HYLDEST TIL PRÆSIDENT HINCKLEY
Han havde en tro tjeners hjerte og en leders visdom.
Nyheden om præsident Gordon B. Hinckleys død fremkaldte en storm af kondolencehilsener og hyldest fra hele verden. Herunder er et uddrag af de mange udtryk for kærlighed og beundring, som er modtaget.
Præsident George W. Bush, USA: Laura og jeg er dybt berørt ved tabet af vores ven Gordon B. Hinckley … [Han] havde en tro tjeners hjerte og en leders visdom … Det var en ære for mig at overrække ham frihedsmedaljen, vores lands højeste civile æresbevisning, som anerkendelse af hans livslange indsats i offentlighedens tjeneste … Vore tanker og bønner er med hans fem børn og resten af familien Hinckley.
Biskop Carolyn Tanner Irish, det episkopale stift i Utah: Jeg har svært ved at forestille mig verden og dens trossamfund uden ham. Han har ledt SDH-kirken i årtier og for mange millioner været synonym med dens hjerte og sjæl – både for dens medlemmer og for andre. Som mange andre har jeg været dybt rørt af hans gavmilde visdom, venlige stemme og fine humor.
Jeanetta Williams, formand for NAACP i Utah, Nevada og Idaho: Jeg ønsker at give udtrykke for min dybeste og inderlige medfølelse til præsident Hinckleys familie og til Kirkens medlemmer. Jeg holdt meget af præsident Hinckley. Jeg kendte ham personligt og vil virkelig savne hans røst og interesse for lokalsamfundet.
Larry King fra Larry King Live, CNN: Præsident Hinckley var mere end leder af en kirke, han var en god ven. Jeg har mødt meget få personer i mit liv, der besad passion, forståelse og visdom som han. Han vil blive dybt savnet.
Præsident Ólafur Ragnar Grímsson, Island: Med præsident Gordon B. Hinckleys død har Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og hele verden mistet en stor og klog leder, en mand med visioner og mod. Det islandske folk har mistet en god ven, og jeg kondolerer oprigtigt Jesu Kristi Kirke.
Dr. Hussein Hassouna, ambassadør for Den Arabiske Liga i USA: Det er med stor sorg, at jeg erfarede, at Gordon B. Hinckley, præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er gået bort. Jeg husker stadig mit møde med ham i Salt Lake City for nogle år siden. Jeg var imponeret over hans viden, visdom og interesse i verdenspolitikken.
Zamira Sydykova, ambassadør for Kirgisistan i USA og Canada: Hr. Hinckley var en stor … mand, som udbredte kendskabet til mormonismen over hele kloden og var med til at fremme høflighed og gensidig respekt blandt mennesker overalt.
Yuval Rotem, Israels ambassadør i Australien: Jeg tilslutter mig millioner af mennesker over hele verden, som ærer og sørger over denne medfølende og menneskekærlige mand … Præsident Hinckley imponerede mig som en stærk leder med evnen til at forstå de vigtigste punkter i enhver sag. Jeg værdsætter hans betragtelige bidrag til at bringe kristne og jøder nærmere hinanden.
Se eller lyt til taler fra præsident Gordon B. Hinckleys begravelse ved at besøge www.lds.org/presidenthinckleymemorial.
TEENAGERE ÆRER PRÆSIDENT HINCKLEY
Mobiltelefoner over hele verden udbredte budskabet om vores elskede profet Gordon B. Hinckleys død søndag aften, den 27. januar. I de følgende timer fyldte sms’er luften, da teenagere opfordrede hinanden til at komme i skole næste dag i søndagstøj i stedet for det normale mere afslappede tøj for at ære præsident Hinckley.
En overrasket forælder i Mesa i Arizona så sin datter stå tidligt op om mandagen for at stryge en nederdel til at have på i skole. Hun fortalte, at hendes datter Mackenzie, da hun havde modtaget mange sms’er, sammen med sine venner besluttede at gå i skole iført kirketøj for at ære profeten. Det gjorde tusinder af andre også.
Præsident Hinckleys barnebarn James Pearce udtrykte sin mening om, hvorfor så mange unge gik i skole i deres bedste tøj: »Han elskede de unge så højt, og de kunne mærke denne kærlighed. De kvitterede for det ved deres opførsel.«
Denne samme ånd udvistes langs ruten fra begravelseshøjtideligheden til kirkegården, hvor unge og voksne vinkede med hvide lommetørklæder og løftede stokke i vejret som deres farvel til profeten.