Glæden ved overholdelse af sabbatsdagen
Jeg bærer vidnesbyrd om, at glæde og velsignelser kommer, når man tilbeder Gud på hans hellige dag – deriblandt velsignelser, vi ikke kan se nu.
At vokse op som sidste dages hellig i ikke-SDH-omgivelser var en af de mest fornøjelige oplevelser i min barndom. Det, jeg husker bedst, var at samles med familie og venner til fødselsdage, ferier, fodboldkampe og engang imellem en familie-churrasco (grillaften). Et andet af mine yndlingsminder var at gå i kirke som familie om søndagen.
At holde sabbatten hellig og tilbede vor Fader i himlen og hans Søn, Jesus Kristus, var grundlæggende og naturligt for vores familie. Som ung i Kirken glædede jeg mig altid til at spille amerikansk fodbold om tirsdagen, men jeg glædede mig også til at deltage i nadvermødet, søndagsskolen og præstedømmets møde om søndagen. Det føltes så godt at være sammen med vore brødre og søskende i evangeliet, at vi ikke havde travlt med at tage hjem efter kirke.
Først efter at jeg var blevet gift og havde fået min egen familie, begyndte jeg at sætte pris på det gode eksempel, som mine forældre havde været for mig i min barndom. Som far til min egen familie forstod jeg bedre, hvor vigtigt det er at »tage til bønnens hus og bringe [sine] sakramenter som et offer på [Herrens] hellige dag« (L&P 59:9). Jeg forstod bedre de velsignelser, han havde lovet dem, der holder denne befaling.
Jeg husker levende, hvor glade mine venner og jeg var som unge, når vi kunne fortælle hinanden, at vi ikke var gået glip af et eneste kirkemøde i et helt år. Vi var måske ikke helt klar over, hvad der skete med os på grund af vores trofasthed, men vi holdt os uplettede af verden. Vores hjerte var desuden glad, vores ansigtsudtryk var muntert, og vores glæde var virkelig fuldstændig (se L&P 59:9, 13-15).
En sabbatstradition
I mange år havde min hustru og jeg den sommertradition, at vi tilbragte sommerferien på en lille strand tæt på vores hjem i det sydlige Brasilien. Somme tider flyttede vi på grund af arbejde, men uanset hvor langt væk vi boede fra den lille strand, tog vi altid på den årlige tur fyldt af forventning og glæde. På samme måde rejste familie og venner den lange vej, så vi alle kunne være sammen en gang om året. Alle kom, så snart det var muligt og blev så længe som muligt.
På den lille strand havde vores familie mange vidunderlige muligheder for åndelig udvikling og undervisning i evangeliet. Det meste af vores familie er ikke medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og har ikke den samme tro som os. For dem er Herrens dag blot endnu en dag, hvor man kan lege og have det sjovt. Eftersom der var flere fra familien på stranden i weekenden end i løbet af ugen, var vores tilstedeværelse og deltagelse i søndagens aktiviteter ikke blot forventet, men også ihærdigt efterspurgt – selv af vore børn.
Vore børn var små og kun lige begyndt på at lære at anvende evangeliets sandheder. For dem var fristelsen til at deltage i aktiviteterne sammen med deres fætre og kusiner og venner om søndagen for stor. At tilbringe tid sammen med familien er en vigtig del af evangeliet, og det havde været nemt at bortrationalisere et brud på sabbatsdagen. Den nærmeste kirkebygning lå trods alt ca. 100 km væk. Vore venner og naboer i vores hjemmenighed var langt væk, og ingen af dem ville nogensinde få at vide, om vi blev på stranden i stedet for at køre i kirke og deltage i vore møder om søndagen. Vi tog i kirke hele året, og vores familie kunne kun være sammen nogle få uger om året.
Ikke desto mindre gik vi aldrig glip af en søndag i kirken – ikke en eneste! Vi huskede Herrens lære:
»Og for at du mere fuldstændig kan holde dig uplettet af verden, skal du tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag;
for sandelig, dette er en dag, der er bestemt for dig til at hvile fra dit arbejde og til at vise den Højeste din hengivenhed …
men husk, at på denne, Herrens dag, skal du bringe dine gaver og dine sakramenter som et offer til den Højeste …
Og på denne dag skal du ikke gøre andet, ud over at du skal lade din mad blive tilberedt i hjertets oprigtighed, så din faste må være fuldkommen, eller med andre ord, så din glæde må være fuldstændig« (L&P 59:9-13).
Vi valgte at holde denne befaling, og vi underviste vore børn i, at de også bør holde den. Snart forstod de, at det var vigtigere at tilbede Gud på hans helligdag end at tilfredsstille familie og venner eller tilfredsstille deres eget ønske.
Velsignet takket være lydighed
På de søndage, hvor vi var ved stranden, plejede vi at vågne tidligt, klæde os på til at gå i kirke og køre i bil til den nærmeste kirkebygning. På vores køretur og i løbet af hele dagen nød vi den fred og glæde, som Herren har lovet dem, der holder hans befalinger. Vi lærte, at denne følelse af fred og glæde ikke kommer fra verden.
Efter flere år med denne rutine skete der noget vidunderligt. Vore børn stoppede med at sætte spørgsmålstegn ved at tilbede Gud på denne hellige dag, og adskillige af vore børns fætre og kusiner begyndte at spørge, om de måtte komme med i kirke! Vi anede ikke, at den følelse af fred og glæde, som vi følte, også spirede i vore niecer og nevøer, når vi kom tilbage fra møderne. Til sidst fulgte en stor velsignelse. Efter nogle af de børn blev teenagere, fortalte to af dem fra samme familie deres forældre: »Vi vil være sidste dages hellige.« Snart blev hele familien døbt. For nylig blev et af de børn, en hjemvendt missionær, viet i templet.
Vi tager stadig til stranden hvert år, men alle ved, at om søndagen er vores familie der ikke til at lege. I stedet tager vi i kirke og tilbeder Gud sammen med de familiemedlemmer, som slutter sig til os – en gruppe, der bliver større og større for hvert år!
Når vi ser tilbage på de år og tænker over de valg, vi traf, takker vi Gud for at hjælpe os til at have modet til at gøre det rette og undervise vore børn i at gøre det samme. Vi er aldrig i tvivl om, at den beslutning styrkede vore børn såvel som hele familien. Den gav os den fred, som Herren lovede os, spillede en vigtig rolle i omvendelsen af vores familie og velsignede os med en tilfredshed, der ikke findes i andre søndagsaktiviteter, som ikke tilfredsstiller sjælen.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at glæde og velsignelser kommer, når man tilbeder Gud på hans hellige dag – deriblandt velsignelser, vi ikke kan se nu. Og jeg vidner om, at »lykkeligt [er] det folk, der har Herren til Gud« (Sal 144:15).
Udsnit af Den første nadver, Simon Dewey; baggrund © Getty Images; alle andre foto er gengivet med tilladelse fra familien Aidukaitis