Gå til missionshjemmet!

Felicien Dogbo Mobio, Ghana

Morgenen efter jeg var vendt hjem til Ghana fra min mission i Elfenbenskysten, vågnede jeg kl. 6. Min aftale med stavspræsidenten for at blive afløst var ikke før om eftermiddagen, så jeg besluttede mig for at sove længe. Da jeg faldt i søvn, fik jeg en tilskyndelse: »Gå til Cape Coasts missionshjem.« Jeg kendte Ghanas Cape Coast missionshjem, men jeg vidste ikke, hvorfor jeg var nødt til at tage derhen den morgen.

Efter at have tænkt de tanker blev jeg lidt urolig på grund af tilskyndelsen, så jeg drog af sted mod missionshjemmet. På vejen derhen tænkte jeg over, hvad jeg dog skulle sige til missionspræsidenten. Eftersom jeg vidste, han ville spørge til mit besøg, prøvede jeg at finde på et passende svar.

Da jeg ankom, havde jeg stadig intet svar. Missionspræsidenten, Melvin B. Sabey, inviterede mig ind på sit kontor, da han troede, jeg kom for at blive afløst. Efter et par spørgsmål henviste præsident Sabey mig til stavspræsidenten for at blive afløst.

»Det ved jeg godt, præsident,« svarede jeg.

Han tav nogle sekunder og stillede mig så det spørgsmål, jeg selv havde forsøgt at besvare: »Hvorfor er du så her i formiddag, ældste Mobio?«

»Præsident Sabey, jeg har ikke et passende svar på det spørgsmål,« svarede jeg. »Jeg ved bare, at jeg her til morgen fik en stærk tilskyndelse til at komme herhen.«

Han tav igen et øjeblik og fortalte mig sagte: »Ældste Mobio, din tilstedeværelse er den hjælp, jeg bad om i går.« Han forklarede, at hans assistent var lige ankommet med nye missionærer. Blandt dem var der en fra Elfenbenskysten, den første fransktalende missionær han nogensinde havde haft, og han anede ikke, hvordan han skulle kommunikere med ham. Så erklærede han: »Jeg er sikker på, at vor himmelske Fader hørte min bekymring i går aftes.«

Endelig fandt jeg årsagen til min tilskyndelse den morgen. Vi sluttede os til de nye missionærer, og jeg oversatte for ældsten fra Elfenbenskysten, idet han begyndte sin mission.

Syv måneder senere vendte jeg tilbage til Elfenbenskysten for at forny mit pas og fortalte min missionspræsident om denne vidunderlige oplevelse. Han fortalte mig: »Vi er redskaber i Herrens hænder. Han ved, hvordan og hvornår vi kan bruges i hans værk.«

Jeg ved, at hvis vi vil fordybe os i vor himmelske Faders vidunderlige værk, behøver vi ikke bekymre os. Vi skal blot give agt på tilskyndelserne fra den stille, sagte røst og lade Herren lede os.

Missionspræsidenten stillede mig selvsamme spørgsmål, jeg selv havde forsøgt at besvare: »Hvorfor er du her i formiddag, ældste Mobio?«