Jesu Kristi opstandelse og sandheder om vores legeme

David A. Edwards

Kirkens Tidsskrifter

Gennem sin opstandelse lærte Jesus Kristus os væsentlige sandheder om vores legeme.

Han sagde: »›Det er fuldbragt.‹ Og han bøjede hovedet og opgav ånden« (Joh 19:30). I det øjeblik forlod Jesu Kristi ånd hans legeme – et legeme, der havde udholdt lidelse, så han kunne sone for alle menneskers synder og bistå dem i deres skrøbelighed (se Alma 7:12-13). Det legeme, der nu var et tomt hylster, blev taget ned af korset, svøbt i linnedklæde og lagt i gravkammeret. På tredjedagen kom kvinderne til graven for at salve Kristi legeme.

Men hans legeme var væk.

Opdagelsen af den tomme grav var blot begyndelsen. Maria Magdalene, apostlene og mange andre senere vidner så noget mirakuløst, den opstandne, fuldkomne Jesus Kristus i en håndgribelig og menneskelig skikkelse.

Frelseren sikrede sig, at de, som så ham, efter han var opstået, til fulde forstod, hvilken slags krop han havde. Han opfordrede for eksempel apostlene til at føle på ham og selv se, at det var ham i egen fysiske person og ikke et genfærd (se Luk 24:36-40).¹ Han spiste tilmed med dem (se Luk 24:42-43).

Da apostlene derefter varetog deres kald til at forkynde Jesu Kristi evangelium, mødte de modstand og forfølgelse, hvoraf en del havde afsæt i, at de forkyndte, at Jesus Kristus var opstået, og at hele menneskeheden ville opstå som følge deraf (se ApG 4:1-3).

I dag står budskabet om Jesu Kristi opstandelse stadig lige så centralt i Kirkens budskab til verden, som det gjorde dengang. Som profeten Joseph Smith sagde: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«²

Opstandelsen giver svar på nogle fundamentale spørgsmål om Guds beskaffenhed, vores herkomst og forhold til Gud, meningen med dette liv og det håb, vi har i Jesus Kristus. Her er nogle få sandheder, som understreges af Jesu Kristi opstandelse.

Vor himmelske Fader har et herliggjort legeme

Ideen om, at Gud har et menneskes skikkelse, har visselig rod i Bibelen,³ så vel som i folkelige forestillinger, men mange teologiske og religiøse traditioner har forkastet den til fordel for en Gud »uden krop, lemmer eller lidenskaber«,⁴ for i denne forestilling er legemet (og det fysiske generelt) ondt eller uvirkeligt, hvorimod ånd, sind eller tanke er det højeste væsens sande substans eller virkelighed.

Så hvor herlig og revolutionerende var åbenbaringen om Guds beskaffenhed gennem hans Søn, Jesus Kristus, så ikke.

Under Jesu Kristi jordiske tjenestegerning sagde han: »Den, der har set mig, har set Faderen« (Joh 14:9). Det gjaldt i endnu højere grad efter hans opstandelse, hvor han med sit fuldkomne, udødelige legeme viste, at »Faderen har et legeme af kød og knogler ligeså håndgribeligt som menneskets; Sønnen ligeså« (L&P 130:22).

Vor himmelske Faders fysiske beskaffenhed var således blevet åbenbaret. Som Joseph Smith senere forklarede: »Det, som er uden legeme eller legemsdele er intet. Der er ingen anden Gud i himlen end den Gud, som har kød og ben.«⁵

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har formuleret det således: »Hvis det at have et legeme, hverken var nødvendigt eller ønskeligt for Guddommen, hvorfor forløste menneskehedens Forløser så sit legeme, forløste det fra dødens greb og fra graven, og garanterede, at det aldrig skulle skilles fra hans Ånd i tid eller evighed? Enhver, der bestrider begrebet om en legemlig Gud, bestrider både den dødelige og opstandne Kristus.«⁶

Vor himmelske Fader er almægtig, alvidende og alkærlig

Vor himmelske Faders uovertrufne egenskaber åbenbares også i de fakta, der knytter sig til Jesu Kristi opstandelse. Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »På grund af Kristi opstandelse er det grundløst at tvivle på, at Gud Faderen er almægtig, alvidende og alkærlig – han gav sin enbårne Søn for at forløse verden.«⁷

Guds magt, viden og godhed bevises i Jesu Kristi opstandelse, den vidner om visdommen og kærligheden i vor himmelske Faders plan og hans (og hans Søns) evne til at fuldføre den.

Vi er Guds børn

I Bibelen læser vi, at vi er skabt »i Guds billede … som mand og kvinde« (1 Mos 1:27). Jesu Kristi opstandelse befæster denne sandhed. I selve timen for sin opstandelse sagde Jesus Kristus om vores forhold til vor himmelske Fader: »Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud« (Joh 20:17).

Frelseren åbenbarede, at Gud og menneskeheden ikke er helt ulig hinanden i deres grundlæggende væsen. Vores legemes grundlæggende facon svarer til vores ånds,⁸ og vores ånd blev skabt i Guds billede, for sådan ligger det naturligt i forholdet mellem forældre og børn.

Et legeme er en muliggørende og forædlende gave

Frelseren viste gennem sin opstandelse, at en fysisk, legemliggjort tilværelse er en integreret del af Guds og hans børns evige eksistens. Herren åbenbarede dette for Joseph Smith: »Elementerne er evige, og ånd og element, uadskilleligt forbundet, modtager en fylde af glæde« (L&P 93:33). Denne uadskillelige sammenhæng sammensvejser ånd og fysisk materiale, så det udgør et udødeligt, uforgængeligt, herligt og fuldkomment legeme – det eneste slags legeme, der er i stand til at modtage den fylde af glæde, som Gud har.

Tværtimod »havde [de døde] betragtet deres ånds lange fravær fra deres legeme som trældom« (L&P 138:50; se også L&P 45:17) i åndeverdenen.

Selv vores jordiske legeme er en essentiel del af vor himmelske Faders plan, og det er en guddommelig gave. Når vores førjordiske ånd kommer til denne jord tildeles den et legeme (se Abr 3:26). Som profeten Joseph Smith sagde: »Vi kom her til jorden, for at vi kunne få et legeme og fremlægge det rent for Gud i det celestiale rige. Lykkens store princip består i at have et legeme. Djævelen har ikke noget legeme, og heri ligger hans straf.«⁹

Som ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vores fysiske legeme muliggør en bredde, dybde og intensitet af erfaringer, som ganske enkelt ikke kunne opnås i vores førjordiske tilstand. Således udvides vores forhold til andre mennesker, vores evne til at genkende og handle i overensstemmelse med sandheden og vores evne til at adlyde Jesu Kristi evangeliums principper og ordinancer gennem vores fysiske legeme. I det jordiske livs klasselokale oplever vi omsorgsfuldhed, kærlighed, venlighed, lykke, sorg, skuffelse, smerte og endda udfordringerne ved fysiske begrænsninger på måder, som forbereder os til evigheden. Kort sagt er der lektier, vi må lære, og erfaringer, vi, som skriften beskriver, må gøre os, ›hvad angår kødet‹ (1 Ne 19:6; Alma 7:12-13).«¹⁰

Desuden har profeten Joseph Smith sagt: »Alle væsener, som har et legeme, har magt over dem, som intet legeme har.«¹¹ Satan kan friste os, men han kan ikke tvinge os. »Djævelen har kun den magt over os, som vi tillader ham at få.«¹²

I sidste instans gør gaven ved at få et fuldkomment og opstandent legeme, at vi er uden for Satans rækkevidde for evigt. Hvis der ikke var nogen opstandelse, »måtte vor ånd blive underkastet … Djævelen, for aldrig mere at opstå. Og vor ånd måtte være blevet ligesom han, og vi bliver djævle, engle for en djævel, for at blive udelukket fra vor Guds nærhed og forblive hos løgnens fader i elendighed, ligesom han selv« (2 Ne 9:8-9).

Ånden og legemet er ikke fjender

Selvom de er forskellige, henhører ånd og legeme under to væsentligt forskellige og uforenelige realsfærer. Joseph Smith sagde: »Immaterielt stof eksisterer ikke. Al ånd er stof, men det er finere eller renere og kan kun opfattes med renere øjne; vi kan ikke se det, men når vort legeme bliver lutret, får vi at se, at det alt sammen er stof« (L&P 131:7-8).

Og i sin herliggjorte, opstandne tilstand repræsenterede Jesus Kristus den fuldendte forening af ånd og legeme, hvilket viser os, at »ånden og legemet udgør menneskets sjæl« (L&P 88:15). I dette liv stræber vi efter at være »åndeligt sindet« frem for »kødeligt sindet« (2 Ne 9:39), efter at aflægge »det naturlige menneske« (Mosi 3:19) og efter at tøjle alle vores lidenskaber (se Alma 38:12). Men det betyder ikke, at ånden og legemet er fjender. Som Jesus Kristus viste os, skal legemet ikke ringeagtes og overskrides, men beherskes og forvandles.

Der er en mening og et formål med et liv i et dødeligt legeme

Opfattelsen af, at dette liv er en prøve, giver mere mening, når vi tager det, vi ved om vores liv før og efter dette, i betragtning. Vi levede som ånder, inden vi kom til jorden, og det er vor himmelske Faders hensigt, at vi bliver som ham og kan leve for evigt i et udødeligt fysisk legeme. Disse sandheder betyder, at vores prøvetid i disse dødelige kroppe ikke er vilkårlig, men den har reel betydning og formål.

Som ældste Christofferson har forklaret: »Gennem vore valg skulle vi vise Gud (og os selv) vores forpligtelse og evne til at efterleve hans celestiale lov, når vi ikke er i hans nærhed og befinder os i et fysisk legeme med alle dets kræfter, lyster og lidenskaber. Ville vi kunne tøjle kødet, så det blev et redskab frem for, at det styrede ånden? Ville vi for både tid og al evighed kunne blive betroet med guddommelige kræfter, deriblandt kraften til at skabe liv? Ville vi hver især kunne overvinde det onde? De, der kunne, ville ›få tildelt herlighed på deres hoved for evigt og altid‹ (Abr 3:26) – som er et meget betegnende aspekt af denne herlighed for et opstandent, udødeligt og herliggjort fysisk legeme.«¹³

Vores erfaringer i vores nuværende legeme, deriblandt vores forhold til hinanden, er meningsfulde, fordi de har en lighed med det, der skal komme. Som Joseph Smith sagde: »Den samme sociale omgang, som findes blandt os her, skal findes blandt os der, blot bliver den ledsaget af evig herlighed, hvilken herlighed vi ikke nyder nu« (L&P 130:2).

Vi har håb i Jesus Kristus

Lige siden nogen så, at graven var tom, har Jesu Kristi opstandelse indgydt håb, fordi vi ved, at hans opstandelse er et løfte om vores egen, hvor alle vores tab »vil blive godtgjort, hvis [vi] forbliver trofaste.«¹⁴

Frelserens første apostle kunne frimodigt bære vidnesbyrd om hans opstandelse, for de havde set og følt hans legeme. Men der lå så meget mere i det. På samme måde som Jesus Kristus havde helbredt legemlige skrøbeligheder for at vise, at han havde magt til at tilgive synder (se Luk 5:23-25), blev hans opstandelse det håndgribelige bevis på hans magt til at overvinde den fysiske død – og hans disciples vished om hans magt til at overvinde åndelig død. De løfter, hans lære indeholdt – syndsforladelse, fred i dette liv, evigt liv i Faderens rige – blev til virkelighed, og deres tro var usvækket.

»Men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder« (1 Kor 15:17). Men fordi han opstod fra de døde, kan vi »have håb om ved Kristi forsoning og hans opstandelses kraft at blive oprejst til evigt liv, og dette på grund af [vores] tro på ham i overensstemmelse med løftet« (Moro 7:14).

I sit jordeliv opfordrede Jesus Kristus mennesker til at følge sig. Efter hans død og opstandelse stod målet endnu klarere. Dersom vi ved lydighed mod lovene og evangeliets ordinancer fremelsker en himmelsk ånd i os, kan vi »få det samme legeme igen, som var et naturligt legeme« og blive »levendegjort ved en del af den celestiale herlighed … [og] få af denne, ja, en fylde« (L&P 88:28-29). Han har vist vejen. Han er vejen. Det er ved hans kraft – gennem hans forsoning og opstandelse – at denne celestiale fylde er mulig, hvilket omfatter en fylde af glæde i et opstandent legeme.