Fra missionsmarken
Der er ikke brug for engle
Forfatteren bor i Utah i USA.
Den julemorgen på hospitalet i Guatemala kunne vi ikke regne med syngende engle. Men vi kunne regne med os selv.
Illustration: Craig Stapley
Fyrværkeri, kanonslag, farvestrålende julespil og fester med fyldte tamales – det er jul i Guatemala. Som fuldtidsmissionær syntes jeg, at traditionerne var meget anderledes fra det, jeg var vant til fra USA. Jeg led af hjemve og regnede med, at jeg ville få en skrækkelig jul.
Min makker, søster Anaya, sagde, at vi ville finde juleglæde ved at tjene andre. Hun foreslog, at vi brugte morgenen på at synge på hospitalet, og at vi bad de andre missionærer om at være med.
Da vi nærmede os indgangen, så jeg, at folk stod i kø for at besøge deres kære. De så kede ud af det, og deres sandalklædte fødder var støvede, og deres tøj var falmet. Vi ventede sammen med dem. Da vi endelig fik lov til at komme ind i bygningen, gik vi ned ad nogle smalle gange med cementgulv og grøn, afskallende maling på væggen. Lugten af medicin og sygdom overvældede mig.
I det svage lys kunne jeg se syge patienter i sengene i et meget stort rum med dårlig ventilation og lidet plads til privatliv. Der lå de. Nogle med bandager, andre med drop og atter andre var koblet til maskiner, der hjalp dem med at trække vejret. Nogle ømmede sig stille. Andre sov. Jeg forstod ikke helt, hvorfor vi var kommet. De fleste i vores lille missionærgruppe stod i døråbningen og vidste ikke, hvad de skulle gøre.
Men ikke søster Anaya. Hun gik hen til hver eneste seng, hilste på de syge og spurgte, hvordan de havde det og ønskede dem god jul. Hendes frimodighed mindede resten af os om, hvorfor vi var der, og vi begyndte at synge julesange. Til at begynde med sang vi lidt forsigtigt, men med større mod i takt med, at vi fortsatte. Nogle af patienterne smilede, andre lå bare og lod ikke til at høre det, og nogle nynnede med.
Søster Anaya, der sang med en sangbog i hånden, nærmede sig en kvinde, der var viklet ind i bandager. Kvinden begyndte at græde lige så stille, og min makker strøg hende kærligt over håret. Tårekvalt sagde kvinden: »I er engle. I er engle.«
Jeg vil aldrig glemme søster Anayas svar. »Nej, det er ikke engle, du hører,« sagde hun. »Det er sidste dages hellige.«
Da Jesus blev født, var der med ét en engel og en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud (se Luk 2:8-14). Jeg tænker på de engle hver jul.
Men jeg tænker også på søster Anaya. Jeg husker, hvordan hun opmuntrede os til at synge på hospitalet, og hvordan vi fandt glæde ved at sprede glæde. Jeg husker, hvordan hun strøg den syge kvinde over håret. Og jeg husker, at jeg ikke behøver at være en engel for at tjene andre. Jeg kan tjene dem som sidste dages hellig.