Hvorfor er det en større synd ikke at tilgive end at gøre nogen uret?

Herren har sagt: »Derfor siger jeg jer, at I bør tilgive hinanden; for den, som ikke tilgiver sin broder hans overtrædelser, står fordømt over for Herren; for i ham forbliver en større synd.

Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker« (L&P 64:9-10).

Når vi holder igen med at tilgive, sætter vi vores begrænsede dømmekraft over Herrens fuldkomne dømmekraft. Han har det fuldkomne syn ind i menneskers hjerte og vilkår, og dommen tilhører ene og alene ham. Han vil i sidste ende dømme alle med fuldkommen retfærdighed og nåde – både dem, som har gjort andre uret, og dem, der er blevet forurettet.

Udover at Herren kræver, at vi tilgiver, hjælper han os til at vælge lykke over elendighed, at lægge vores bitre nag og foragt bag os og modtage heling gennem hans nåde. Så opdager vi det, som ældste Kevin R. Duncan fra De Halvfjerds har mindet os om: »Frelserens forsoning er ikke kun for dem, som har brug for at omvende sig, den er for alle, som har brug for at tilgive« (se »Tilgivelsens helbredende salve«, Liahona, maj 2016, s. 35).