Tjeneste i Kirken
Potentialet i de unges tjeneste
Nigerianere ynder at sige, at de lever under »en nådesløs afrikansk sol.« Temperaturerne ved ækvator ændrer sig meget lidt, uanset årstid. Så da vi havde vores projekt for hele Afrika i august, begyndte vi kl. 7 om morgenen for at kunne nå så meget som muligt i de kølige morgentimer.
Med skovle, river og macheter gik vi i gang med at fjerne ukrudt og slæbe affald væk fra den tomme grund i nærheden af Yaba Menigheds kirkebygning i Lagos Stav i Nigeria. Efter 3 timers arbejde havde vi ryddet omkring 1,2 hektar af den 1,6 hektar store grund.
»Hvad siger I til, at vi runder af med denne lille del og aftaler en anden dag, hvor vi kan rydde resten af grunden?« spurgte biskoppen.
Emmanuel, lærernes kvorumspræsident, hørte biskoppen og udtrykte skuffelse.
»Hvis vi efterlader denne del ugjort, vil de unge ikke føle, at de har udrettet meget i dag,« sagde han. »Må vi ikke nok gøre det færdigt?«
Fordi det 1,8 meter høje ukrudt blokerede vores udsyn, var det svært at vurdere, hvor meget der manglede.
»Bror Hill, lad os se, hvor længe det vil tage os at rydde en smal sti, der er ca. ½ meter bred,« sagde Emmanuel. »Hvis vi gør det hurtigt, vil de andre måske se, at vi kan blive færdige hurtigere, end de troede.«
De to grupper af unge mænd havde hele dagen arbejdet på hver deres ende af grunden. Ingen var brudt igennem til den anden side af ukrudtet. Min ryg gjorde ondt, så jeg knælede for at få en smule hvile, mens jeg stadig hakkede mig igennem ukrudtet med en machete. Bekymrede kom nogle af de unge for at se, om de kunne hjælpe og tog fat, da de så, at Emmanuel og jeg arbejdede os hen imod hinanden. Inden for få minutter brød vi igennem til hinanden, og et lille jubelråb brød ud. Efter at have set gennembruddet begyndte de andre at arbejde parvis og gøre det samme.
På mindre end en time var vi færdige. Vi strålede af tilfredshed, mens vi lykønskede hinanden – særligt Emmanuel, der bogstavlig talt havde sørget for en sti, andre kunne følge.
Biskoppen og jeg troede, at vi, med vores alder og visdom, vidste, hvad disse unge mænd kunne udføre. Vi så kun svedige, trætte drenge, men Emmanuel så en mulighed, hvor hans venner kunne få opbygget værdighed og selvtillid. Han vidste, at de ved at anstrenge sig lidt mere ville opnå større tilfredshed, end hvis de færdiggjorde arbejdet på et andet tidspunkt. Han mindede os om styrken ved Kirkens ungdom og om, hvordan vi alle får gavn af deres bidrag og ledelse.
Det gik op for mig, at vi ikke behøver at vente, til de er voksne – de kan gøre en forskel nu, hvis vi tillader det.
Illustration: Brian Call