2014
Hvad bør jeg gøre, når jeg bliver drillet i skolen for at følge Kirkens standarder?
December 2014


Spørgsmål & svar

»Hvad bør jeg gøre, når jeg bliver drillet i skolen for at følge Kirkens standarder?«

Hvis I bliver drillet for at følge Kirkens standarder, kan I betragte det som en mulighed for at repræsentere Jesus Kristus. Vis respekt og venlighed. Hvis I føler jer tilskyndet til det, kan I forklare, hvorfor I lever, som I gør. Overvej at bruge Til styrke for de unge som hjælp til at drøfte jeres standarder. Byd Ånden ind i jeres liv, så han kan røre hjertet på jeres kammerater. Ånden kan hjælpe jer til at vide, hvad I skal sige.

I kan også søge råd hos jeres forældre, ledere i Kirken eller hos fuldtidsmissionærerne. Spørg dem, hvordan de har svaret i tilsvarende situationer.

Nogen gange kan man føle sig fristet til at begynde at diskutere med andre om sin tro. Men husk, at »den, der har stridens ånd, er ikke af« Kristus (3 Ne 11:29).

Andre gange kan man føle sig presset til at give efter og holde op med at følge Kirkens standarder. Vær stærk. At stå fast vil ikke alene velsigne jer med fred, men det vil også velsigne jeres kammerater. Jeres eksempel kan motivere dem til at træffe retfærdige valg.

Hent styrke i Frelserens eksempel. Frelseren blev latterliggjort for at øve ret (se Es 53). Han ved præcis, hvordan I har det. Han udvirkede forsoningen for jer, og han har oplevet den samme slags prøvelser. Han er med jer. Studér mere om hans liv, så I kan handle, som han gjorde i det slags situationer.

Hold fast ved jernstangen

Når folk gør nar af mig på min skole, tænker jeg på den drøm, Lehi havde med den store og rummelige bygning. »Og den var fyldt med folk, både gamle og unge, både mænd og kvinder, og deres måde at klæde sig på var overordentlig fornem, og det så ud som om, de spottede og pegede fingre ad dem, der var nået frem til og spiste af frugten« (1 Ne 8:27). Jeg vil være som Lehi. Jeg vil aldrig slippe jernstangen, der fører til evigt liv.

Pierre S. er 18 år og fra Haiti

Fortæl andre om evangeliet

Da min ven og jeg skulle gøre vores værdinorm om dyd færdig i »Personlig fremgang«, læste vi i Mormons Bog i frikvartererne henne på skolen. Vores lærer og vores klassekammerater begyndte at drille os. Nogle gange ønskede jeg at holde op med at læse, men jeg kunne bare ikke lade være med at tage mine skrifter med. Vi fortsatte med at læse i skolen, og med tiden blev vi ikke drillet mere. En af vore venner blev interesseret i evangeliet og »Personlig fremgang«. Vi gav hende bogen og en »tre-i-ener«, og vi har siden kunnet fortælle hende om evangeliet. Hendes bror blev også interesseret i evangeliet. Nu læser de begge i Mormons Bog.

Kimberly A. er 16 år og fra Brasilien

Vær et forbillede

På min skole er der ikke mange af eleverne, der kender noget til evangeliet. Jeg tror, at det bedste, vi kan gøre, er at vise folk, hvordan evangeliet påvirker os positivt. Ved at vise venlighed og respekt uanset, hvad de siger til en, kan man være et vidunderligt godt eksempel, og så får andre større respekt for en og ens tro. Husk at være et godt eksempel, de samme mennesker ønsker måske at lære mere om evangeliet senere!

Kelsey P. er 14 år og fra Florida i USA

Bær dit vidnesbyrd

Når man en gang har fundet ud af, hvilke velsignelser der følger af at efterleve standarderne, behøver man ikke at føle sig flov, når man bliver drillet. Man kan lære andre om standarderne og bære sit vidnesbyrd om at efterleve dem. Dine venner lærer måske noget og kan blive fyldt med Ånden, når du bærer dit vidnesbyrd.

Emmanuel A. er 16 år og fra Ghana

Husk, hvem du er

Når der sker noget på skolen, siger mine klassekammerater og nogle gange mine venner, at jeg skal tage noget tøj på, som Gud ikke finder behag i. De siger: »Du skal se sød ud. Du er nødt til at se anderledes ud.« Sommetider siger de, at jeg er nødt til at glemme min tro for at passe ind i denne verden. Men jeg siger altid nej. Jeg ved, at det er mig at være trofast og skille mig ud fra verden. Det er i orden, hvis de ikke kan lide mig for det. Det handler ikke om, hvad andre siger, men om at følge vor himmelske Faders anvisninger.

Jazzy C. er 19 år og fra Filippinerne

Vær missionær

Jeg har haft mange oplevelser på min skole, fordi jeg har efterlevet evangeliets standarder. Jeg har lært, at det er en glimrende anledning til at styrke vores vidnesbyrd og missionere. Når jeg har befundet mig i sådanne situationer og holdt mine standarder i hævd, har jeg været tilfreds med mig selv for at opføre mig, som Gud ønsker. Så aldrig tvivl om, hvem I er, og hvad I tror på.

Hiram D. er 18 år og fra Brasilien