Tænd håbets lys
For tusinder af sidste dages hellige i Brasilien er den selvsupplerende uddannelsesfond en livsændrende velsignelse.
Da Dilson Maciel de Castro jun. mistede sit job i São Paulo, flyttede han og hans hustru til Recife, en større havneby i det nordøstlige Brasilien, så de kunne bo hos hans forældre. Trods Dilsons erfaring i telekommunikationsbranchen var det eneste arbejde, som han kunne finde, forskellige småjobs.
»Vi havde det meget hårdt dengang,« mindes Dilson. Parrets udfordringer blev endnu værre, da de mistede alt, hvad de ejede, under en oversvømmelse.
I den krisesituation talte Dilson, som havde tjent i São Paulo Syd-missionen i Brasilien, med ældste Gutenberg Amorim, der var områdehalvfjerdser og institutchef, om karriere og uddannelsesmuligheder. Mens Dilson talte om sine interesser, modtog han en åndelig tilkendegivelse af, at han skulle studere sygepleje. Takket være Kirkens dengang nystiftede selvsupplerende uddannelsesfond kunne Dilson i 2003 omsætte den tilskyndelse til en levevej efter et 18 måneders kursus i sygepleje.
»Uden den fond havde det nok været umuligt for mig at tage de nødvendige kurser,« siger Dilson, der arbejder på et offentligt hospital i Recife. Hans hustru, Alexsandra, ville heller ikke have været i stand til at få et lån til at betale for den uddannelse, som gjorde hende til skolelærer.
»For seks år siden var vi arbejdsløse,« siger Dilson. »Den selvsupplerende uddannelsesfond har været afgørende for det, vi har opnået. Den har ændret vores liv.«
Et svar fra Herren
Når Kirkens medlemmer i Brasilien beskriver den selvsupplerende uddannelsesfond, kan de ikke lade være med at benytte superlativer: Miraculoso, inspirado, maravilhoso. Det er, fordi fonden udretter det, som præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) forudsagde, at den ville: »Den vil blive til velsignelse for alle, hvis liv den rører – de unge mænd og kvinder, deres kommende familier og den kirke, som bliver velsignet med deres stærke, lokale lederskab,« og den vil hæve »tusinder ud af fattigdommens sump og ind i kundskabens og velstandens solskin.«1
Da præsident Hinckley bekendtgjorde programmet, tumlede kirkeledere som Paulo R. Grahl, områdechef for seminar og institut i Brasilien, med bekymringer omkring uddannelse og beskæftigelse af brasilianske sidste dages hellige – især unge, hjemvendte missionærer.
»Men vi havde ikke noget svar, før Herren åbenbarede for præsident Hinckley, at vi skulle stifte denne herlige fond,« siger bror Grahl. »Tidligere vendte mange af vore unge hjem fra mission uden mulighed for at uddanne sig og opnå et godt job. Nu ved de, at når de vender hjem, så er fonden der, hvis de får brug for den. Det er en stor velsignelse og en hjælp til de unge. Den indgyder håb.«
Omkring 10.000 sidste dages hellige i Brasilien er i øjeblikket afhængige af lån fra den selvsupplerende uddannelsesfond for at kunne tage en uddannelse og forbedre deres jobsituation. Brasilien har en stærk økonomi, og der er masser af muligheder for de veluddannede – især når uddannelsen kombineres med de kvaliteter, som unge mennesker udvikler i missionsmarken.
Åbner døre
Ældste Pedro Penha, områdehalvfjerdser og leder af institut i det nordlige Recife, siger, at hjemvendte missionærer har de kvaliteter, som arbejdsgivere søger. »Jobmulighedernes døre åbnes hurtigt på grund af deres erfaring, studievaner, fremtoning og pæne opførsel,« siger han. »De forfremmes hurtigt, og deres adfærd drager folk til Kirken.«
Da Ricardo Aurélio da Silva Fiusa havde fuldført sin tjeneste i São Paulo Nord-missionen i Brasilien i 2002, benyttede han et lån fra den selvsupplerende uddannelsesfond til at fuldføre en fireårig uddannelse i virksomhedsledelse.
»Fonden har gjort mig mere moden, beredt mig på arbejde og ægteskab og til bedre tjeneste i Kirken,« siger Ricardo. Ligesom mange andre modtagere af fondens lån blev han tilbudt arbejde, allerede inden han havde fuldført studierne. »Fonden har været en velsignelse for mig. Jeg er taknemlig for at kunne betale de månedlige afdrag på mit lån, så andre også kan benytte fonden.«
Mens Ricardo var på mission, lærte han at tale med mennesker, studere flittigt og adlyde – egenskaber, der har gjort ham til en god elev og en god medarbejder.
»Mange af mine lærere sagde, at der var noget anderledes ved mig, som de ikke kunne forklare,« siger Ricardo, der arbejder i logistikafdelingen for et firma i Port Suape syd for Recife. »Jeg fortalte dem, at det var på grund af mine religiøse principper.« Det svar gav Ricardo mulighed for at fortælle sine lærere og andre om Kirken.
Mauricio A. Araújo, en af de første hjemvendte brasilianske missionærer, der nød godt af fonden, tilføjer: »Min karriereudvikling gør, at jeg får flere muligheder for at påvirke mennesker med mit eksempel. Nogle gange siger folk: ›Hør, du virker anderledes. Du er din kone tro. Du er holder ord.‹ Ved at drage fordel af fonden og gøre vores del modtager vi velsignelser og kan velsigne andre.«
Mauricio, der tjente i Rio de Janeiro-missionen i Brasilien sidst i 1990erne, har modtaget en række forfremmelser, siden han med fondens støtte fuldførte en uddannelse i CRM – fra sælger til teamleder og leder og videre til en bestyrelsespost i et internationalt time-management firma i São Paulo.
»Den selvsupplerende uddannelsesfond er inspireret af Gud,« siger han. »Fonden var den nøgle, jeg behøvede for at fuldføre min uddannelse og fremme min karriere.«
En god investering
Skønt Gabriel Salomão Neto ikke er sidste dages hellig, føler han sig alligevel velsignet af den selvsupplerende uddannelsesfond. »Det er et storslået initiativ af jeres kirke,« siger han og taler på mange brasilianske arbejdsgiveres vegne.
Hr. Neto, der er chef for og medejer af en stor automatfabrik i São Paulo, har god grund til at være taknemlig. Han var så imponeret af de kvalifikationer, han så i kirkemedlemmet Silvia O.H. Parras, der med et lån fra den selvsupplerende uddannelsesfond har taget en uddannelse i virksomhedsadministration, at han ansatte hende sin direktionssekretær.
»Vi er yderst tilfredse med hende. Hun er hårdtarbejdende og effektiv. Vi tror på hende og har tillid til hende,« siger hr. Neto. »Den investering, som jeres kirke har gjort i hende, har givet afkast – for jer, for hende og for os.«
Silvia, der er taknemlig for den selvsupplerende uddannelsesfond og sit medlemskab af Kirken, underviser medlemmer og ikke-medlemmer i engelsk i sin menighed i São Paulo. »Eftersom jeg har modtaget meget,« siger hun, »så ønsker jeg også at give.«
Som Silvias succes illustrerer, er det ikke kun de unge mænd, der drager fordel af den selvsupplerende uddannelsesfond i Brasilien. Af økonomiske årsager må også mange sidste dages kvinder i Brasilien søge arbejde.
»Årsagen til, at de fleste kvinder i Brasilien arbejder, er ikke, at de vil have ny bil eller dyrt tøj, men af ren og skær nødvendighed,« siger Lorival Viana de Aguirra, der er chef for Kirkens beskæftigelsescenter i Curitiba i det sydlige Brasilien. »De vil gerne have, at deres familie får ordentlig mad, tøj på kroppen og en god uddannelse.«
Større glæde, stærkere vidnesbyrd
Keite de Lima A. Ahmed og Viviana Torres Noguera kæmpede for at få pengene til at slå til, selv om deres ægtemænd arbejdede hårdt for deres familier. For begge blev den selvsupplerende uddannelsesfond en stor velsignelse.
Mindre aktive medlemmer af Keites familie udtrykte en vis tvivl, da hun meldte sig til et 18 måneders kursus i sikkerhedsteknik. Men hun udmærkede sig på kurset og blev tilbudt en fuldtidsstilling inden for sit fag i 2007.
»Fonden gjorde mere end blot hjælpe mig med at modtage uddannelse og beskæftigelse; den hjalp mig også med at få større selvværd og opnå større tro på mine egne evner,« siger Keite, der som en af de første kvinder blev ansat til at udføre sikkerhedsinspektioner, oplæring og iværksættelse af programmer i et firma i São José dos Pinhais nær Curitiba. »Dette inspirerede program har skænket min familie større glæde og stærkere vidnesbyrd,« siger hun.
Keites forældre og søskende, der blev imponeret af hendes præstation og beslutsomhed og den måde, hvorpå fonden har velsignet hendes familie, er blevet fuldt aktive i Kirken igen. »De blev mindet om, at Kirken opløfter mennesker og hjælper dem med at udvikle sig på mange måder – ikke blot åndeligt, men på alle de vigtige områder, der giver et godt liv,« siger hun.
Viviana og hendes mand, Rafael, flyttede fra Colombia til Manaus, et stort industricentrum i det nordlige Brasilien, i 2002 for at søge arbejde. »Bøn, familieråd, vejledning fra præstedømmeledere og karriereworkshops hjalp os med at finde ud af, hvad vor himmelske Fader ønskede af os, så vi kunne træffe den rette beslutning på det rette tidspunkt,« siger Viviana, der følte sig tilskyndet til at tage et lån fra fonden og studere international handel.
I 2007 fik Viviana arbejde med import for et supermarked i Manaus. Hendes familie havde brug for en ekstra indkomst, men da hun ventede et barn, blev hun nødt til at sige op. Få måneder efter barnet – parrets fjerde – var blevet født, blev Viviana tilbudt arbejde som leder af den internationale handel i et andet firma. På det tidspunkt havde hun lært at tale portugisisk, og hendes modersmål, spansk, gjorde hende uvurderlig i samhandlen med Brasiliens spansktalende naboer.
»Da jeg blev tilbudt det job, sagde jeg: ›Jeg har fire børn. Jeg kan ikke forpligte mig til at arbejde fra 8-18,‹« siger Viviana. »Min chef fortalte mig, at han havde stor tiltro til mine evner og tilføjede: ›Jeg har brug for en, jeg kan stole på. Bare arbejd hjemmefra.‹ Det overraskede mig.
Ved hjælp af internettet og en computer arbejder Viviana i sit hjem, mens de større børn er i skole og den mindste sover. Kun sjældent er hun nødt til at tage ind til kontoret.
Rafael mener, at familiens velsignelser skyldes mere end tilfældigheder. »De velsignelser, som vi har modtaget, udspringer af en række bønsomme beslutninger og handlinger, som var mulige takket være de redskaber, Kirken har stillet til rådighed,« siger han.
Håbets lys
Gilmar Dias da Silva, der bestyrer fonden i Brasilien, siger, at nogle brasilianske sidste dages hellige står over for beskæftigelsesmæssige udfordringer efter endt uddannelse, »men de fleste modtagere af lån fra fonden nyder fremgang og forbedrer deres tilværelse. Fonden er en stor succes her.«
Den succes har med præsident Thomas S. Monsons ord »tændt håbets lys i øjnene på dem, som følte sig dømt til middelmådighed, men som nu har fået mulighed for en lysere fremtid.«2
Foto: Michael R. Morris
Fondets logo: Beth M. Whittaker
Med hjælp fra den selvsupplerende uddannelsesfond omsatte Dilson Maciel de Castro jun. en åndelig tilkendegivelse til beskæftigelse ved at blive sygeplejer i Recife i Brasilien. Herunder: Udsigt over Recife fra kolonibyen Olinda.
Fra oven: Butiksfacader fra Largo da Ordem, Curitibas historiske bydel. Den selvsupplerende uddannelsesfond var nøglen til uddannelse og karrierefremgang for Ricardo Aurélio da Silva Fiusa; Mauricio A. Araújo, der her ses lede et forretningsmøde med sidste dages hellige kolleger Renato A. Romero (til venstre) og João B. Moreira (i midten); og Silvia O. H. Parra, der her ses sammen med Adan Tallmann, som er områdesekretær for seminar og religionsinstitutter.
Herover: Keite de Lima A. Ahmed drøfter sikkerhedshensyn med Lorival Viana de Aguirra, der er chef for Kirkens beskæftigelsescenter i Curitiba. Herunder: Viviana Torres Noguera arbejder i sit hjem i Manaus. Indsat: Viviana med sin mand, Rafael, og deres børn.