Profeten talte til de unge
Præsident Gordon B. Hinckley elskede Kirkens unge. Kort efter sin opretholdelse som præsident for Kirken i 1995 sagde han til pressen: »Vi er især stolte over vore unge. Jeg tror aldrig, vi har haft en stærkere generation af unge mænd og piger, end vi har i dag … De går fremad og lever et konstruktivt liv og styrker sig selv både intellektuelt og åndeligt. Vi frygter eller tvivler ikke på dette værks fremtid.«1
Og til en generalkonference sagde han: »Jeg elsker Kirkens unge. Jeg har sagt igen og igen, at jeg tror, at vi aldrig har haft en bedre generation end denne. Hvor er jeg taknemlig for jeres retskaffenhed, for jeres ambition om at uddanne jeres forstand og jeres hænder til godt arbejde, for jeres kærlighed til Herrens ord og for jeres ønske om at vandre i sandhed, dyd og godhed.«2
Præsident Hinckleys seks V’er
Et af de mest mindeværdige budskaber fra præsident Hinckley til teenagere var de seks V’er. Ved et særligt foredrag, der blev transmitteret til hele verden i november 2000, underviste præsident Hinckley teenagere om seks måder at være på:
Vær taknemlig. »Tak Herren for hans storslåede kirke … Tak ham for alt, hvad den tilbyder dig. Tak ham for jeres venner og kære, jeres forældre og brødre og søstre og for jeres familie. Lad en taknemlig indstilling lede og velsigne dig gennem hele livet. Arbejd på det. I vil opdage, at det giver vidunderlige resultater.«
Vær dygtig. »Herren ønsker, at I skal dygtiggøre jer, jeres hoved og hænder, uanset hvilket område I vælger … Bliv en medarbejder med et ry for hæderlighed i den verden, som ligger foran jer.«
Vær ren. »Vi lever i en verden, der er fuld af smuds og snavs, en verden der stinker af det onde … Undgå ond tale … Spild ikke jeres tid på destruktiv underholdning … Jeg er ligeglad med, hvad slags ulovlig narkotika det er. Det ødelægger jer, hvis I prøver … Med hensyn til sex … er I klar over, når I er på gyngende grund, hvor let det er at snuble og glide ned i overtrædelsens faldgrube. Jeg bønfalder jer om at være forsigtige, om at træde tilbage i sikkerhed fra syndens klint, som det er så let at falde ned fra. Bevar jer selv rene.«
Vær tro. »I, som er medlemmer af denne kirke, må være loyale over for den … Vær tro mod jeres egne overbevisninger. I ved, hvad der er rigtigt, og I ved, hvad der er forkert.«
Vær ydmyg. »Jeg tror, at de sagtmodige og de ydmyge er dem, som er lærevillige. De er villige til at lære.«
Vær bønsom. »I har brug for hans hjælp … I kan ikke gøre det alene. I vil erkende og genkende det oftere og oftere, som årene går. Så lev således, at I med god samvittighed kan tale med Herren.«3
Fra rundt om i verden
Præsident Hinckley var den eneste profet, som de unge rundt om i verden kendte, mens de var teenagere. Han var elsket og æret. Her følger nogle teenageres og unge voksnes følelser for præsident Hinckley:
Jeg har aldrig mødt præsident Hinckley, men når jeg ser et billede af ham, føler jeg mig godt tilpas. Han er næsten som endnu en far for mig. Jeg ved, han er en profet. De seks V’er gjorde et stort indtryk på mig. Vær ren og vær ydmyg ramte mig og førte mig til omvendelse fra min stolthed. Jeg prøvede at følge profeten.
So-Ra L., 19, Korea
Præsident Gordon B. Hinckley var en sand troens mand. Hans lærdomme hjalp mig til at blive en bedre ung mand – til at få mere tro og tålmodighed, bede regelmæssigt og være lydig over for mine forældre og min himmelske Fader og Jesus Kristus.
Gazelem C., 15, Filippinerne
Da jeg var ca. 9 år gammel, kom præsident Hinckley til en konference i Genève i Schweiz. Jeg husker, at jeg så ham træde ind i salen, og han udstrålede kærlighed og venlighed. Jeg blev meget begejstret over at se ham. Præsident Hinckley var et stort eksempel for mig. Jeg har altid været imponeret, når han talte til de unge ved generalkonferencen, fordi jeg vidste, at det, han sagde, kom fra Gud. Jeg havde stor tillid til ham.
Annina S., 17, Schweiz
Præsident Hinckleys mange lærdomme fik mig til at føle, at han virkelig forstod de unges udfordringer i disse sidste dage. Han advarede altid de unge og mindede os om ikke at komme på afveje.
Yu C., 20, Taiwan
Jeg vil aldrig glemme, hvordan jeg følte det øjeblik, hvor præsident Hinckley ankom til Pacaembu Stadion. Jeg følte intenst Guds Ånd. Da præsident Hinckley afsluttede sin tale, sagde han til os: »I kan tage af sted herfra, tage hjem og glemme alt, hvad jeg har sagt her i dag, men glem aldrig, at jeg elsker jer.« Jeg glemmer aldrig de ord, fordi de har betydet så meget for mig.
Dryele M., 20, Brasilien
Jeg elsker præsident Hinckley. Hans rolige værdighed får mig til at føle fred og forsikrer mig om, at jeg bliver ledt af en Guds mand. Da jeg så ham, kunne jeg ikke lade være med at smile og føle mig taknemlig.
Candice M., 15, New Zealand