Spørgsmål og svar om Kirkens organisation
Hvorfor er Kirken opkaldt efter Jesus?
Jesus sagde, at den er opkaldt efter ham, fordi det er hans kirke (se 3 Ne 27:8). Han organiserede den for at hjælpe os til at vende hjem til vor himmelske Fader. Jesus Kristus er Kirkens overhoved.
Hvad betyder »sidste dage«?
Jesus sagde: »For således skal min kirke kaldes i de sidste dage, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige« (L&P 115:4). »Sidste dage« betyder de sidste dage, altså den tid, som vi lever i nu.
Hvad betyder »hellige«?
En »hellig« er et medlem af Kristi kirke. Skrifterne fortæller om de hellige på mange forskellige tidspunkter.
På Det Gamle Testamentes tid: 5 Mos 33:3; Sl 30:4
Det Nye Testamentes tid: 1 Kor 1:2
Mormons Bogs tid: 1 Ne 14:14; Moro 8:26
Joseph Smiths tid: Lære og Pagter 57:1; 84:2.
I dag kaldes medlemmer af Kirken også for hellige.
Hvordan organiserede Jesus sin kirke?
Jesus organiserede sin kirke, mens han levede på jorden, da han besøgte det amerikanske fastland, og da han genoprettede den gennem profeten Joseph Smith. Hver gang valgte han tolv apostle eller disciple til at hjælpe sig med at opbygge Guds rige på jorden ved at forkynde evangeliet (se Mark 16:14-15; 2 Ne 12:1).
Jesus kaldte også en profet til at lede sin kirke. Kirkens præsident er profeten. Jesus kaldte Joseph Smith som den første profet i de sidste dage. Thomas S. Monson er Kirkens 16. præsident. Profeten er den eneste, som kan modtage åbenbaring for hele Kirken.
Hvordan hjælper vores kirkeledere Jesus?
Alle kirkeledere hjælper Jesus ved at tjene andre medlemmer af Kirken.
Profeten leder de tolv apostle.
Apostlene leder De Halvfjerds.
De Halvfjerds’ kvorummer hjælper apostlene med at undervise stavs- og distriktspræsidenter.
Stavs- og distriktspræsidenter hjælper biskopper og grenspræsidenter.
I menigheder og grene vejleder biskopper og grenspræsidenter hjælpeforeningspræsidenter, UM- og UP-præsidenter, primarypræsidenter, søndagsskolepræsidenter, hjemme- og besøgslærere og andre ledere.
Ledere og lærere i menigheder og grene tjener os alle.
Hvordan kan du hjælpe Jesus?
Du hjælper Jesus, når du holder hans bud. Du hjælper ham ved at følge profeten. Du hjælper ham, når du lærer om ham ved at komme i kirke og læse skrifterne. Du hjælper ham, når du vælger det rette. Når du gør det, forbereder du dig på at blive en kommende leder i hans kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.