Lilleputternes lektie

Lindsay Stevens

Bygger på en virkelig begivenhed

»Jeg har familie her på jord, hver og en er god mod mig. Vi vil så gerne være sammen i al evighed« (Børnenes sangbog, s. 98).

»Hvorfor skal jeg være her?« beklagede Lindsay sig.

»Du skal støtte din bror,« sagde mor.

»Men det er så kedeligt,« sagde Lindsay. »For det meste kigger jeg ikke engang på ham.«

Lindsays lillebror, Michael, havde tilmeldt sig på et baseball-hold for lilleputter, og mor tog Lindsay med til hver eneste træning og kamp. Lindsay kedede sig til det hele. Mens Michael kæmpede for at ramme bolden, lyttede Lindsay til musik, læste bøger og tegnede tegninger til sin lillesøster.

Lindsay sukkede og kiggede på sin bror, der stod ude på banen med sine holdkammerater. Hun så på, mens han løb for at gribe bolden, missede den og kastede den til den forkerte person.

»Bliv ved, Michael!« råbte mor. »Du gør det godt!«

»Men, mor,« sagde Lindsay, »han gør det da ikke godt.«

»Det er derfor, vi er her, Lindsay,« sagde mor. »For at heppe på Michael, specielt når det ikke går så godt. Hvis vi ikke var her, og Michael følte, at det gik dårligt, så gav han måske op. Jeg vil gerne have, at han altid bliver ved. Ligesom jeg gerne vil have, at du altid skal blive ved med at tegne.«

»Der er ingen, der behøver at heppe på mig i tegnetimen,« sagde Lindsay. »Michael er ikke med mig og råber, ›Godt gået!‹ når jeg blander farverne rigtigt.«

»Nej, men han roser altid dine tegninger, når du viser dem til os,« sagde mor.

Lindsay tænkte over det. Hun kunne huske de gange, mor havde kørt hende til undervisning i tegning, og Michael skulle køre med, selvom han hellere ville lege med sine venner. Hun så på Michael ude på banen. Det andet holds batter havde lige slået til bolden. Den var lige på vej imod ham!

»Kom så, Michael!« Lindsay heppede. »Du kan godt gribe den!«

Michael løb mod bolden og rakte sin handske ud. Han greb bolden!

Lindsay og mor stillede sig begge op og heppede. »Godt gået, Michael! Du er min yndlingsbror!« råbte Lindsay.

»Jeg er jo din eneste bror!« råbte Michael tilbage med et stort smil.

Lindsay satte sig ned igen og smilede stort.

»Måske skulle jeg følge mere med og heppe på Michael,« tænkte hun. »At se ham gribe bolden har været det mest interessante, der er sket hele dagen. Og det så ud til, han blev glad for, at jeg så det. Jeg er så stolt af ham.«

»Jeg tror, du har ret, mor,« sagde Lindsay. »Vi skal støtte Michael.«

Mor smilede. »Jeg er glad for, du ændrede mening.«

»Lad os heppe lidt mere!« sagde Lindsay.

»Kom så, Michael!« heppede Lindsay og mor. »Du kan godt!«

Illustration: Shawna J. C. Tenney