Denne venlige profet
Jeg mødte Gordon B. Hinckley for første gang for over 50 år siden. Jeg var blevet kaldet som assistent til De Tolv ved den samme konference, hvor han blev opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum.
Hans første ord fra talerstolen, da han blev opretholdt som assistent til De Tolv, var: »Jeg ved, at jeg ikke er nået hertil alene, og jeg føler stor taknemlighed for de mange mænd og kvinder – de storslåede og gode mænd, som er her til stede i dag og de … vidunderlige mennesker, hvoraf der er mange, hvis navne jeg ikke husker – som har hjulpet mig« (i Conference Report, apr. 1958, s. 123).
Gordon B. Hinckley trådte første gang ind på Kirkens hovedkontor på vej hjem fra sin mission i England. Missionspræsidenten havde bedt ham om at aflægge rapport til Det Første Præsidentskab. Præsident Heber J. Grant, J. Reuben Clark jun. og David O. McKay. Det 15 minutter lange møde varede over en time. Han blev bedt om at tjene som sekretær i Kirkens nye komité for missionærlitteratur.
Han skulle selv finde et tomt kontor et eller andet sted. En ven, hvis far ejede en kontorforsyningsforretning, gav ham et gammelt, vind og skævt bord. Han lagde en træklods under et ben, der var for kort. Han tog sin egen skrivemaskine med hjemmefra.
Han gik ud til lagerrummet efter et ris papir og blev spurgt: »Har du nogen ide om, hvor mange stykker papir, der er i et ris?«
Han svarede: »Ja, 500 stykker.«
»Hvad i alverden skal du med 500 stykker papir?«
Han svarede: »Jeg skal skrive på dem et stykke ad gangen.«
Han holdt aldrig op med at skrive. I årevis havde jeg et ugentligt møde med præsident Hinckley. Ofte fandt jeg ham ved hans skrivebord, hvor han skrev sine taler i hånden.
Min første opgave som assistent til De Tolv var at være assistent til ældste Hinckley i missionsafdelingen.
Han tog kort efter af sted for at rejse rundt til missionerne i Europa med præsident Henry D. Moyle. Da han vendte tilbage, fortalte han mig, at noget af det vanskeligste, han nogensinde havde måttet gøre, skete i Düsseldorf.
Den sidste aften i Europa gav præsident Moyle en middag til missionærerne, deriblandt ældste Hinckleys søn Richard. Ældste Hinckley sagde farvel til sin søn på hotellet. Han sagde, at det at se Richard gå derfra med sin kammerat og ud i den kolde mørke aften var det vanskeligste, han nogensinde havde måttet gøre. Han græd, da han fortalte mig om det.
Bror Hinckleys usædvanlige intelligens og hans utrolige hukommelse var direkte åbenlys. Men jeg havde lært noget andet og vigtigere. Jeg havde set ind i ældste Gordon B. Hinckleys indre. Han har altid været en meget privat person, og kun af og til ser man ind i hans indre.
I et forsøg på at beskrive præsident Hinckleys evne til at kommunikere husker jeg for år tilbage, da jeg rejste i Pakistan med ældste Jacob de Jager, en af halvfjerdserne, som vi plejede at kalde »den smilende, glade hollænder.« Vores vært var hr. Suleman Habib, en gammel ven fra en fremtrædende bankfamilie i Karachi.
En dag tog hr. Suleman os med ud af byen og ud på landet for at se en af hans gårde. Vi stødte på en stor gruppe arbejdere, der var dårligt klædt og som byggede en vej med hakke og skovl. De talte sammen på urdu, et sprog hverken Jacob eller jeg før havde hørt. Bilen var næppe stoppet, før Jacob var steget ud. Han gik hen blandt arbejderne.
Suleman iagttog ham opmærksomt, vendte sig mod mig og sagde: »Den mand kan kommunikere bedre med disse mennesker, der taler urdu, end jeg kan.« Og et øjeblik senere tilføjede han: »Den mand kunne charmere et æsel såvel som en konge!«
Uanset hvilken kommunikationsevne og charme, som Suleman så i Jacob de Jager, besad Gordon B. Hinckley også i rigt mål.
En dag kom der en islamisk præst ind på mit kontor, som var i Salt Lake City for at få en behandling på Moran øjencenter. Jeg arrangerede en audiens hos Det Første Præsidentskab. Dr. Abdurrahman Wahid havde, meget lig præsident Hinckley, en gnistrende humoristisk sans. I følgeskab med dr. Wahid var dr. Alwi Shihab, professor i islamiske studier på Harvard University.
Ved det møde nævnte dr. Wahid, at han var blevet opfordret til at stille op til Indonesiens præsidentpost. »Hvis jeg bliver valgt,« sagde dr. Wahid, »bliver Alwi Shihab min udenrigsminister.«
Præsident Hinckley sagde: »Hvis du beslutter dig for at stille op og bliver valgt, vil jeg komme og besøge dig i Jakarta.«
Han blev valgt, og vi rejste til Jakarta, hvor præsident Hinckley var æresgæst ved en middag i præsidentpaladset.
Den første kondolencehilsen, jeg fik ved præsident Hinckleys død, var fra Alwi Shihab. I går ankom en meget stor blomsterhilsen fra præsident Wahid, tidligere præsident for Indonesien.
Jeg har betragtet denne kommunikationsevne og charme hos præsident Hinckley som broderkærlighed og ydmyghed. Den var altid tydelig, hvad enten han var sammen med arbejderne på en støvet vej eller til en banket i præsidentpaladset.
Præsident Hinckley voksede op og blev undervist i evangeliets lærdomme. Hans rødder går tilbage til Cove Fort i det centrale Utah. Nu, hvor det er blevet restaureret, ligner det stort set sig selv fra pionerdagene, hvor hans bedstefar byggede det.
Meget af præsident Hinckleys vækst tilskriver jeg hans hustru Marjorie Pay Hinckley, som var tålmodig med en mand, der altid var på farten, altid 10 skridt foran hende. En aften pakkede han fx til en oversøisk rejse næste morgen.
Marjorie spurgte: »Hvad så, skal jeg tage med dig?«
Han svarede: »Det behøver vi ikke at beslutte lige nu!«
Han vidste, som vi alle bør vide, at Jesu Kristi lærdomme er synonyme med familien.
Rækkefølgen i præsidentskabet for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er en bemærkelsesværdig proces. Seniorapostlen bliver altid præsident, og nr. 2 i anciennitet bliver præsident for De Tolv Apostles Kvorum. I åbenbaringerne er de sandheder og instruktioner skitseret, hvorved Brødrene leder Kirken. Uanset om det er kriser eller muligheder, kan anvisninger og vejledning findes i skriften.
Ingen, der kender til den faste procedure, spekulerer på, hvem der bliver Kirkens næste præsident. Det har altid været på den måde. Der er ingen stræben efter embede, ingen der går uden om Herrens vilje.
Gordon B. Hinckley stræbte ikke efter de mange kaldelser og opgaver, han fik, men han betakkede sig heller ikke.
I en af de første åbenbaringer sagde Herren: »for at enhver må kunne tale i Gud Herrens, ja, verdens frelsers navn« (L&P 1:20), så »de svage i verden skal komme frem og nedbryde de mægtige og stærke« (L&P 1:19).
Eftersom Kirken vokser meget hurtigt på verdensplan, rejser vi ofte langt væk for at organisere eller omorganisere en enhed i Kirken. Sommetider bliver vi spurgt: »Hvor i alverden vil I finde de nye ledere?« Vi behøver ikke at finde dem. De er der allerede, ligesom Gordon B. Hinckley var der. Herren tilvejebringer dem. De tjener trofast og betaler for privilegiet gennem tiende og offerydelser.
I en særskilt ordinance efter dåben får Kirkens medlemmer overdraget Helligånden, som skriften forklarer »skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer« (Joh 14:26). Helligånden er den, der inspirer os. Inspirationen er der altid, hvis man lærer at leve med den og for den.
Noget af det, præsident Hinckley havde forstået bedst, er ordet familie. Det er ikke svært at finde udtalelser om familien i hans belæringer, taler og råd, hvad enten det var til store forsamlinger, enkeltpersoner eller i særdeleshed familier.
Jeg hylder familien Gordon Bitner og Marjorie Pay Hinckley. De kan beskrives som et ideal. De er beskedne ligesom deres far. Uanset hvilken betydelighed der er tilgået dem, kan det ikke ses på dem, lige så lidt som det kunne ses på ham.
På kirkegården ikke så langt herfra står der en gravsten med indskriften »Marjorie Pay Hinckley« og ved siden af hendes navn står navnet »Gordon Bitner Hinckley«.
Da Maria nærmede sig Jesu gravsted, sagde en engel: »Han er ikke her; han er opstået« (Matt 28:6; se også Mark 16:6; Luk 24:6).
Til sin tid kan det siges om Gordon Bitner og Marjorie Pay Hinckley: »De er ikke her, de er opstået og sammen.«
Må vor Fader velsigne mindet om denne venlige profet og hans evige ledsager samt det hellige værk, som han præsiderede over. Det beder jeg om I Jesu Kristi hellige navn. Amen.