Til vi ses igen
Jeg ved, at han lever.
Jeg ville give alt, jeg er, alt, jeg nogensinde håber at blive, for at føle, som jeg gjorde da!
Jeg elsker at tænke over, hvad det kostede vor himmelske Fader at give os sin elskede Søn. Vor Faders værdige Søn, som elskede verden så højt, at han nedlagde sit liv for at forløse den, frelse os, nære os åndeligt på rejsen gennem dette liv og forberede os til at komme og dvæle med ham i de evige verdener …
Jeg mindes en oplevelse, jeg havde … som vidnede for min sjæl om, at Frelseren vitterligt døde, at han blev korsfæstet og at han opstod, som jeg aldrig vil glemme …
En nat drømte jeg, at jeg var i den hellige bygning, templet. Efter jeg havde bedt og frydet mig, blev jeg informeret om, at jeg havde fået det privilegium at komme ind i et af værelserne for at møde et herliggjort væsen. Da jeg trådte ind ad døren, så jeg det mest herlige væsen, som mit øje nogensinde har skuet eller kan forestille sig findes i alle de evige verdener, sidde på en forhøjning.
Da jeg nærmede mig for at blive introduceret, rejste han sig og trådte hen mod mig med åbne arme. Han smilede, da han blødt nævnte mit navn. Skulle jeg leve og blive en million år gammel, vil jeg aldrig glemme det smil. Han tog mig i sine arme og kyssede mig, knugede mig ind til sig og velsignede mig, indtil det føltes som om marven i mine knogler begyndte at smelte. Da han var færdig, knælede jeg for hans fødder og da jeg badede dem med mine tårer og kys, så jeg mærkerne efter naglerne i verdens Forløsers fødder. Den følelse, jeg havde i hans nærvær, han, som har alt i sine hænder, at have hans kærlighed, hans hengivenhed og hans velsignelse, var sådan, at kunne jeg få mere af det, jeg fik en forsmag på, ville jeg give alt, jeg er, alt, jeg håber på nogensinde at blive, for at føle, som jeg gjorde da
… Nu ser jeg ikke Jesus på korset. Jeg ser ikke hans bryn, som er gennemboret af torne, ej heller hans gennemnaglede hænder, nej, jeg ser ham smilende og med fremstrakte arme, idet han siger til os alle: »Kom til mig!«