I ved tilstrækkeligt
Fra en tale givet ved oktoberkonferencen i 2008.
Vores omvendelse kommer trin for trin, linje på linje. Først bygger vi en grundvold af tro på Herren, Jesus Kristus.
For mere end 40 år siden, da jeg overvejede udfordringen ved en mission, følte jeg mig meget utilstrækkelig og uforberedt. Jeg husker, at jeg bad: »Himmelske Fader, hvordan kan jeg tage på mission, når jeg ved så lidt?« Jeg troede på Kirken, men jeg følte, at min åndelige kundskab var meget begrænset. Mens jeg bad, kom denne følelse: »Du ved ikke alt, men du ved tilstrækkeligt!« Den forsikring gav mig modet til at tage det næste skridt ud i missionsmarken.
Vores åndelige rejse er en livslang proces. Vi ved ikke alt fra begyndelsen af vejen eller endog undervejs. Vores omvendelse kommer trin for trin, linje på linje. Først bygger vi en grundvold af tro på Herren, Jesus Kristus. Vi værdsætter principperne og ordinancerne for omvendelse, dåb og modtagelse af Helligåndsgaven. Vi inkluderer en fortsat forpligtelse til bøn, en villighed til at være lydig og et vedvarende vidne om Mormons Bog.
Så forbliver vi standhaftige og tålmodige, mens vi går frem gennem jordelivet. Til tider vil Herrens svar være: »I ved ikke alt, men I ved tilstrækkeligt« – tilstrækkeligt til at holde befalingerne og gøre det rette. Husk Nefis ord: »Jeg ved, at han elsker sine børn, alligevel forstår jeg ikke betydningen af alting« (1 Ne 11:17).
Vi har alle øjeblikke med åndelig kraft, øjeblikke med inspiration og åbenbaring. Vi må lade dem bundfælde sig dybt i vores sjæl. Når vi gør det, forbereder vi vores åndelige lager til tider med personlige vanskeligheder. Jesus har sagt: »Lad dette rodfæste sig i jeres hjerter, så I vil gøre de ting, som jeg vil belære og befale jer« (JST, Luke 14:28).
For flere år siden døde en af mine venners lille datter i en tragisk ulykke. Håb og drømme blev knust. Min ven følte en uudholdelig sorg. Han begyndte at betvivle det, han havde lært, samt det, han havde undervist i som missionær. Moderen til min ven skrev et brev til mig og spurgte, om jeg ville give ham en velsignelse. Da jeg lagde mine hænder på hans hoved, følte jeg, at jeg skulle fortælle ham noget, jeg ikke før havde tænkt over på præcis den måde. Den tanke, der kom til mig, var: Tro er ikke blot en følelse, det er en beslutning. Han ville være nødt til at vælge tro.
Min ven vidste ikke alt, men han vidste tilstrækkeligt. Han valgte troens og lydighedens vej. Han knælede ned. Han genfandt sin åndelige balance.
Nogle år efter min vens velsignelse fik jeg et brev fra hans søn, som var på mission. Det var fuldt af overbevisning og vidnesbyrd. Da jeg læste hans smukke brev, så jeg, hvordan en fars valg af tro på et meget vanskeligt tidspunkt i høj grad havde velsignet den næste generation.
Udfordringer, vanskeligheder, spørgsmål, tvivl – de er en del af jordelivet. Men vi er ikke alene. Som Herren Jesu Kristi disciple har vi enorme, åndelige reservoirer af lys og sandhed til rådighed. Frygt og tro kan ikke eksistere i vores hjerte på samme tid. På vore vanskelige dage vælger vi troens vej. Jesus sagde: »Frygt ikke, tro kun!« (Mark 5:36).
Gennem årene foretager vi disse vigtige, åndelige skridt igen og igen. Vi begynder at se, at »den, der modtager lyset og forbliver i Gud, modtager mere lys, og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24). Vores spørgsmål og tvivl forsvinder eller bekymrer os mindre. Vores tro bliver enkel og ren. Vi erkender, hvad vi allerede vidste.
Illustration: Annie Henrie