Gordon B. Hinckley: En optimistisk og visionær profet

January 2017

Gordon B. Hinckley: En optimistisk og visionær profet

Andrew D. Olsen

Kirkens forlag

Når I dette år studerer Kirkens præsidenters lærdomme: Gordon B. Hinckley i præstedømmet og Hjælpeforeningen, vil I lære om en profet med en ukuelig optimisme, kærlighed og fremsynethed.

»Jeg er nødt til at plante nogle træer hvert forår,« skrev præsident Gordon B. Hinckley i sin dagbog i en alder af 82. »Det har jeg vist gjort i de sidste 50 år mindst … Der er noget vidunderligt ved et træ. Det står til at begynde med så småt og vokser med årstiderne. Det giver skygge på en varm sommerdag. Det bærer dejlig frugt. Det bidrager til den forunderlige proces, som fotosyntesen er … Et træ er en forunderlig del af den Almægtiges skaberværk.«¹

Præsident Hinckley fortsatte med at plante træer, til han var i sine halvfemser. På mange måder afspejlede hans kærlighed til planter sig i hans virke som apostel og præsident for Kirken. Når han plantede, var det et udtryk for optimisme, et karaktertræk der også gennemsyrede hans lærdomme og omgang med andre mennesker. Han passede og plejede hvert træ, akkurat som han gjorde med det enkelte menneske. Og han så langt ind i fremtiden, hvor han så, hvordan træerne ville blive – akkurat som han så det evige potentiale i den enkelte og den storladne fremtid for Guds værk.

»Vi har al mulig grund til at være optimistiske«

President Gordon B. Hinckley at the pulpit

»Jeg er en optimist!«, sagde præsident Hinckley ofte. »Jeg anmoder indtrængende om, at vi holder op med at opsøge stormene og nyder solskinnet i større grad.«² Hans optimisme stak dybere end et positivt livssyn, selvom han forædlede det. Den ultimative kilde til hans optimisme – kilden, der gjorde den til en kraft – var hans tro på Gud og hans vidnesbyrd om Guds plan for lykke og frelse af sine børn.

Et bevis på præsident Hinckleys optimisme var hans faste tro på, at »alting ordner sig.«³ »›Alting ordner sig‹, kan meget vel være præsident Hinckleys mest gentagne forsikring til familie, venner og samarbejdspartnere,« har ældste Jeffrey R. Holland sagt. »›Bliv ved med at prøve,‹ sagde han ofte. ›Udvis tro. Vær lykkelige. Tab ikke modet. Alting ordner sig.‹«⁴

Dette budskab var dog ikke kun rettet mod andre. »Det siger jeg til mig selv hver morgen,« sagde præsident Hinckley til en forsamling. Hvis man gør sit bedste, vil det hele ordne sig. Sæt jeres lid til Gud, og gå fremad med tro og tillid til fremtiden. Herren vil ikke svigte os.«⁵

Præsident Hinckleys optimisme holdt ham oppe trods prøvelser, utilstrækkelighedsfølelser og et overvældende pres. Og han stod fast ved sin overbevisning om, at »alting ordner sig« – selv når han oplevede tilbageslag og skuffelser, hjertesorg og ensomhed.

I sin optimisme bagatelliserede præsident Hinckley ikke problemer. Han forklarede: »Jeg har set en hel del på denne jord … Jeg har været i områder, hvor krige rasede og hadet glødede i menneskers hjerte. Jeg har set den forfærdende fattigdom, der hærger mange lande … Jeg har med stor bekymring set vores samfunds moralske forfald.

Og alligevel er jeg optimist. Jeg har en enkel og alvorsfuld tro på, at retfærdigheden vil sejre, og at sandheden vil vinde.«⁶

Under et interview med en journalist fra New York Times i Nauvoo i Illinois i USA, bekræftede præsident Hinckley, at der var mange tragedier og problemer, og derpå trak han på sin kærlighed til Kirkens historie for at undervise om optimisme:

»Vi har al mulig grund til at være optimistiske … Se på Nauvoo. Se, hvad de byggede her på syv år, før de forlod det. Hvad gjorde de så? Lagde de sig til at dø? Nej! De tog fat på arbejdet! De bevægede sig halvvejs over dette kontinent og pløjede ørkenens sandjord og fik den til at blomstre som en rose. På det grundlag har denne kirke vokset sig til en stor verdensomspændende organisation, der påvirker menneskers liv i en god retning i mere end 140 lande. Man kan ikke, man bygger ikke af eller på pessimisme eller kynisme. Man ser med optimisme, arbejder i tro, og så sker tingene.«⁷

Præsident Hinckleys optimisme påvirkede også hans sans for humor – et opmuntrende, behageligt vid, som skabte samhørighed med andre. Engang overnattede han hos en stavspræsident, som boede sammen med sin familie i en gammel skole, som de havde bygget om. Den nat tjente et klasseværelse som præsident Hinckleys soveværelse. Ved stavskonferencen næste dag kom han med en vittig kommentar: »Jeg har mange gange sovet i et klasseværelse – men aldrig i en seng.«⁸

»Vores interesse og omsorg bør altid handle om den enkelte«

Ved sin første generalkonferencetale som præsident for Kirken talte Gordon B. Hinckley meget om Kirkens vækst. »Vi er ved at blive et stort verdensomspændende samfund,« sagde han. Derpå ændrede han vinkel og fremhævede dette essentielle princip: »Vores interesse og omsorg bør altid handle om den enkelte …

Vi taler i tal, men alle vore anstrengelser må tilegnes den enkeltes udvikling.«⁹

Mens præsident Hinckley var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, rejste han til nogle af de mest afsides steder i verden, blandt andet til krigszoner, for at tjene den enkelte. Ingen gruppe var for langt væk eller for lille til at få hans opmærksomhed. Han fortsatte på samme måde som Kirkens præsident, og han rejste mere end en million kilometer til flere end 60 lande, sommetider for at mødes med store grupper og andre gange for at mødes med en håndfuld mennesker

President and Sister Hinckley in Hong Kong

I 1996 rejste præsident og søster Hinckley rundt til otte lande i Asien og Stillehavsområdet på 18 dage. De begyndte i Japan og med et stramt program mødtes de med tusindvis af mennesker, som fyldte de forskellige mødesteder. »Det var følelsesladede oplevelser for mig,« skrev præsident Hinckley, mens han var i Korea. »Jeg har set ting, som jeg knapt kunne drømme om, da jeg kom her første gang i 1960.«¹⁰ På den tur indviede han også templet i Hong Kong.

Det sidste planlagte sted på turen var Filippinerne. Efter præsident Hinckley havde talt til flere end 35.000 mennesker i Manila, skrev han: »Jeg stod og vinkede til dem, og jeg var meget rørt. Vi tog af sted med tårer i øjnene.« Tidligere den dag havde han besøgt et sted, hvor han i 1961 havde bedt indvielsesbøn for missionering i Filippinerne. »Vi var kun i stand til at finde et indfødt filippinsk medlem,« mindedes han. »Siden da er antallet af medlemmer vokset til flere end 300.000.«¹¹

Da Hinckley-parret påbegyndte hjemrejsen, fandt de ud af, at flyet var nødt til at lande og tanke op på øen Saipan. Præsident Hinckley spurgte, om der var missionærer på Saipan, og fik at vide, at der var nogle få. Selv-om han var på vej hjem fra en udmattende tur, ville han gerne møde de få missionærer: »Jeg spurgte, om vi på en eller måde kunne give dem besked om, at vi landede i Saipan omkring kl. 19.00 og vi ville prøve at komme ud af lufthavnen og møde dem.«

Nogle timer senere stod 10 missionærer og omtrent 60 kirkemedlemmer klar til at hilse på præsident og søster Hinckley. »De krammede os inderligt,« skrev præsident Hinckley. »De var så taknemlige for at se os, og vi var taknemlige for at se dem. Vi kunne kun være hos dem en kort stund, da det ikke tog så længe at tanke flyet op. Vi efterlod dem med en velsignelse og tog tilbage til flyet.«¹²

Et andet typisk eksempel på præsident Hinckleys omsorg for den enkelte kom til udtryk under vinter-OL i 2002, som blev holdt i Salt Lake City i Utah. Næsten hver eneste dag mødtes han med regeringsledere, ambassadører og andre fremtrædende personer. En dag kort tid inden han skulle mødes med den tyske præsident, mødtes han med en 13-årig ung pige på hendes fødselsdag. »Hun lider af aplastisk anæmi, en meget alvorlig sygdom,« skrev han. »Vi havde en hyggelig tid sammen … Jeg fortalte hende, at vi ville huske hende i vore bønner.«¹³

Præsident Hinckley havde en forkærlighed for Kirkens børn og unge, og sådan havde de det også med ham. Efter et møde i Brasilien, hvor en ung kvinde havde hørt ham tale, sagde hun: »Jeg følte Guds Ånd intenst. Da præsident Hinckley afsluttede sin tale, sagde han til os: ›I kan tage herfra, tage hjem og glemme alt om, hvad jeg har sagt her i dag, men glem aldrig, at jeg elsker jer.‹ Jeg vil aldrig glemme de ord.«¹⁴

Præsident Hinckleys hustru, Marjorie, var både partner og en stor indflydelse i hans omsorg for den enkelte. Han skrev: »Alle, der kender hende, synes at elske hende, fordi hun har sådan en ægte interesse i mennesker. Hun bekymrer sig om deres problemer og behov. Hvor er jeg da heldig at have sådan en ledsager.«¹⁵

Da deres fem børn var blevet store, rejste ægteparret almindeligvis sammen, og søster Hinckley favnede folk med kærlighed rundt om i verden. Når hun mødtes med missionærerne, overraskede hun ofte deres forældre med en opringning, når hun kom hjem. Hun havde også en evne til at kunne opnå kontakt med et stort publikum. »[Marge] ved, hvordan man siger ting, der behager og hjælper folk,« skrev præsident Hinckley efter en regionalkonference. »Resten af os prædiker, hvor hun bare taler med dem.«¹⁶

Ved præsident Hinckleys begravelse talte en af hans rådgivere, præsident Henry B. Eyring, om nogle af hans bedrifter. Så bemærkede han, at alle disse bedrifter havde en ting til fælles.

»De velsignede altid den enkelte med muligheder. Og han tænkte altid på dem med de færreste muligheder, de almindelige mennesker, som kæmpede for at klare hverdagens problemer og udfordringerne ved at efterleve Jesu Kristi evangelium. Mere end en gang prikkede han mig i brystet med sin finger, når jeg kom med et forslag, og sagde: ›Hal, har du husket den person, der kæmper?‹«¹⁷

Vision for fremtiden

I forlængelse af præsident Hinckleys optimisme og hans fokus på den enkelte lå hans profetiske vision for fremtiden. Den mest gennemgribende var visionen omkring templer. »Tempelordinancerne [er]«, som præsident Hinckley påpegede, »de største velsignelser, som Kirken kan tilbyde.«¹⁸

Da han blev præsident for Kirken i 1995, var der 47 fungerende templer i verden. Under hans ledelse fordoblede Kirken det antal på lidt mere end fem år. Hans vision omkring templer var dristig og vidtrækkende, men formålet var ene og alene at velsigne den enkelte en for en.

Inspirationen til denne nye æra af tempelbyggeri kom i 1997, da præsident Hinckley tog til Colonia Juárez i Mexico for at fejre 100-året for en kirkeejet skole. Bagefter og under en lang støvet køretur, sad han i dybe tanker. »Der blev stille,« mindes hans sekretær, Don H. Staheli. »Og derpå begyndte åbenbaringen at komme, som jeg forstår det. Han havde tidligere tænkt på mindre templer, men ikke på den måde, som han tænkte over dem denne gang.«¹⁹

Præsident Hinckley beskrev senere den proces: »Jeg begyndte at spørge mig selv, hvad der kunne gøres for at gøre det muligt for disse mennesker at få et tempel … Da jeg mediterede over dette, kom den tanke til mit sind, at … vi kan bygge alle de essentielle dele ved et tempel i en relativt lille bygning … Jeg begyndte at tegne skitsen til en plan … Hele billedet kom helt klart til mit sind. Jeg tror af hele mit hjerte på, at det var inspiration, at det var åbenbaring fra Herren. Jeg kom hjem og talte med mine rådgivere om det, og de bifaldt det. Derefter fremlagde jeg det for De Tolv, og de godkendte det.«²⁰

Fire måneder senere til generalkonferencen kom præsident Hinckley med den historiske bekendtgørelse om, at Kirken ville begynde at bygge mindre templer i områder, hvor der ikke var medlemmer nok til at retfærdiggøre et større. »Vi er fast besluttet på at bringe templerne til medlemmerne og give dem enhver mulighed for at opnå de meget dyrebare velsignelser, der kommer ved tilbedelse i templet,« sagde han.²¹

Ved den efterfølgende generalkonference kom præsident Hinckley med endnu en historisk bekendtgørelse, hvori det lød, at planen var at arbejde på at have 100 fungerende templer ved udgangen af år 2000. »Vi går vi fremad i et tempo, som vi aldrig før har set,« sagde han.²² Da han rapporterede om, hvordan det skred frem med tempelbyggeriet i april 1999, brugte han en velkendt vending: »Dette er et kolossalt forehavende med mange problemer, men uanset hvilke vanskeligheder vi støder på, så løser problemerne sig, og jeg er overbevist om, at vi vil nå vores mål.«²³

President Packer, President Hinckley, Elder Andersen at the Boston Massachusetts Temple

I oktober 200 rejste præsident Hinckley til Boston i Massachusetts i USA for at indvie Kirkens tempel nummer 100 – et ud af 21, som han havde indviet samme år rundt om på fire kontinenter. Da han nærmede sig livets slutning, stod 124 templer færdigbyggede, og 13 mere var blevet bekendtgjort eller under opførelse.

Præsident Hinckleys vision for fremtiden gjorde, at han søgte inspiration om andre måder at velsigne Guds børn på. Han blev plaget over den lidelse og fattigdom, han så, hvorfor han stod i spidsen for en væsentlig udvidelse af Kirkens humanitære indsats, primært blandt andre, der ikke er medlemmer af Kirken. Han stiftede også Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond for at hjælpe Kirkens medlemmer i fattigdomsplagede lande. Fra denne fond kan de optage lån til at betale for den uddannelse, de har brug for til at kunne få et bedre arbejde, som kan hjælpe dem til at bryde fattigdommens lænker og blive selvhjulpne. Til og med år 2016 har 80.000 enkeltpersoner fået muligheden for at få en uddannelse takket være lån fra denne fond.

Der omtales mange andre eksempler på præsident Hinckleys profetiske visioner, bl.a. »Familien: En proklamation til verden« og bygningen af Konferencecentret i Kirkens præsidenters lærdomme: Gordon B. Hinckley.

»Mit vidnesbyrd«

Få dage inden sin 91 års fødselsdag skrev præsident Hinckley: »Jeg behøver ikke at plante mere, men jeg vil. Det ligger i min natur.«²⁴ Uanset alder, om det var som ung missionær eller 97-årig profet, lå det ligeledes i hans natur at så evangeliske frø i hjertet på folk rundt om i verden. Han tjente i 20 år som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Derefter tjente han i 14 år som rådgiver i Det Første Præsidentskab. Da han blev præsident for Kirken i en alder af 84 år, førte han den i næsten 13 år gennem en dynamisk udvikling.

Som kernen i præsident Hinckleys livslange tjeneste var hans vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans evangelium, som blev gengivet ved profeten Joseph Smith. I en generalkonferencetale med titlen »Mit vidnesbyrd« sagde han delvist gennem tårer dette:

»Af alt det, som jeg er taknemlig for her til morgen, er der én ting, som skiller sig markant ud. Det er et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus …

Han er min Frelser og min Forløser. Ved at give sit liv, i smerte og ufattelig lidelse, har han rakt ud for at løfte mig og enhver af os og alle Guds sønner og døtre fra det evige mørkes dyb, som fulgte efter døden …

Han er min Gud og min Konge. Fra evighed til evighed hersker og regerer han som Kongernes Konge og Herrernes Herre. Der er ingen ende på hans herredømme. Natten sænker sig ikke over hans herlighed …

Taknemlig og med usvækket kærlighed bærer jeg vidnesbyrd om alt dette i hans hellige navn.«²⁵