HVORDAN ER DET AT VÆRE ET HELT NYT MEDLEM?
Du kan hjælpe nye medlemmer ved at forstå, hvad de går igennem.
Hvis man vokser op i Kirken, er der mange ting i Kirken, som bliver helt normale. Man bliver vant til møderytmen, bygningen, man kommer i, og det tøj, folk har på i kirke. Ting som at holde tale ved nadvermødet, betale tiende og offerydelse og at faste en gang om måneden bliver bare en del af livet. Efterlevelse af visdomsordet, accept af kaldelser til at tjene og efterlevelse af kyskhedsloven er alt sammen en del af det, man lærer at gøre.
Men for konvertitter kan det være en stor mundfuld at skulle tilpasse sig alt det. At modtage et vidnesbyrd om evangeliets sandheder er ganske vist første skridt til medlemskab af Kristi kirke. Men at man har et vidnesbyrd betyder ikke, at overgangen til at leve et liv som medlem af Kirken er let.
Kirken kan virke meget anderledes
Tag nu for eksempel mig. Jeg har haft SDH-venner, siden jeg var 13, og jeg tilsluttede mig Kirken, da jeg var 19. Men selvom jeg havde lært en masse om Kirkens kultur gennem de år, så var overgangen svær for mig. For mig var kulturen og ritualerne i Kirken så anderledes, at de virkede mærkelige.
Jeg voksede op med en kirke, der på mange måder var forskellig fra den, I kender eller kommer til at kende. I kirken havde præsterne og koret kåber på, der ligner dem, man har på, når man består high school. Under gudstjenesten – det, der svarer til nadvermødet – prædikede præsten, og det var kun ham, der talte. Hver søndag gentog vi alle sammen »Fadervor« i kor og sang salmen »Pris Gud fra hvem hvert gode kom.« Små børn blev døbt ved, at man stænkede vand på deres hoved, men de blev først konfirmeret omkring 14-årsalderen.
Vi brugte druesaft i stedet for vand til nadveren, og eleverne i gymnasie-alderen deltog med de voksne i søndagsskolen, hvor man talte om det, der rørte sig i samfundet.
Selv vore bygninger adskilte sig fra de sidste dages hellige-bygninger, jeg har besøgt. Vi havde en stor kirke, der var udformet som kristne kirker i Europa med et højt spidst tag og høje glasmosaik-vinduer. Der var et kors i korloftet. Og der stod et smukt, højt klokketårn ude foran. Jeg elskede at ringe med klokkerne, når gudstjenesten var forbi. De var tunge nok til at kunne løfte et barn fra jorden, når rebet svingede op og ned.
Vore skikke og sociale overbevisninger var også anderledes. Vi lærte, at det var i orden at drikke alkohol og ryge. Det var også okay at have en kæreste, når man var teenager. Rent faktisk lærte vi også, at man også kunne nyde seksuelt samkvem før ægteskabet, så længe man troede, man var forelsket. Vi talte aldrig om at have et vidnesbyrd. Så den første gang jeg var med til faste- og vidnesbyrdsmøde – var det bare … Jeg kunne slet ikke fatte, hvor mærkeligt det var. Der var ingen, der stod og delte deres tanker på den måde i min kirke.
At komme ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige handlede ikke bare om at lære nye trossætninger, fx om forudtilværelsen og dåb for de døde; det var en total ændring af kultur, livsstil og forventninger. Det har været en svær rejse at vænne sig til alle de forskelle.
De første seks måneder efter min dåb var virkelig svære. Det var lige før, jeg ikke klarede det. Alt var så anderledes, især fordi jeg kom i kirke uden min familie. Jeg kæmpede stadig med nogle læresætninger, og jeg følte mig fremmedgjort over for min egen fortid.
Heldigvis var mine venner i Kirken tålmodige, venlige og trofaste. De tog mig med til aktiviteter, de inviterede mig hjem til middag og familieaften, og de bad med mig. Det gjorde en kæmpe forskel. Ikke kun for, at jeg blev medlem af Kirken, men også for at jeg kan forblive aktiv og finde styrke, når mit vidnesbyrd vakler. Jeg skylder dem meget for at hjælpe mig med at få rede på tingene.
I de følgende beretninger fortæller to unge medlemmer om deres oplevelse i forbindelse med at tilslutte sig Kirken, og hvordan de fandt styrke til at gøre det. Når I læser deres beretning, så tænk over, hvad I kan gøre for at hjælpe et nyt medlem eller en, der vender tilbage til aktivitet, med at finde styrke til at tilpasse sig socialt og kulturelt og til at vokse åndeligt.
Ventede i årevis på at blive døbt
Da jeg gik i high school, besluttede jeg mig for at tilslutte mig Kirken, efter jeg havde mødt missionærerne i en engelskklasse og studeret med dem. Mine forældre reagerede ret negativt, da jeg fortalte dem, at jeg gerne ville døbes. De vidste ikke meget om Kirken på det tidspunkt, og de var bange for, at jeg var ved at rode mig ud i noget farligt. De tænkte, at Kirken ville komme i vejen for min uddannelse, og at jeg ikke ville være i stand til at nyde mit liv på grund af alle reglerne. De ville ikke lade mig blive døbt i to et halvt år.
Jeg blev prøvet lige fra begyndelsen. I årene, inden jeg blev døbt, bad jeg igen og igen om styrke og den nødvendige tro til at blive ved med at tro. Jeg måtte hverken komme i kirke eller omgås med medlemmer eller missionærer. Jeg var nødt til selv at bygge min tro og mit vidnesbyrd op gennem bøn, skriftstudium og nutidsprofeters ord. Jeg gik glip af en masse spændende programmer og sjove aktiviteter.
Da jeg flyttede til Rom for at gå på universitetet, blev min biskop en sand ven, der stod mig bi, da mine forældre var virkelig vrede. Han lærte mig, at det var vigtigt at elske mine forældre trods alt.
Da jeg endelig blev døbt, kom der mange medlemmer fra menigheden og støttede mig. Jeg deltog i koret og fik mange nye venner. Deres venskab og venlighed gjorde, at jeg følte mig hjemme.
Når vi er tro mod Jesu Kristi lære og følger hans eksempel på at elske og tage sig af andre, så vil undersøgere og nye medlemmer se, at det ikke bare er noget, vi siger, men noget vi gør.
Ottavio Caruso er fra Italien og tjener for tiden på en fuldtidsmission.
Passede ikke ind
Jeg blev medlem af Kirken, da jeg var 13 år gammel. Jeg havde et vidnesbyrd om evangeliet, og alligevel havde jeg en nagende følelse af, at jeg ikke passede ind i Kirken. Alle de andre kendte sangene og historierne fra skriften, det gjorde jeg ikke. Alle de andre kunne huske ting, de havde lavet i Primary eller hørt til familieaften, jeg havde ikke prøvet nogen af delene.
Men udover det, syntes alle at have de samme interesser og meninger – sommetider stærke meninger, der stred imod mine – om alt fra film og politik til fortolkningen af visse skriftsteder. Jeg kunne se rundt på alle de nikkende hoveder og tænke: »I er flinke mennesker, og jeg er også ret flink. Men vi er bare for forskellige. Jeg hører ikke til her.«
Jeg kæmpede med de følelser i adskillige år. Så kom jeg i tanke om en historie fra Lukas 19 om Zakæus, som jeg læste igen. Han var overtolder og derfor upopulær, og han blev betragtet som synder. Men da Jesus skulle igennem hans by, kravlede Zakæus op i et træ for at kunne se for folkeskaren. Han brød sig ikke om, hvad andre tænkte om ham. Det, at han kravlede op i et træ – adskilte ham fra skaren – det gjorde ham i stand til at få en smuk og personlig oplevelse med Frelseren. Da jeg læste det, indså jeg, at følelsen af at føle mig udenfor ikke kom fra Kristus. Jesus var inkluderende og tilgivende. Han opsøgte aktivt de fordømte og udstødte – dem, som virkede anderledes.
Jeg kan ikke sige, at jeg ikke har følt mig udenfor siden. Det har jeg. Men jeg har lært, at det, der gør mig anderledes – mit udseende, måden andre ser mig på, de ting jeg virkelig går op i, mit verdenssyn – ikke er nogen grund til at falde fra. Fordi Kirken har brug for os alle sammen med vore forskellige talenter, styrker og synsvinkler.
Elaine Vickers bor i Utah i USA.
Søndagslektioner
Denne måneds emne: Opbyggelse af Guds rige
Zakæus kravlede op i et træ for at kunne se for folkeskaren, da Kristus rejste igennem hans by.
Zakæus, skynd dig ned af Gary L. Kapp