Vores hjem, vores familie
Jeg ønsker at være sammen med jer for evigt!
Forfatteren bor i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik.
En 6-årigs tro hjalp mig til at genvinde min tro.
Da jeg var 22 år, tog mit liv en uventet drejning, da min mor døde. Hun og min far havde en stærk tro, og de opdrog mig i evangeliet. Da hun døde, flyttede min far til USA. Som tiden gik, begyndte jeg at føle mig meget alene, eftersom jeg er enebarn. Jeg havde ikke længere min mor med mig her på jorden, og min far boede langt væk, jeg så ham kun tre uger om året.
Det var med den følelse, at jeg begyndte at søge tilflugt hos mine »venner« fra universitetet og arbejdet. Lidt efter lidt begyndte jeg at finde falsk glæde i timelige ting. Jeg holdt op med at komme i kirke, og gradvist blev jeg helt inaktiv. Senere giftede jeg mig med en vidunderlig ung mand, der ikke kendte til evangeliet, selv om han levede efter gode principper. Vi fik tre børn: Leah, Isaac og Ismael.
Illustration: Kelley McMorris
En oktober måned kom min far på besøg for at se den nye baby. Under hans besøg spurgte seksårige Leah sin bedstefar om, hvorfor han aldrig tog hendes bedstemor med sig. Min far forklarede så, at hendes bedstemor var på et meget specielt sted tæt på vor himmelske Fader. Så snart min far var taget af sted, sagde Leah meget overbevisende: »Mor. Jeg vil gerne møde bedstemor. Jeg ved godt, at hun er i himlen, men der ønsker jeg også, at vi kommer hen en dag sammen – bedstemor og bedstefar, far, Isaac, Ismael og dig og mig. Jeg ønsker at være sammen med jer for evigt. Jeg ønsker, at vi er den samme familie deroppe, som vi er hernede, så vi kan lege med bedstemor!«
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg rørte ved hendes smukke, uskyldige ansigt, og så gik jeg ind i mit soveværelse. Jeg faldt ned på knæ og græd, indtil jeg ikke havde flere tårer. Jeg bad vor himmelske Fader om tilgivelse. Jeg vidste, at jeg havde forladt den sti, der gjorde, at vi kunne leve sammen som en evig familie. Jeg havde svigtet mit ansvar for at lede dem ad den rette sti, og jeg havde ikke talt med min mand om evangeliet.
Da jeg blev i stand til at stå op, kontaktede jeg en leder i Kirken, og han satte mig i kontakt med ældsterne i min menighed. Den følgende aften kom de og underviste min mand. Fra den aften tog vores liv en helt anden drejning. Nu tager vi i kirke sammen som familie hver søndag. Jeg har en kaldelse, der gør, at jeg kan hjælpe mindre aktive søstre. Vi forbereder os også til at tage til templet.
Guds Ånd vejleder os sommetider gennem dem, hvorfra vi mindst venter det. Denne gang skete det gennem min seksårige datter. Jeg ved nu, at jeg ved at blive beseglet i templet kan være sammen med min familie for evigt.