Profeter er miraklernes mænd
God morgen, brødre og søstre. Søster Pearce, da du talte så kærligt om din far, blev jeg mindet om hans ord ved generalkonferencen i oktober i 2004. »Elsker jeg som far mine døtre mindre end mine sønner? Nej. Hvis jeg er skyldig i at forfordele nogen, så er det til fordel for mine kære piger. Jeg har sagt, at når en mand bliver gammel, må han hellere have sine døtre omkring sig. De er så gode og venlige og hensynsfulde. Jeg mener, at jeg kan sige, at mine sønner er dygtige og vise. Mine døtre er kloge og venlige. Og ›mit bæger er fyldt til overflod‹ (Sl 23:5) takket være dette« (»Kvinden i vores liv«, nov. 2004, s. 85).
Virginia, du og dine søskende, tillige med børnebørnene, står samlet som højdepunktet af jeres kærlige, retfærdige og stolte forældres mange jordiske bedrifter. Må Herrens inderlige barmhjertighed blive udøst over jer hver især i denne tabets time.
Da jeg hørte om hans bortgang, var jeg følelsesmæssigt uforberedt. Jeg stod i et mørkt værelse med sorgens tårer trillende ned ad mine kinder, som dog snart afløstes af glædestårer. Jeg formoder, at mange af jer fik en tur i den samme følelsesmæssige rutsjebane.
De unge i Kirken holdt meget af præsident Hinckley. Han har været deres profet i det meste af deres liv. Han var deres helt. Han var sej, for at sige det på deres sprog. Han talte til dem! På grund af ham ved de, hvad det betyder »at stå rank«, »at gøre sit bedste«, »at hæve standarden«, eller hvad de »seks V’er« er. Vær taknemlig, vær dygtig, vær ren, vær sand, vær ydmyg og vær bønsom.
Få minutter efter præsident Hinckleys bortgang, summede luften af sms’er mellem hundredtusindvis af unge over hele jorden for at tilkendegive deres følelse af sorg og tab. Forslag om at have søndagstøj på i skole samt deres udtryk for respekt og kærlighed fortsætter. Tak til jer kære unge. I viste vejen i respekt og lovprisning af vores kære profet.
Biskop Edgley, biskop McMullin og jeg er blevet undervist ugentligt af vores elskede profet og hans trofaste rådgivere. Vi var til stede, da præsident Hinckley fik at vide, at præsident Howard W. Hunter var gået bort. Vi så hans ansigtsudtryk, da han fik den meddelelse. Vi mærkede og vidnede, at seniorapostlens kappe lagde sig på hans skuldre. Vi har været privilegeret at skulle »virkeliggøre« en række af hans inspirerede projekter. Tak præsident Hinckley for din kærlighed, din tillid, din vejledning og din inspiration.
Medierne har dokumenteret præsident Hinckleys præstationer. Alle profeterne i de sidste dage har efterladt en særlig arv. Når jeg tænker på præsident McKay, tænker jeg umiddelbart på familie og hans store kærlighed til sin kære Emma Ray. Med præsident Smith tænker jeg straks på lærdomme og evangelisk viden. For mig står præsident Lee for medfølelse og samordning. Præsident Kimball klinger af omvendelse og overdragelse af præstedømmet til alle værdige mænd. Præsident Benson får mig til at tænke på hans advarsel mod stolthed og hans råd om at studere Mormons Bog. For præsident Hunter var tempelværdighed altafgørende. For præsident Hinckley er der så mange væsentlige resultater. Måske vil tiden sortere lidt ud i dem for os hver især.
Et af de sidste møder, som præsident Hinckley ledte, var et bestyrelsesmøde i Kirkens Selvsupplerende Uddannelsesfond. Da fondens aktiviteter blev gennemgået, udbrød præsident Hinckley: »Det er bemærkelsesværdigt.« Efter en kort pause sagde han: »Det er et mirakel.« Præsident Hinckley var miraklernes mand. Han vidste, at det var af afgørende betydning at bryde fattigdommens cirkel i udviklingslandene for at sikre fuld deltagelse i Jesu Kristi evangelium og de dertil hørende velsignelser. Kommende generationer vil blive velsignet af denne arv.
Jeg deltog engang i et møde på præsident Hinckleys kontor, som, da dagsordenen var overstået, blev livet op af en udveksling af minder mellem ældste David B. Haight og præsident Hinckley. Disse 90-årige var optaget af en omgang »kan du huske dengang?«
Efter at have talt om nogle minder, spurgte ældste Haight: »Præsident Hinckley, hvor mange templer har du så enten indviet eller deltaget i ved deres indvielse eller genindvielse?« Præsident Hinckley begyndte at nævne hvert af de dengang 47 fungerende templer. Som jeg husker det, havde han deltaget i indvielsen af flere end 30 af de 47. Så sagde han: »Hvor vil jeg gerne være i live, når tempel nummer 100 bliver indviet.« Senere gentog han den udtalelse over for Brødrene i templet. Snart blev det hans ønske at få 100 fungerende templer, før det nye årtusinde begyndte – i januar 2001. Ved udgangen af 1998 var der 51 fungerende templer. I 1999 blev yderligere 15 indviet og i 2000 34, hvoraf templet i Boston blev nummer 100. Senere i denne måned bliver tempel nummer 125 indviet i Rexburg i Idaho. Et mirakel? Det mener jeg! Profeter er miraklernes mænd.
Den 24. juli 1997 tog præsident Hinckley det første spadestik til dette Konferencecenter. I beskrivelsen af denne bygning ved generalkonferencen i oktober 1998, sagde han følgende: »Det bliver primært et bedehus. Men det bliver også et sted til kunst. Der vil blive holdt koncerter og andre offentlige arrangementer, som vil være opløftende, formålstjenlige og åndelige … Det bliver en gave til Mesteren, hvis fødsel vi mindes på denne tid af året« (»Velkommen til konference«, Liahona, jan. 1999, s. 4).
Som opførelsen skred frem, spurgte det præsiderende biskopråd til præsident Hinckleys specifikke ønsker. Han ønskede, at den ydre beklædning blev granit fra Little Cottonwood. Mange år før havde Brigham Young beskrevet granitten fra Little Cottonwood som noget af det fineste materiale, man kan finde i Rocky Mountains. Da, der viste sig vanskeligheder ved at bryde granitten, gik vi til Det Første Præsidentskab for at høre, om de ville overveje et andet materiale. Vi fik venligt, men bestemt at vide, at der ville åbne sig en udvej, hvis vi var bønsomme og udholdende. Kort sagt, det var vi, og vi gjorde det! Må dette eftermæle leve længe som et minde om hans vision.
Præsident Hinckley byggede bro til lokalsamfundet. Mr. Keith Rattie, CEO i Questar, sagde i denne uge: »For nogle få år siden hædrede handelskammeret præsident Hinckley som en ›kæmpe i vores by.‹ Han var så sandelig meget mere end det. Han var en gigant på verdensplan.« Lane Beattie, leder af Salt Lake Citys handelskammer, sagde bl.a.: »Den energi han lagde i sin tjeneste, kærligheden til livet og forpligtelse til at gøre godt ændrede os og bidrog til at gøre denne verden bedre« (»Standing Tall for Our Community: Statement on President Hinckley’s Passing«, www.saltlakechamber.org /newsroom/position-statements). En kæmpe? Ja, en profetisk kæmpe!
Hvad vil vi mindes ved denne elskede profet, og hvad vil hans eftermæle være? Der er så meget at mindes og mange nævneværdige bedrifter, så vil jeg mindes de næsten 50 år, hvor han trofast og hengivent tjente som apostel, profet, seer og åbenbarer. Han vidnede om Kristus på alle jordens befolkede kontinenter, i små og store byer, stående på kasser i Hyde Park og via store elektroniske netværk. Han gav den fattige og trætte håb og rådede de, der trængte, til at række lidt mere ud mod deres næste.
Den indledende salme var et produkt af to unge mænd, der tjente sammen som kammerater i missionsmarken. Senere tjente de begge som generalautoriteter. Musikken er komponeret af ældste G. Homer Durham og teksten er skrevet af præsident Gordon B. Hinckley. Den udtrykker stærkt og levende præsident Hinckleys vidnesbyrd:
Jeg ved, at min forløser er Guds sønog verdens frelser god.Han sejred’ over synd og død,min Konge og min Herre stor.
Han lever, er vor klippe fast,han er vort håb og jordens salt.Han lyset er for dig og mig,det lys, der overvinder alt.
O, må Guds ånd os fylde helt,så vi kan nyde freden her,og styrk vor tro. I evighedkan dine børn dig være nær.
(»Jeg ved, at min Forløser er Guds søn«, Salmer og sange, nr. 81).
Søskende, må vi alle følge hans så ofte fremsatte råd om at »gøre og være den bedste vi kan« og »stå ranke.« Til familien, I har med ophøjet ro udholdt det store offer at dele jeres far med alle os. Tag imod vores tak. Må Gud trøste, velsigne og bevare jer alle, indtil I møder ham igen. I vor Frelsers og Forløsers hellige navn, ja, Jesus Kristus. Amen.