Min julegave
Forfatteren bor i Utah i USA.
Hvad skulle jeg give Frelseren i år?
Illustration: Ben Simonsen
Min sædvanlige plads i seminar var på bageste række, hvor jeg kunne snakke og lave sjov med min ven. Jeg havde kun meldt mig til seminar, fordi der var et hul i mit skema. Der blev udbudt seminar på skolen, og en studievejleder foreslog, at jeg fulgte det, eftersom jeg er sidste dages hellig. Jeg kendte lærerens navn, men det var vist også alt, jeg havde lært i klassen.
Så var min ven en dag væk, og jeg løb ind i et problem. Jeg havde ingen at lave sjov med. Hvordan skulle jeg fordrive tiden. I ren panik gik jeg efter den eneste anden mulighed, jeg lyttede efter. Det var første gang, jeg viste læreren nogen opmærksomhed.
Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke huske et ord af det, han sagde den dag, men jeg kan huske, at jeg blev fanget. Min ven var tilbage dagen efter, men i stedet for at fjolle rundt lyttede jeg efter og blev igen fanget.
Med tiden rykkede jeg fra bageste række og satte mig på den forreste, hvor jeg bedre kunne følge med. Der var ikke en eneste gang i klassen siden, hvor jeg ikke følte en stor interesse for lektionen eller de elever, der bar deres vidnesbyrd.
Jeg nød seminar så meget, at jeg meldte mig til igen året efter. Jeg var blevet døbt som otteårig, men havde aldrig rigtig gået i kirke. Men noget ændrede sig en dag i december lige inden juleferien. Læreren bad os om at komme op foran i lokalet og fortælle, hvad vi ville give Kristus i julegave det år.
Jeg tænkte, at der ikke var nogen, der ville gå med til det. Men til min overraskelse gik eleverne op en for en. Nogle græd lidt, andre fortalte om de mål, de havde sat sig, og nogle fortalte en historie. Jeg kunne ikke tro det!
Tiden nærmede sig. Jeg var den eneste, der ikke var gået op. Inden jeg vidste af det, havde jeg rejst mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Så sagde jeg med skælvende stemme: »I år skal min julegave til Kristus være, at jeg begynder at gå i kirke.«
Fra den dag af begyndte jeg at gå i kirke, det var min gave til Frelseren. Det ironiske ved det var jo, at det var mig, der fik gaven. Det har ændret mit liv at komme tilbage til Kirken, og det hele begyndte den dag, jeg lige fik lukket munden længe nok til at kunne lytte og lade Ånden røre mit hjerte.
Ånden taler stadig til mig. Jeg skal bare stoppe op, lytte efter og følge det.