Gå den ekstra mil

Paul VanDenBerghe

Kirkens Tidsskrifter

Somme tider kan en lille indsats have stor virkning.

Da Stein Arthur Andersen var omkring 15 år, var han ikke aktiv i Kirken. Det var hans familie heller ikke. De var flyttet flere gange til forskellige egne af Norge. På dette tidspunkt boede de i Stavanger. Det er landets fjerdestørste by, som ligger ved sydvestkysten. Stein havde været i kirke i Stavanger et par gange og truffet nogle andre unge sidste dages hellige fra området. Der var især en ung mand, som havde gjort et dybt indtryk på Stein – han hed Tor Lasse Bjerga.

Det var under et af de uregelmæssige besøg i kirken, at Stein traf Tor Lasse. »Han var et par år ældre end mig, og han gjorde virkelig indtryk på mig,« siger Stein. »Jeg fornemmede en god ånd, når jeg var sammen med ham, og jeg syntes, at han var en sej fyr.« Hvis Stein ikke havde været imponeret af Tor Lasse, havde han måske ikke været villig til at lytte, da Tor Lasse kom hjem til Stein med en særlig indbydelse.

Den indbydelse faldt i midten af 1970erne, da seminarprogrammet blev introduceret i Norge, og Tor Lasse var blevet kaldet som den første seminarlærer. Eftersom Tor Lasse kun var 18 år på det tidspunkt, var han noget nervøs for at påtage sig så stort et ansvar. »Jeg bad meget angående den sag,« mindes han. En ting var han sikker på; han ønskede at nå ud til alle de unge i området, som var mindre aktive. Tor Lasse siger: »Jeg vidste med det samme, at jeg skulle besøge Stein Arthur.«

»Jeg var sikkert et af navnene på hans liste,« siger Stein. Men i Tor Lasses øjne var Stein meget mere end blot et navn på en liste. Tor Lasse kan huske, at Steins intelligens og stille og beslutsomme natur gjorde indtryk på ham. Så Tor Lasse besluttede sig for at besøge Stein personligt for at få ham med i det nye seminarprogram.

Tor Lasse ringede i forvejen og talte med Steins forældre for at sikre sig, at han var hjemme, når han kom. For at nå frem til Steins hjem måtte Tor Lasse køre med bus i 35 minutter ud til en færge. Så sejlede han med færgen i 45 minutter. Endelig skulle han så gå i en halv time. »Jeg tænker tit på det,« siger Stein. »Det, som Tor Lasse gjorde, var jo virkelig at gå den ekstra mil.«

Begge mænd husker stadig den ånd, de fornemmede under det møde for 35 år siden. Mens de sad i spisestuen, gennemgik Stein i tankerne alle de aktiviteter, han var engageret i. »Jeg var meget optaget af at spille fodbold, gå til spejder og spille trompet, og jeg foretog mig alt muligt. Jeg havde meget travlt.«

»Tor Lasse så på mig, mens han talte om seminar, og så sagde han: ›Stein Arthur, vil du melde dig til seminarprogrammet og begynde at studere skrifterne med os andre?‹ Jeg sad ved kaminen, og jeg sagde ja. Al logik sagde jo, at jeg burde have sagt nej, for jeg havde ikke tid. Men jeg sagde ja. Og det satte gang i en hel masse.«

»En hel masse« omfattede at stå op hver morgen for at studere skrifterne og seminarlektionerne derhjemme. Og så mødtes den lille gruppe elever på fire til fem stykker en gang om ugen. »Langsomt begyndte jeg at føle Ånden de tidlige morgener, hvor jeg læste for mig selv, og jeg stod op hver eneste morgen,« siger Stein. »Og efter en tid syntes jeg ikke, at dagen var, hvad den kunne være, hvis jeg ikke studerede om morgenen. Og jeg begyndte at opnå et vidnesbyrd, uden at vide, at det var det, jeg gjorde.«

Stein forklarer, at »efter en tid forstod jeg, hvad de følelser var. Jeg havde det godt med det, jeg lærte, og jeg fornemmede Ånden. Jeg følte, at det var rigtigt. Og jeg vidste, at det var noget, jeg ville bygge mit liv på.«

Men hvorfor sagde Stein ja, når han syntes, at han var så optaget? »Jeg tror, at Helligåndens indflydelse virkede på mig,« siger han. »Jeg må på en eller anden måde have været beredt. Så da Tor Lasse mødte frem i tro, gik han den ekstra mil, og jeg var parat til at modtage indbydelsen. Det er sådan Herren arbejder.«

Omtrent et år senere besluttede Tor Lasse at tage på mission, og han blev kaldet til at tjene i Norge. I den periode fortsatte Stein med at styrke sit eget vidnesbyrd om evangeliet. »Da Tor vendte tilbage fra sin mission, fik det mig til selv at overveje en mission,« siger Stein. »Jeg nåede til den konklusion, at jeg skulle tage af sted, fordi jeg ønskede at tjene Herren, og jeg tænkte, at hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg fortryde det resten af livet.«

Stein mindes, at han, efter at have talt med sine præstedømmeledere om en mission, følte at han næsten svævede, da han gik hjem. Inden Stein tog af sted på sin mission (også til Norge), traf han sin kommende hustru, Hilde, ved en ungdomskonference i Oslo. De skrev til hinanden, mens han var på mission, og da han vendte hjem, blev de gift. I dag har de fire børn: To sønner, som begge er gift i templet, og to mindre døtre, som begge bor hjemme og er aktive i seminarprogrammet.

»Den aften, hvor Tor Lasse kom hjem til os – den ændrede faktisk hele mit liv,« siger Stein. Det besøg førte ham ud på en sti, hvor han traf sin hustru, udførte en mission og stiftede familie, alt sammen med fødderne solidt plantet i evangeliets jord. »Jeg har været grenspræsident, distriktspræsident og biskop – og altsammen, fordi Tor Lasse kom hjem til os, og jeg begyndte i seminarprogrammet.« Det skete altsammen, fordi Tor Lasse var villig til at gå den ekstra mil.

Jeg rakte hånden op

Hvad ville du gøre, hvis din lærer i skolen begyndte at fortælle noget om Kirken, som ikke var sandt? Stein Andersens yngste datter, Ida, stod faktisk i netop denne situation. Idas lærer nævnte mormonerne ved flere lejligheder og påstod, at de praktiserede flerkoneri. Da Ida ikke vidste, hvad hun skulle sige, gjorde hun ikke noget. Men da hendes lærer igen begyndte at sige forkerte ting om Kirken, indså Ida, at hun måtte gøre noget.

»Jeg rakte hånden op og fortalte, at det var forkert,« siger Ida. »Jeg sagde, at jeg var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Min lærer fastholdt, at mormonerne i Utah havde flere koner. Jeg forklarede, at der var nogle grupper i USA, som praktiserede flerkoneri, men at disse grupper ikke tilhørte Kirken.

Næste dag stoppede denne lærer mig ude på gangen og sagde, at det, jeg havde sagt, havde gjort indtryk på hende. Hun undskyldte, at hun havde fremført forkerte oplysninger om Kirken. Hun sagde, at hun egentlig ikke vidste så meget om Kirken, men gerne ville vide noget mere, og hun var sikker på, at mange af de andre elever i klassen også gerne ville høre mere. Så derfor bad hun mig om at fortælle noget om Kirken i klassen.

Fire dage senere fremlagde jeg så min præsentation. Jeg var meget nervøs. Jeg havde aldrig sagt ret meget om Kirken i skolen, undtagen til mine nærmeste venner. De fleste af mine klassekammerater vidste, at jeg var medlem af Kirken, men det var også alt, hvad de vidste. Jeg havde overvejet og bedt meget om det, jeg skulle sige. Jeg havde endda bedt min far om at give mig en velsignelse som en hjælp.

Min lærer fortalte klassen, at jeg ville fortælle om Kirken. Da jeg rejste mig, blev alle helt stille. Jeg gik i gang, og mine klassekammerater tog noter. Jeg talte i næsten en halv time. Jeg fortalte om Kirken i dag, om genoprettelsen, frelsesplanen, missionærerne og Kirkens standarder. Så stillede mine klassekammerater en masse spørgsmål. Inden denne oplevelse havde jeg altid været nervøs, når folk spurgte mig om Kirken, fordi jeg ikke altid vidste, om jeg kendte de rigtige svar. Men denne gang var jeg ikke nervøs, og jeg havde ingen problemer med at besvare spørgsmålene.

Mine klassekammerater var meget overraskede. Alle sagde, at de var stolte af mig, fordi jeg forsvarede det, jeg troede på.«

Illustrationer: Gregg Thorkelson

Foto: Paul VanDenBerghe

Stein sagde: »Den aften, hvor Tor Lasse kom hjem til os – ændrede faktisk hele mit liv.«

Ida Andersen (til højre) sammen med sin søster, Ane, og deres forældre Hilde og Stein.