Et bedre eksempel
Jeg ville ønske, vi havde lyttet til vore lederes vejledning, men vi mente ikke, den gjaldt os.
Vore ledere i Unge Piger besluttede, at en overnatningstur lige var det, der ville gøre os klar til pigelejr. De havde valgt, at vi skulle slå lejr på bredden af San Pedro-floden i det sydlige Arizona i USA.
Efter vi havde rullet vores soveposer ud, ville de andre piger og jeg ud og udforske og hoppe i vandet. Lederne mente, at der først skulle en samtale om sikkerhed og førstehjælp til. Så vi satte os alle ned et sted i skyggen, tæt på floden, for at få undervisningen.
Det var svært at holde koncentrationen, når vi kunne se solen glimte i floden. Brisen legede i poppeltræet, mens søster Brown (navnet er ændret) talte. Vi havde alle hørt instruktionen før, så jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi havde brug for at høre den nu. Vi kendte alle til at lægge pres på et sår for at stoppe blødningen, men der stod hun og talte om det igen.
Før vi fik lov til at gå, fortalte lederne os gentagne gange, at vi ikke måtte gå i floden uden sko på. »Man ved aldrig, hvad der kan være i floden, og man skal beskytte sine fødder.«
Da jeg nåede floden, var der allerede nogle af de andre piger, der plaskede rundt i vandet. Vandet var brunt af mudder. Floden var alle vegne mindre end en halv meter dyb, så jeg havde svært ved at tro, at det skulle være farligt.
Jeg besluttede mig for at tage skoene af. Jeg havde kun taget ét par sko med, så jeg kunne ikke se meningen med at skulle gøre dem våde og gå rundt i våde sko hele dagen. Mine to bedste venner, Martha og Elizabeth, mindede mig begge om, hvad lederne havde sagt. Jeg tog alligevel skoene af og gav dem mine begrundelser. Martha tog også hendes af. Elizabeth var mere tøvende. Jeg gik ud i vandet, mens jeg med en sarkastisk tone sagde: »Behold dem bare på, hvis du vil.«
Hun satte sig ned, tog skoene af og løb ud i vandet. Cirka fem skridt efter stoppede hun, blev bleg og sagde roligt: »Åh nej.« Da hun trak foden op af vandet, kunne jeg se blod strømme ud af et sår. Hun havde trådt på en knust flaske.
Synet af blod fik min hjerne til at gå i stå. Selvom jeg lige havde fået undervisning i førstehjælp, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg besluttede at løbe efter hjælp. To andre hjalp hende op af vandet.
Jeg fandt søster Brown og fortalte hende, hvad der var sket. Hun troede, jeg lavede sjov. Men da hun så Elizabeth sidde på stien med blod løbende ud af foden, løb hun imod hende, mens hun råbte: »Læg pres på såret!«
Undervisningen, vi fik for 10 minutter siden, begyndte nu at sætte sig fast. Pigerne, der havde stået rundt om Elizabeth og set på hende bløde, løftede nu hendes fod og lagde pres på såret.
Elizabeth kom på hospitalet, hvor de fortalte hende, at hun næsten havde skåret foden over. Det krævede mange sting, og det ville tage lang tid for foden at hele. Da jeg så hende igen, brugte hun krykker.
Jeg havde aldrig troet, jeg kunne eller ville overbevise min bedste ven til at gøre noget, der påførte hende så meget skade. Jeg havde aldrig anset mig selv for at være en dårlig indflydelse før.
Nu prøver jeg at være et bedre eksempel over for mine venner, og jeg lytter mere villigt til mine ledere. De ved, hvad de taler om.
Illustreret af Dilleen Marsh