Præstedømmets ære og orden
Præstedømmets nøgler
»I 1976 blev der afholdt en områdekonference i København i Danmark. Efter afslutningsmødet ønskede præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) at besøge Vor Frue Kirke, hvor Thorvaldsens statuer af Kristus og de tolv apostle står …
Bag alteret står den kendte statue af Kristus med åbne udstrakte arme, og man ser tydeligt naglegabene i hans hænder og såret i hans side. Langs hver side står statuerne af apostlene, Peter forrest til højre og de andre apostle i rækkefølge.
De fleste i vores gruppe stod nede bag i kirken sammen med kirketjeneren. Jeg stod oppe foran med præsident Kimball foran statuen af Peter sammen med ældste Rex D. Pinegar og Johan Helge Benthin, præsidenten for Københavns Stav.
Peter står med et bundt tunge nøgler hugget i marmor i hånden. Præsident Kimball pegede på dem og forklarede, hvad de symboliserer. Derpå gjorde han noget, som jeg aldrig vil glemme. Han vendte sig om imod præsident Benthin og med en usædvanlig fasthed pegede han på ham og sagde: ›Jeg ønsker, at du skal fortælle alle i Danmark, at jeg besidder de nøgler! Vi besidder de rigtige nøgler, og vi anvender dem hver dag.‹
Jeg vil aldrig glemme denne udtalelse, dette vidnesbyrd fra profeten. Det havde en stærk åndelig indvirkning, og gjorde endog et fysisk indtryk.
Vi gik ned bag i kirken, hvor resten af gruppen stod. Idet præsident Kimball pegede på statuerne, sagde han til den venlige kirketjener: ›Dette er de døde apostle.‹ Han pegede på mig og sagde: ›Her har vi de levende apostle. Ældste Packer er en apostel. Ældste Thomas S. Monson og ældste L. Tom Perry er apostel, og jeg er en apostel. Vi er de levende apostle.
Du har læst om halvfjerdsere i Det Nye Testamente, og her er to af de levende halvfjerdsere, ældste Rex D. Pinegar og ældste Robert D. Hales.‹
Kirketjeneren, som indtil da ikke havde vist nogen følelser, fik pludselig tårer i øjnene.
Jeg følte, det var en oplevelse for livet.«2
Præstedømmet kan ikke deles op
»Præstedømmet er større end nogen af dets embeder. Når en person først modtager Det Aronske og Melkisedekske Præstedømme, overdrages det ham ved håndspålæggelse. Når han har fået overdraget præstedømmet, ordineres han til et embede i præstedømmet. Alle embeder får deres myndighed fra præstedømmet.
Præstedømmet kan ikke deles op. En ældste har lige så meget præstedømme som en apostel (se L&P 20:38). Når en mand modtager præstedømmet, modtager han det hele. Men der er embeder i præstedømmet – inddelinger af myndighed og ansvar. Man kan udøve sit præstedømme i henhold til det embedes rettigheder, hvortil man er ordineret eller indsat …
Enhver, der bærer Det Melkisedekske eller højere præstedømme, besidder også hele myndigheden fra Det Aronske eller mindre præstedømme.«3
Det forberedende præstedømme
»Den kendsgerning, at det kaldes det mindre præstedømme, formindsker slet ikke Det Aronske Præstedømmes betydning. Herren sagde, at det er et nødvendigt tillæg til Det Melkisedekske Præstedømme (se L&P 84:29). Enhver bærer af det højere præstedømme bør føle sig beæret over at udføre Det Aronske Præstedømmes ordinancer, for de har stor åndelig betydning.
Jeg har, som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, omdelt nadveren. Jeg kan forsikre jer om, at jeg har følt mig mere beæret og ydmyg, end ord kan udtrykke, ved at udføre det, som nogle måske betragter som en rutineopgave …
I fordums tid så de frem til Kristi forsoning gennem offerceremonien. Vi ser tilbage på den samme begivenhed gennem nadverordinancen.
Både de tidligere ofre og senere hen nadveren er centreret i Kristus, i udgydelsen af hans blod og i den forsoning, han udførte for vore synder. Både dengang og nu tilhører myndigheden til at udføre disse ordinancer, Det Aronske Præstedømme.
Det er i sandhed et helligt ansvar, og det slutter jer i et broderskab med Herrens tidligere tjenere. Det er derfor intet under, at vi føler stor ydmyghed, når vi deltager i de ordinancer, som er tildelt Det Aronske Præstedømmes …
Nogle få af jer, der nu sidder der som diakoner, lærere og præster, vil en dag sidde her som apostle og profeter og præsidere over Kirken. I skal være forberedte.
Det er bestemt rigtigt at kalde Det Aronske Præstedømme for det forberedende præstedømme.«4
En invitation til kommende ældster
»En ældstes embede er en kaldelse med værdighed og ære, åndelig myndighed og kraft. Betegnelsen ›kommende‹ indeholder håb, optimisme og mulighed. Jeg taler til dem i dag velvidende, at der kan være andre, som dette budskab også måtte gælde …
Hvis I vil vende tilbage til det miljø, hvor der tales om åndelige sandheder, vil alt det, I troede, var tabt, flyde tilbage i jeres sind. Det, som var begravet under mange års manglende brug og inaktivitet, vil komme frem. Jeres evne til at forstå dem vil blive levendegjort …
Hvis I vil foretage jeres pilgrimsrejse tilbage til de hellige, vil I inden længe endnu engang forstå inspirationens sprog. Og hurtigere end I tror, vil det synes, som om I aldrig har været borte. Det er vigtigt for jer at være klar over, at hvis I vil vende tilbage, kan det blive, som om I aldrig var borte …
I vil hurtigt føle jer hele og tilstrækkelige i hans kirke og i hans rige. Da vil I vide, hvor meget der er brug for jer her, og hvor vigtig jeres erfarings stemme kan være til at forløse andre.«5
Kaldelser i præstedømmet
»En kaldelse er mere end en invitation eller en anmodning. Det er et kald fra Herren gennem hans udvalgte tjener. For mange år siden oplevede præsident Spencer W. Kimball, som dengang var stavspræsident i Arizona, følgende: Der var en tom plads i præsidentskabet for Unge Mænd i staven. Præsident Kimball forlod sit skrivebord i banken og gik forbi nogle få døre ned ad gaden, trådte ind i en forretning og sagde: ›Jack, hvad siger du til at blive præsident for Unge Mænd i staven?‹
Jack svarede: ›Spencer, det kan du ikke mene.‹
Han sagde: ›Det mener jeg selvfølgelig. Du er en ung mand og kommer godt ud af det med unge mennesker. Du vil blive en meget god præsident.‹
Så indtraf der, hvad præsident Kimball mente, var en meget ubehagelig samtale, fordi Jack afviste kaldelsen. Præsident Kimball gik tilbage til banken, satte sig ved sit skrivebord og var oprørt over sin fejltagelse. Så kom det til ham. Han forlod sit skrivebord, gik igen ned ad gaden – og ind ad den samme dør til den samme mand – og kaldte ham ved dennes fulde navn og sagde: ›Sidste søndag mødtes stavpræsidentskabet for at overveje en ledig plads i Unge Mænds præsidentskab. Vi bad om det og talte om det. Til sidst bad vi på vores knæ om det og modtog en inspiration fra Herren om, at du skulle kaldes. Jeg er her som Herrens tjener for at overdrage denne kaldelse.‹
Jack sagde: ›Spencer, når du siger det på den måde‹
Han sagde: ›Jeg siger det på denne måde.‹«6
»Enhver ældste bør vide, at en kaldelse er mere end en invitation eller anmodning, ja mere end en opgave. Alt for ofte hører vi udtalelser som: ›Jeg er blevet bedt om at tjene som rådgiver i ældsternes kvorumspræsidentskab.‹ Det ville være mere passende at sige: ›Jeg er blevet kaldet til at tjene som rådgiver.‹
Vi kalder ikke os selv til embeder i Kirken. Vi tager imod kaldelsen fra dem, der præsiderer over os. Det er vores præsiderende brødres ansvar bønsomt at adspørge Herren om hans vilje i forbindelse med en stilling i Kirken. Princippet om åbenbaring fungerer. Kaldelsen fremføres derpå af den præsiderende embedsmand, som handler på Herrens vegne.«7
Vigtigheden af ordination
»Præstedømmet overdrages gennem ordination, ikke kun ved at indgå en pagt eller modtage en velsignelse. Således har det været siden begyndelsen. Uanset hvad de antager, forudsætter eller udleder fra noget, der er blevet sagt eller skrevet tidligere eller nu, er en direkte ordination til et embede i præstedømmet måden, og den eneste måde, hvorpå det er blevet eller nu bliver overdraget.
Og skrifterne gør det meget klart, at den eneste gyldige overdragelse af præstedømmet kommer fra ›en, der har myndighed, og det er kirken bekendt, at han har myndighed og er blevet behørigt ordineret af kirkens overhoveder‹ (L&P 42:11) …
Overse ikke det enkle, selvfølgelige og uomstødelige: Præstedømmet har altid og vil altid blive overdraget ved ordination af en, som bærer den rette myndighed, og som det er Kirken bekendt, at han har. Og selv når præstedømmet er blevet overdraget, har en person ingen myndighed ud over den, der tilhører det konkrete embede, hvortil personen er blevet ordineret. Disse grænser gælder tilsvarende for de embeder, hvortil man bliver indsat. Uautoriserede ordinationer eller indsættelser videregiver intet, hverken magt eller myndighed i præstedømmet.«8
Præstedømmets kraft
»Vi har gjort det rigtig godt med hensyn til at fordele præstedømmets myndighed. Vi har præstedømmets myndighed på plads næsten alle steder. Vi har kvorummer af ældster og højpræster verden over. Men fordelingen af præstedømmets myndighed er løbet forud, synes jeg, for fordelingen af præstedømmets kraft. Præstedømmet har ikke den styrke, det burde have, og får den ikke, førend præstedømmets kraft er så solidt sikret i familierne, som det bør være …
Præstedømmets myndighed er med os. Efter vi har samordnet og organiseret alt det, er det nu vores ansvar at aktivere præstedømmets kraft i Kirken. Præstedømmets myndighed kommer gennem ordination, kraften i præstedømmet kommer gennem et trofast og lydigt liv, hvor man ærer pagterne. Den øges ved at udøve og bruge præstedømmet i retfærdighed.
Så fædre, jeg vil gerne minde jer om jeres kaldelses hellige natur. I har kraften i præstedømmet direkte fra Herren for at beskytte jeres hjem. Der vil være tider, hvor alt der står som skjold mellem jeres familie og modstanderens unoder, vil være den kraft. I vil modtage vejledning fra Herren gennem Helligåndsgaven.«9
»Kraften, som I modtager, afhænger af, hvad I gør med denne hellige, usynlige gave.
Jeres myndighed kommer gennem jeres ordination, men jeres kraft kommer gennem lydighed og værdighed …
Kraft i præstedømmet kommer ved at gøre jeres pligt i de almindelige ting: Overvære møderne, acceptere opgaver, læse i skrifterne og holde visdomsordet.«10
Herrens sande tjenere
»Vi ved ikke af, at præstedømmenøgler bliver udøvet i andre kristne kirker. Det virker underligt, at vi af nogle bliver betegnet som ikke-kristne, når vi er de eneste, der har den myndighed og organisation, som han oprettede.
De nuværende Tolv er meget almindelige mennesker. De er ikke, ligesom de oprindelige tolv heller ikke var det, noget bemærkelsesværdigt enkeltvis, men samlet udgør De Tolv en magt.
Vi kommer fra en mangfoldighed af erhverv. Vi er videnskabsmænd, jurister og lærere.
Ældste [Russel M.] Nelson var pioner inden for hjertekirurgi …
Adskillige i dette kvorum har været i militæret – en er sømand, andre marinesoldater og piloter.
De har haft forskellige kirkekaldelser: Hjemmelærere, lærere, missionærer, kvorumspræsidenter, biskopper, stavspræsidenter, missionspræsidenter, og vigtigst af alt, ægtemænd og fædre.
De studerer og underviser alle i Jesu Kristi evangelium. Det, der forener os, er vores kærlighed til Frelseren og hans Faders børn og vores vidnesbyrd om, at han står som overhoved for Kirken.
Næsten alle De Tolv kommer fra ydmyge kår, ligesom de gjorde, dengang Frelseren var her. De levende Tolv er forenede i deres virke indenfor Jesu Kristi evangelium. Da kaldelsen kom, lod de så at sige hver især deres garn være og fulgte Herren.«11
»Jeg bekræfter for jer, at de 14 mænd, som jeg deler ordinationen med, virkelig er apostle. Ved at erklære dette siger jeg ikke mere, end Herren har sagt, ikke mere end det kan åbenbares til enhver, som søger med et oprigtigt hjerte og fast fortsæt om et individuelt vidnesbyrd fra Ånden.
Disse mænd er virkelig Herrens tjenere, giv agt på deres råd.«12
Et apostolsk vidnesbyrd
»Der er så mange kompetencer, som jeg mangler. Der er så meget i mine bestræbelser på at tjene, der mangler. Der er kun en eneste ting, én kvalifikation, der kan forklare det. Ligesom Peter og alle de, der siden hen er blevet ordineret, har jeg det vidnesbyrd.
Jeg ved, at Gud er vor Fader. Han præsenterede sin Søn Jesus Kristus for Joseph Smith. Jeg kundgør over for jer, at jeg ved, at Jesus er Kristus. Jeg ved, at han lever. Han blev født i tidens midte. Han underviste i sit evangelium og blev prøvet. Han led og blev korsfæstet og opstod den tredje dag. Han har, ligesom sin Fader, et legeme af kød og knogler. Han udførte sin forsoning. Om ham bærer jeg vidnesbyrd. Jeg er et vidne om ham.«13
Gengivelsen af Det Melkisedekske Præstedømme, af Walter Rane © IRI.
Fotoillustration: Cody Bell
Fotoillustration © IRI