Stil spørgsmål ved vores spørgsmål til drøftelse

Ted Barnes

Kirkens afdeling for præstedømme og familie

Det vigtigste spørgsmål er måske det, som lærere stiller sig selv, inden de går ind i klassen.

Forestil jer, at I sidder og spiser frokost med nogle venner og drøfter en film, som I har set sammen. Så siger en af jeres venner: »Hvem kan fortælle mig, hvilken scene i filmen der var den vigtigste?«

I bliver lidt forvirrede over spørgsmålet og tænker jer om et øjeblik, hvorefter I siger, at den sidste scene sandsynligvis var den vigtigste. »Det var en god kommentar,« siger jeres ven. »Men det var ikke helt det, jeg havde i tankerne. Andre bud? Lad os høre fra nogen, der ikke har sagt noget endnu.«

Sådan ville man ikke tale med sine venner, men af en eller anden grund virker det til at være det, der sker i søndagsskoleklasserne. I stedet for at drøfte evangeliske sandheder naturligt og trygt, siger vi som lærere nogle gange noget, der i andre situationer ville virke mærkelige og måske endda standse samtalen. Vi håber, at klassen vil føle, at de er blandt venner og trygt kan fortælle om deres tanker omkring de principper, der undervises om. En sådan udveksling kan indbyde Ånden og være en berigende oplevelse for alle.

Hvordan kan vi sikre os, at vore spørgsmål fører til en mere naturlig og indholdsrig drøftelse? Der er noget, vi bør gøre, og noget, vi bør undgå – som mange lærere har fundet nyttige: Stil ikke spørgsmål, hvor svaret er for åbenlyst. Stil spørgsmål, der har mere end ét muligt svar. Stil ikke spørgsmål, der er for personlige.

Inden vi planlægger, hvilke spørgsmål vi vil stille i klassen, kan det også være værdifuldt at stille os selv spørgsmålet: Hvorfor stiller jeg overhovedet spørgsmålet?

Hvorfor spørger I?

Motivationen bag vore spørgsmål gør en verden til forskel. Stiller vi fx nogle gange spørgsmål, fordi vi har noget at sige, men vi ønsker, at en fra klassen siger det i stedet for? Vi ønsker retteligt ikke at stå for al talen selv, men vi ønsker at få en bestemt pointe frem, så vi stiller sommetider et spørgsmål, som vi ved vil lokke det svar frem, som vi ønsker at høre. Den tankegang fører til spørgsmål, som i virkeligheden er forklædte udtalelser som: »Hvordan kan det at undgå porno hjælpe jer til at holde jeres tanker rene?« eller »Er det vigtigt at bede hver dag?«

Der er situationer, hvor det er helt passende at stille spørgsmål, der har til hensigt at trække et bestemt svar frem. De kan tjene til at fremhæve en pointe eller hjælpe læreren fremad i lektionen. Men spørgsmål som dem opmuntrer med størst sandsynlighed ikke til en meningsfuld drøftelse.

Hvis vi på den anden side stiller spørgsmål, fordi vi virkelig gerne vil vide, hvad der foregår i vore klassemedlemmers hoved og hjerte og liv, så vil det afspejle sig i de spørgsmål, vi stiller.

Spørgsmål, som indbyder klassen til en hjertelig snak, der afføder åndelig indlæring, kan være spørgsmål som: »Hvad falder jer i øjnene, når I læser disse vers?« eller »Hvilke oplevelser har lært jer at stole på Herrens løfter?« eller henved ethvert andet spørgsmål, der begynder med »Hvad tænker I …?«

Overvej disse eksempler:

Ånden spurgte Nefi: »Hvad ønsker du?« (1 Ne 11:10).
Frelseren spurgte sine disciple: »Hvem siger I, at jeg er?« (Matt 16:15).
Og han sagde til Martha: »Jeg er opstandelsen og livet … Tror du det?« (Joh 11:25, 26).

Ethvert af disse spørgsmål opfordrede nogen til at fortælle, hvad der rørte sig i hjertet på dem. Og i hvert tilfælde fulgte der en stærk åndelig oplevelse.

Spørgsmål er udtryk for kærlighed

Tro det eller ej, så kan det at stille spørgsmål, der afføder en diskussion, komme naturligt til næsten alle, selv folk, der ikke anser sig selv for at være gode undervisere. Vi gør det spontant hver gang, vi fører en meningsfuld samtale med venner eller familie – eller bare snakker til frokost om en yndlingsfilm. Men når vi står ved tavlen foran rækkerne af forventningsfulde elever, så glemmer vi pludselig alt om, hvad der falder naturligt.

Så måske er en del af tricket at stille gode spørgsmål til drøftelse at tænke: »Hvordan ville jeg stille dette spørgsmål, hvis jeg ikke var i et klasseværelse, hvis vi bare sad derhjemme og talte sammen om evangeliet, som venner gør? Hvordan ville jeg tilskynde dem til at åbne op omkring deres indsigt og følelser?« Undervisning er ikke helt så afslappet som en snak mellem venner, men ét gælder for begge dele - den bør være motiveret af oprigtig interesse og ægte kærlighed.

Så I skal ikke være kede af det, hvis I stadig ikke har helt styr på det med at stille velformulerede spørgsmål. Og kan I ikke andet end at elske dem, I underviser, så vil Ånden vejlede jer, og I vil blive bedre og bedre til at vide, hvad I skal sige. »Kærligheden hører aldrig op« (1 Kor 13:8), og det er også sandt for noget så enkelt som en lærer, der stiller spørgsmål i sin klasse.