2017
Himmelske stunder
January 2017


Himmelske stunder

Forfatteren bor i North Lanarkshire i Skotland.

Sommetider kan himmelen synes meget langt væk.

En dag underviste mine ledere i Unge Piger os om særlige øjeblikke, hvor man virkelig føler Ånden og føler Gud er nær. De kaldte dem »himmelske stunder«, et enkelt udtryk, som er let at huske. Jeg vidste præcis, hvad en »himmelsk stund« var. Jeg havde oplevet det, ligesom når man føler et glimt af eller får en smagsprøve på, hvordan livet i det celestiale rige kan være. Jeg havde oplevet masser af den slags stunder!

Efter vores ledere havde forklaret begrebet, gik vi udenfor. Solen glimtede igennem træerne. Vi lukkede øjnene. Jeg kunne mærke solen i mit ansigt som en varm brise. Fuglene sang, og træerne hvislede i vinden, mens vi nød Guds skaberværk. Det var en himmelsk stund.

En anden gang jeg havde en himmelsk stund var, efter min bedste ven var blevet døbt. Da vi gik tilbage til kirkesalen til resten af dåbsmødet, tog hun mig i hånden og talte om, hvor stort det var, at vi var venner og altid ville være det – selv i evighederne. Det vil jeg aldrig glemme. Jeg var så begejstret, glad og taknemlig!

Omkring et år senere var vi begge i stand til at føle den glæde igen, da vi stod ved dåbsbassinet og så hendes mor gå i dåbens vande. Der var virkelig skønhed over alt.

Måske er det bedste sted at få sådanne oplevelser inde i Herrens hus. Første gang jeg trådte ind i templet, var jeg så velsignet at være der med mine forældre og min søster. Jeg blev døbt for min oldemor, og jeg følte, at hun blev glad.

Himmelske stunder kan dog komme alle steder og på alle tider – når man lytter til musik eller ved en familieaften eller i skolen. Jeg husker en familieaften, hvor ingen af os kunne holde op med at grine. Det var en skøn stund.

Disse himmelske stunder har styrket mit vidnesbyrd og hjulpet mig til at være mere taknemlig. De har lært mig vigtige ting. Og mest af alt har de gjort mig glad og begejstret for evangeliet! Jeg ved, at dersom jeg holder fast i at efterleve evangeliet, vil al den skønhed, glæde, fred og kærlighed, jeg føler i hver himmelsk stund, være noget, som jeg i endnu højere grad kan føle – i himlen.