De 500 ÅR, der mangler: Fra Malakias til Johannes Døber
De 500 år mellem Det Gamle og Det Nye Testamente kan lære os noget om de forhold, der gjorde sig gældende i det gamle Palæstina inden Jesu Kristi komme, og hjælpe os til at forny vores løfte om at følge Frelseren.
Da profeten Malakias forlod den jordiske scene omkring år 450 f.Kr., gik der ca. 500 år, inden en ægte profetisk røst igen lod sig høre. Vi kalder denne periode for den intertestamentale periode – tidsspandet mellem uddelingerne i Det Gamle og Det Nye Testamente. Uden en profet begyndte folket i landet at dele sig i partier og grupper, som hver især hævdede at have retten til at fortolke skriften og lede folket. Den sande opfattelse af Jahve forsvandt mellem disse grupperinger. Der fulgte en lang nat af forvirring, der blev bragt til ende, da Gud sendte en ny profet, Johannes Døber, til at indvarsle en ny uddeling. Men selv med Johannes Døbers og Frelserens undervisning af folket var mange ude af stand til at sætte sig ud over de traditioner og den tro, der havde udviklet sig og slået rødder i den intertestamentale periode. Når vi forstår de 500 år og den forvirring, der ledsagede dem, bliver vi bedre i stand til at forstå Frelserens tjenestegerning og forny vores løfte om at følge ham.
Eksil og fangenskab: Prisen for ulydighed
Profeter som Esajas og Jeremias advarede Jerusalems indbyggere om, at byen og templet ville blive ødelagt, hvis de fortsatte med at bryde deres pagter med Herren. Denne profeti gik i opfyldelse, da Babylon invaderede Juda omkring år 600 f.Kr. Babylonierne lagde alle Judas byer og landsbyer øde, og dermed også troslivet.
Jerusalem faldt endeligt i 587 f.Kr., og de fordrevne jøder blev tvunget ud af deres ødelagte hjemland (se Sl 137). Kun få mennesker blev tilbage i og omkring Jerusalem – deriblandt samaritanerne, som med tiden giftede sig med ikke-israelitterne (se Jer 40:7, 11-12). Senere begyndte de fordrevne jøder at vende tilbage til Palæstina og genopbygge deres hjem og trosliv (se Ez 3). Templet i Jerusalem blev genopbygget i 515 f.Kr., og det blev atter en gang centrum for det jødiske trosliv.
Eftersom jøderne afslog samaritanernes tilbud om at hjælpe med at genopføre templet, byggede samaritanerne et andet tempel sidst i det fjerde århundrede f.Kr. på Gerizim-bjerget, ca. 65 km nord for Jerusalem. Således blev dyrkelsen af og troen på Jahve splittet mellem det nye tempel på Gerizim-bjerget og templet i Jerusalem, fordi begge parter holdt på at besidde den rette præstedømmemyndighed (se Joh 4:20).
Men denne vækkelse varede ikke ved. Efter Malakias kom der, som profeten Amos havde forudsagt, »en hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord« (Amos 8:11). Denne afgørende ændring havde store konsekvenser, da folket forsøgte at forstå og efterleve loven uden en profets bemyndigede belæring og udlægning.
Betingelserne for frafald
Som resultat af dette frafald blev folket splittet i grupper med forskellige politiske, religiøse og sociale dagsordener. De havde heller ikke samme tro eller fælles overleveringer om Messias. De religiøse grupperinger forsøgte at efterleve Moseloven, som de forstod den, men hver enkelt gruppe fortolkede skrifterne ud fra forskellige perspektiver, så det jødiske samfund blev mere og mere splittet. Som resultat deraf forsvandt den sande forståelse af, hvem Frelseren ville være.
Da profeternes stemmer døde bort, blev præsterne og deres medarbejdere ved templet, levitterne, de vigtigste embedsmænd blandt jøderne, og de hævdede at være de rette til at udlægge skriften. Men embedet som højpræst blev korrumperet, da det med tiden blev til salg for højstbydende.
Mange jøder følte ikke, at præsterne og levitterne levede op til deres ansvar for at undervise korrekt i loven (se 5 Mos 33:10), så der opstod en ny gruppe, der forsøgte at undervise i loven. De blev kendt som skriftlærde, der fulgte Ezras eksempel. Han havde hjulpet folket til at føle et behov for at lære og adlyde loven (se Ezra 7:25 Neh 8:1-8).
Alexander den Store erobrede regionen i 332 f.Kr. Da han døde, delte generalerne hans rige mellem sig. Med tiden kom Palæstina under indflydelse af de græsktalende seleukiderkongerne. I 167 f.Kr. forbød seleukiderne den jødiske tro og omskærelse, og de vanhelligede templet ved at ofre svin på alteret. Mange jøder gjorde modstand anført af en familie, der var kendt som makkabæere eller hasmonæere. Revolten – der kaldes det makkabæiske oprør – førte til jødernes frihed og dannelsen af en jødisk nation for første gang efter Jerusalems fald. På samme tid dannedes en anden religiøs gruppe, tidligere kendt som hasidæerne, »de fromme«. De viste deres hengivenhed for Gud ved at efterleve ethvert aspekt af Moseloven, som de fortolkede den.
Der fremstod også andre religiøse grupperinger i den intertestamentale periode, der hver især påberåbte sig en eksklusiv ret til at fortolke skriften. Farisæerne var en uafhængig religiøs gruppe, der opstod kort tid efter det makkabæiske oprør. De fik stor indflydelse på det jødiske samfund ved at lægge et snævert fokus på love om mad og på ritualernes renhed. Det var aspekter, som primært havde rødder i mundtlige overleveringer og ikke i skriften. I deres hjem prøvede de at opføre sig, som om de boede i templet.
Saddukæerne, hvis oprindelse er ukendt, nægtede på den anden side at give agt på mundtlige overleveringer og holdt sig stramt til de fem mosebøger. De vendte ryggen til alle andre profeters skrivelser. Denne gruppe bestod mest af eliten i Jerusalem. Ved den tid, hvor Jesus blev født, havde de udvidet deres magt ved at tage kontrol over templet i Jerusalem.
Hver af disse religiøse grupper sørgede for at holde traditioner og doktriner, som de anså for væsentlige i et fromt liv. Men fordi de manglede vejledning fra en sand profet var de overladt til deres egne fortolkninger.
I venten på en ny uddeling
Til trods for religiøs forfølgelse var der stadig retfærdige mænd og kvinder i den intertestamentale periode, der så frem til Messias’ komme. Digtere sang salmer, og almindelige mennesker bad, talte og drømte om hans komme – en davidisk konge, som skulle frelse sit folk.
En gruppe, der ventede Messias, var essenerne, som blev dannet under det makkabæiske oprør. Essenerne troede på, at præsterne i templet i Jerusalem var korrumperede, og at templet stod i behov for en gennemgående reformering. De mente, at Messias’ komme var nært forestående. De troede på, at han ville hjælpe dem med at kaste det romerske åg af sig, eftersom romerne havde erobret Palæstina omkring år 60 f.Kr.
Ligesom reformationen gik forud for genoprettelsen, skete der også ting i den intertestamentale periode, der forberedte verden på Jesu Kristi komme. Der blev skrevet en bemærkelsesværdig stor del religiøs litteratur i det tidsrum. Blandt andet blev den hebraiske bibel oversat til græsk, og man begyndte at skrive Dødehavsrullerne og De apokryfe skrifter. I den periode udviklede og forfinede man ideerne om engle og opstandelse og begreberne om himmel og helvede.
Til trods for, at de var uden en profet til at vejlede dem, debatterede jøderne betydningen af skriften og den Messias, der skulle komme. Selvom de fleste ventede en davidisk Messias (en efterkommer af kong David), mente andre, at Messias ville være søn af Aron – og dermed en gejstlig Messias. Atter andre ventede slet ikke en Messias.
Der var blevet bygget så mange forventninger op blandt de forskellige grupperinger i den intertestamentale periode, at de forskellige grupper ikke vidste, hvad de skulle kende Messias på, når han kom. Ingen af dem, hverken de skriftlærde, farisæerne, essenerne eller saddukæerne – godtog Johannes Døber som profet eller Jesus som Messias. Nogle fra de grupperinger var de største modstandere af Johannes og Jesus, mens de tjente på jorden (se Matt 21:23-46).
Debatten og skænderierne om Messias blandt de forskellige grupper fortsatte. Den første profet i den nye uddeling, Johannes Døber, forkyndte den sande Messias’ komme og tydeliggjorde, hvilken form for frelse han ville tilvejebringe. Om Jesus Kristus sagde Johannes Døber: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh 1:29). Mange jøder accepterede, at Johannes Døber beredte vejen for Kristi komme.
Da Jesus Kristus indledte sin jordiske tjenestegerning, »underviste han [folk] som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7:29). Han havde mange diskussioner med de religiøse ledere, og han udlagde læren om ægteskab, opstandelse, guddommen og sin rolle som Frelser. Eftersom mange af de religiøse ledere fornægtede Jesus (Matt 26:4), sagde han til dem: »I kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.« Han tilføjede: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig« (Joh 8:19, 42).
Fordi de forventede en Messias, der var så anderledes fra Jesus, forkastede de ham. Vi lever heldigvis i en tid, hvor evangeliets sandheder er grundlagt på profeters og apostles belæringer (se Ef 2:20). Vi er ikke nødt til at vælge blindt i de åndelige hvirvelvinde, der rejser sig, når man overlades uden profeters og apostles vejledning. Når vi følger vore sidste dages profeter og apostle, kan vi komme til en forståelse af den sande lære om Frelseren, Jesus Kristus, som den blev åbenbaret for profeten Joseph Smith:
»For vi så ham, ja, ved Guds højre hånd; og vi hørte røsten aflægge vidnesbyrd om, at han er Faderens Enbårne –
at ved ham og gennem ham og af ham, bliver og blev verdenerne skabt, og deres indbyggere er født som Guds sønner og døtre« (L&P 76:23-24).
700 f.Kr.
600 f.Kr.
500 f.Kr.
400 f.Kr.
300 f.Kr.
200 f.Kr.
150 f.Kr.
100 f.Kr.
50 f.Kr.
1 f.Kr.
4 f.Kr.
Frafald i Juda
Babylonierne 597 f.Kr.
Persertiden 539 f.Kr.
Den hellenistiske tid 332 f.Kr.
Seleukidertiden 198 f.Kr.
Oprør 164 f.Kr.
Den uafhængige jødiske nation 142 f.Kr.
Romertiden 63 f.Kr.
Herodes den store
Cæsar Augustus
Pontius Pilatus
Profeterne Esajas og Jeremias advarede folket i Juda om, at de ville komme under fremmed herredømme. Deres profetier gik i opfyldelse, da regionen blev erobret af en række konger fra forskellige lande: Kong Nebukadnesar af Babylon, Kyros den Store af Persien, kong Darius af Persien og Alexander den Store af Grækenland. Da Alexander døde, delte generalerne hans rige mellem sig. Ptolemaios I tog kontrollen over Palæstina.
Palæstina faldt under seleukidernes herredømme, hvor en af kongerne var Antiokus IV Epifanes. Antiokus forsøgte med tvang at gøre det jødiske samfund græsk, blandt andet ved at henrette et stort antal jøder, forbyde jødiske religiøse ritualer og vanhellige templet. Judas Makkabæer, leder af det anti-græske jødiske oprør, genindviede templet. Folket fejrede hanukka for første gang.
Efter en kort periode med uafhængighed faldt Jerusalem under romersk herredømme, da Pompejus Magnus invaderede byen. Romerne installerede Herodes den Store, efterkommer af Esau, som vasalkonge over Judæa. Han genopbyggede Jerusalem og udvidede tempelområdet. Cæsar Augustus gjorde slut på den republikanske æra i Romerriget og blev den anden romerske kejser efter Julius Cæsar.
I tiden under Cæsar Augustus’ og Herodes den Stores herredømme blev Frelseren, Jesus Kristus, født i Betlehem. Han blev født som kongernes konge, og Esajas profeterede om Jesu Kristi, Fredsfyrstens, fødsel (se Es 44:6).
Profeten Esajas forudsiger Kristi fødsel, af Harry Anderson; Jøderne i landflygtighed – Nebukadnesars palads i Babylon, © BALAGE BALOUGH/ARTRESOURCE/NY; billede af flammer: Wavebreakmedia Ltd./Thinkstock; billede af Darius I, BASRELIEF PÅ APADANA, PERSEPOLIS, AF GIANNIA DAGLI ORTI/THE ART ARCHIVE AT ART RESOURCE, NY; BILLEDE AF EN GRÆSK SØJLE: OLMARMAR/SHUTTERSTOCK.COM; FOTO MED PORTRÆT AF PTOLEMAIOS I SOTER MED TILLADELSE FRA BPK, BERLIN/MUENZKABINETT, STAATLICHE MUSEEN, BERLIN/REINHARD SACZEWSKI/ART RESOURCE, NY
TIL VENSTRE: FOTO AF BUSTE AF ANTIOKUS IV MED TILLADELSE FRA BPK, BERLIN/ALTES, MUSEEN OF STAATLICHE/INGRID GESKE/ART RESOURCE, NY; FOTO AF BUSTE AF POMPEJUS MAGNUS: ALINARI/ART RESOURCE, NY; FOTO AF MENORAH: PUMBA1/ISTOCK/THINKSTOCK; FOTO AF MODEL AF HERODES’ TEMPEL: TIMOTHY L. TAGGART © IRI
Foto af skyer: IgDrZh/iStock/Thinkstock; foto af Qumran hule 4: Richo-fan/iStock/Thinkstock