeg har været velsignet at leve, hvor jeg kunne høre din røst og lære af dit eksempel.«
Hans eksempel ændrede tilmed det, jeg læste. Jeg vidste, at han siden sine college-dage som studerende under Benjamin Roland Lewis elskede at læse Shakespeare. Så jeg købte et eksemplar af Shakespeares samlede værker. Jeg nævnte for præsident Hinckley, at jeg læste i den. Han sagde: »Hvordan får du tid til det?« Og så spurgte han: »Hvor læser du i den?« Jeg sagde: »Henrik den femte.« Hans svar lød: »Det er et godt sted at begynde,« med tryk på ordet begynde for at understrege, at der lå meget arbejde forude.
Hans eksempel på mod og min læsning i det skuespil hjalp mig med at forstå en lektie, han havde forsøgt at lære mig mange år tidligere om at tjene vor himmelske Faders børn. Da jeg havde ansvaret for at undervise vore unge i seminarprogrammet over hele verden i evangeliet, sagde han og prikkede mig med pegefingeren på mit bryst: »Hal, hvorfor gør du ikke mere for at placere evangeliet i deres hjerte?«
Han vidste, at det var først, når det var i deres hjerte, som det var i hans, at de ville være stærke og tapre nok til at kvalificere sig til evigt liv. Han elskede unge. Han kendte deres svagheder og den voldsomme modstand, som de ville møde. Og han må have kendt de ord, som Shakespeare tillagde kong Henrik, da han skulle lede en lille skare ud i kamp mod overvældende odds:
Hærskarers Herre, låg du stål i dag i mine krigsmænds bryst,
slå dem ikke med skræk; tag evnen
til at tælle fra dem, hvis fjenders tal
forfærder deres hjerter.2
Præsident Hinckley vidste, at Gud ville stålsætte og styrke os alle, når vi valgte at placere evangeliet i vores hjerte. Og han vidste, at valget blev truffet ved at vie alt, hvad vi er og har, til at følge Mesteren. Han vidste, at det var bedst at træffe det valg tidligt, i ungdommen, fordi det kunne tage os mange år at kvalificere os til den forandring i vores hjerte, som kommer på grund af Jesu Kristi forsoning.
På vegne af os alle over hele verden udtrykker jeg taknemlighed for en sådan profet, en sådan lærer, en sådan far og en sådan ven. Han var et sandt vidne om Jesus Kristus og Guds profet. Vi er bedre mennesker på grund af hans indflydelse og hans eksempel. Og det bedste kan stadig vente forude, når vi placerer Jesu Kristi evangelium i vores hjerte, ligesom han gjorde. I Jesu Kristi navn. Amen.