Krigen raser videre
Den krig, der begyndte i himlen, fortsætter i dag. Rent faktisk blusser kampen op i takt med, at de hellige forbereder sig på Frelserens andet komme.
Foto: Katarina Stefanovic © iStock/Getty Images; Moment/Getty Images
Alle, der følger de internationale nyheder, vil istemme, at vi lever i en tid med »krige og rygter om krige« (L&P 45:26). Heldigvis er alle på jorden krigsveteraner. Vi har bekæmpet en ond hær i en igangværende krig, der tog sin begyndelse i den førjordiske sfære, inden vi blev født.
Fordi vi ikke havde fået et fysisk legeme, kæmpede vi uden sværd, gevær eller bomber i krigen i himlen. Men kampen var lige så heftig som nogen moderne krig, og tabstallet løb op i milliarder.
Den førjordiske krig blev udkæmpet med ord, ideer, debat og overtalelse (se Åb 12:7-9, 11). Satans strategi var at indgyde folk frygt. Han vidste, at frygten er den bedste måde at ødelægge tro på. Han kan have brugt argumenter som disse: »Det er for hårdt.« »Det er umuligt at komme rene tilbage.« »Der er for stor risiko.« »Hvordan kan I vide, at I kan stole på Jesus Kristus?« Han var misundelig på Frelseren.
Heldigvis overtrumfede Guds plan Satans løgne. Guds plan omfattede handlefrihed for menneskene og et stort offer. Jahve, som vi kender som Jesus Kristus, tilbød at være det offer – og lide for alle vores synder. Han var villig til at nedlægge sit liv for sine brødre og søstre, så de, der omvendte sig, kunne vende rene tilbage og i sidste ende blive som deres himmelske Fader. (Se Moses 4:1-4; Abr 3:27).
En anden fordel, der hjalp Jahve med at vinde Guds børns hjerte, var de stærke vidnesbyrd fra hans støtter, der blev anført af ærkeenglen Mikael (se Åb 12:7, 11; L&P 107:54). I forudtilværelsen blev Adam kaldt Mikael, og Satan hed Lucifer, hvilket betyder »Lysbringeren«.1 Det kan lyde som et mærkeligt navn for mørkets prins (se Moses 7:26), men skrifterne lærer os, at Satan var »en af Guds engle, som havde myndighed i Guds nærhed«, inden han faldt (se L&P 76:25–28).
Hvordan kunne en ånd med så stor kundskab og erfaring falde så dybt? Det skyldtes hans stolthed. Lucifer gjorde oprør mod vor Fader i himlen, fordi han selv ønskede Guds rige.
I sin klassiske tale »Vogt jer for stolthed« talte præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) om, at Lucifer »ønskede at blive hædret frem for alle andre«, og at det var »hans hovne ønske at detronisere Gud«.2 I har også hørt, at Satan ønskede at forpurre menneskets handlefrihed, men det var ikke den eneste årsag til, at han røg ud af kridthuset. Han blev kastet ud af himlen for at gøre oprør mod Faderen og Sønnen (se L&P 76:25; Moses 4:3).
Hvorfor kæmpede vi mod djævlen? Vi kæmpede af loyalitet. Vi elskede og støttede vor Fader i himlen. Vi ønskede at blive som ham. Lucifer havde en anden agenda. Han ville erstatte Faderen (se Es 14:12-14; 2 Ne 24:12-14). Forestil jer, hvor sårende Satans forræderi må have været for vor himmelske Forældre. I skrifterne læser vi, at »himlene græd over ham« (L&P 76:26).
Efter heftig kamp vandt Mikael og hans hære. To tredjedele af de himmelske hærskarer fulgte Faderen (se L&P 29:36). Satan og hans følgesvende blev nedstyrtet fra himlen, men de blev ikke straks sendt til det yderste mørke. I første omgang blev de styrtet til denne jord (se Åb 12:7-9), hvor Jesus Kristus skulle fødes og hvor hans sonoffer skulle tilvejebringes.
Hvorfor blev Satan og hans følge styrtet til jorden? De kom for at udgøre en modsætning for dem, der skulle stå deres prøve her (se 2 Ne 2:11). Vil de senere blive forstødt til det yderste mørke? Ja. Efter tusindårsriget vil Satan og hans hære blive kastet ud i det yderste mørke.
Satan ved, at hans dage er talte. Når Frelseren kommer igen, vil Satan og hans engle blive bundet i 1.000 år (se Åb 20:1-3; 1 Ne 22:26; L&P 101:28). Eftersom som den tid nærmer sig, vil den ondes styrker kæmpe mere indædt for at fange så mange sjæle, som de kan.
Johannes Åbenbarer så krigen i himlen som en del af et stort syn. Han blev vist, hvordan Satan blev styrtet til jorden for at friste menneskeheden. Johannes reagerede således: »Men ve over jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer med stort raseri, fordi han ved, at hans tid er kort« (Åb 12:12).
Så hvordan bruger Satan så sine dage, nu da han ved, at han ingen tid har at spilde? Apostlen Peter skrev, at »Djævelen går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge« (1 Pet 5:8).
Hvad motiverer Satan? Han vil aldrig få et legeme, han vil aldrig få en hustru eller en familie, og han vil aldrig opnå en fylde af glæde, så han vil gerne gøre alle mænd og kvinder »elendige, ligesom han selv er« (2 Ne 2:27).
Djævlen sigter efter alle mennesker, men især dem, der har højst potentiale for evig lykke. Han er helt klart jaloux på enhver, der er på vej mod ophøjelse. Skrifterne siger, at Satan »fører … krig mod Guds hellige og omringer dem på alle sider« (L&P 76:29).
Den krig, der begyndte i himlen fortsætter i dag. Rent faktisk blusser kampen op i takt med, at de hellige forbereder sig på Frelserens andet komme.
Præsident Brigham Young (1801-1877) profeterede, »at Kirken ville udvikle sig, gå fremad, vokse og udvide sig, og i takt med udbredelsen af evangeliet blandt alle jordens nationer ville Satans magt også øges.«3
Jeg tror, at vi alle kan enes om, at denne profeti er under opfyldelse, når vi ser, hvordan det onde infiltrerer samfund rundt om i verden. Præsident Young belærte om, at vi er nødt til at studere fjendens taktik for at kunne overvinde ham. Jeg vil fortælle om fire af Satans synlige strategier og komme med forslag til, hvordan man står imod dem.
Satans strategier
1. Fristelse. Djævelen er uforskammet, når det kommer til at sætte onde ideer i vores hoveder. Mormons Bog lærer os, at Satan hvisker urene og uvenlige ting og sår tvivl i menneskers sind. Han plager os om at handle på vanedannende lyster og fremme selviskhed og grådighed. Han ønsker ikke, at vi indser, hvor de ideer kommer fra, så han hvisker: »Jeg er ingen djævel, for der findes ingen« (2 Ne 28:22).
Hvordan kan vi modstå denne direkte fristelse? En af de mest effektive måder er ganske enkelt at sende Satan væk. Det er det, Jesus ville gøre.
I Det Nye Testamente finder vi nyttige instruktioner i beretningen om, da Frelseren blev fristet på bjerget. Efter hver fristelse, som Djævelen præsenterede ham for, brugte Jesus en totrinstektik. Først befalede han Satan at vige bort, og derpå citerede han et skriftsted.
Lad mig komme med et eksempel: »Da svarede Jesus ham: ›Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene‹« (Matt 4:10). Næste vers lyder: »Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham« (Matt 4:11). Frelserens forsvar var meget effektivt.
I biografien om præsident Heber J. Grant (1856-1945) får man indblik i, hvordan præsident Grant som ung mand modstod djævelen. Da præsident Grant indså, at Satan hviskede ham i øret og prøvede at så tvivl i hans hjerte, udtalte han ganske enkelt højt: »Hr. Djævel, hold mund.«4
I har ret til at bede Satan om at forføje sig, når I konfronteres med fristelse. I skrifterne står der: »I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer« (Jak 4:7).
Den anden del af Frelserens forsvar var at citere skriften. Der er en stor kraft i at kunne huske skriften udenad, som Jesus gjorde. Skriftsteder kan blive som en arsenal af åndelig ammunition.
Når I bliver fristet, kan I citere bud som »Husk sabbatsdagen og hold den hellig«, »Elsk jeres fjender« eller »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker« (2 Mos 20:8; Luk 6:27; L&P 121:45). Kraften i skriften afskrækker ikke blot Djævelen, men den bringer også Ånden ind i jeres hjerte, den forvisser jer og styrker jer mod fristelse.
2. Løgne og bedrag. Skrifterne afslører, at Satan er »løgnens fader« (2 Ne 9:9). Tro ham ikke, når han hvisker jer i øret, at »I aldrig kan gøre noget rigtigt«, at »I er for syndige til at kunne blive tilgivet«, at »I aldrig vil ændre jer«, at »ingen bryder sig om jer« eller at »I ingen talenter har.«
En anden af hans hyppigt brugte løgne er denne: »Du er i hvert fald nødt til at prøve det en gang – bare for erfaringens skyld. En gang skader ikke.« Den lille beskidte hemmelighed, som han ikke siger noget om, er, at synd er vanedannende.
En anden virksom løgn, som Satan vil prøve af på jer, er: »Alle andre gør det. Det er okay.« Det er ikke okay. Så fortæl djævlen, at I ikke har lyst til at havne i det telestiale rige – også selv om alle andre skal derhen.
Selvom Satan vil lyve for jer, kan I regne med, at Ånden vil fortælle jer sandheden. Det er derfor, Helligåndsgaven er så vigtig.
Djævlen er blevet kaldet »den store bedrager«.5 Han forsøger at forfalske ethvert sandt princip, som Herren præsenterer.
Husk, at forfalskninger ikke er det samme som modsætninger. Det modsatte af hvid er sort, men en forfalskning af hvid kan være offwhite eller grå. Forfalskninger kan minde om den ægte ting for at narre intetanende mennesker. De er en fordrejet udgave af noget godt, og ligesom falske penge er de værdiløse. Lad mig illustrere det.
En af Satans forfalskninger for tro er overtro. Hans forfalskning af kærlighed er begær. Han forfalsker præstedømmet ved at introducere præstelist, og han imiterer Guds mirakler ved hjælp af troldkarle.
Ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, men ægteskab mellem to af samme køn er kun en forfalskning. Det skaffer hverken afkom eller ophøjelse. Selvom hans efterligninger kan narre mange mennesker, er de ikke den ægte vare. De kan ikke føre til varig lykke.
Gud advarede os mod forfalskninger i Lære og Pagter. Han sagde: »Og det, der ikke opbygger, er ikke af Gud, og er mørke« (L&P 50:23).
3. Strid. Satan er faderen til strid. Frelseren siger: »Han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden« (3 Ne 11:29).
Djævlen har århundreders erfaring med, at hvor striden hersker, forsvinder Herrens Ånd. Lige siden han overtalte Kain til at slå Abel ihjel, har Satan påvirket søskende til at strides. Han puster også til problemer i ægteskaber, blandt menighedsmedlemmerne og missionærkammerater. Han elsker at se gode mennesker skændes. Han forsøger at opildne til familieskænderier lige inden kirke om søndagen, lige inden familieaften om mandagen og når som helst et par planlægger at deltage i en tempelsession. Hans timing er forudsigelig.
Når der er splittelse i jeres hjem eller på arbejdspladsen, så hold straks inde med det, I har gang i, og forsøg at stifte fred. Det er uden betydning, hvem der begyndte.
Strid og splid begynder ofte med, at man finder fejl. Joseph Smith belærte om, at »djævelen smigrer os med, at vi er meget retfærdige, når vi lever højt på andres fejl«.6 Når I tænker over det, er selvretfærdighed blot en forfalskning af ægte retfærdighed.
Satan elsker at sprede splid i Kirken. Det er hans speciale at påpege fejl hos Kirkens ledere. Joseph Smith advarede de hellige om, at det indledende skridt til frafald var at miste tilliden til Kirkens ledere.7
Næsten alt anti-mormonsk litteratur tager afsæt i løgne om Joseph Smiths karakter. Fjenden arbejder hårdt på at miskreditere Joseph, fordi budskabet om genoprettelsen hviler på profetens beretning om, hvad der skete i lunden. Djævelen arbejder i dag hårdere end nogensinde før på at få medlemmerne i tvivl om deres vidnesbyrd om genoprettelsen.
I vores uddelings første dage var der mange præstedømmebærere, der til deres fortrydelse ikke forblev loyale mod profeten. En af dem var Lyman E. Johnson, som blev udelukket på grund af uretfærdig adfærd. Han begræd senere at have forladt Kirken: »Jeg ville hugge min højre hånd af, hvis jeg kunne tro det igen. Dengang var jeg glad og fuld af glæde. Mine drømme var behagelige. Når jeg vågnede om morgenen, var jeg munter. Jeg var glad om dagen og om natten, fuld af fred, glæde og taknemlighed. Men nu hersker mørke, smerte, sorg og elendighed i ekstrem grad. Jeg har aldrig haft et lykkeligt øjeblik siden.«8
Tænk over de ord. De tjener til advarsel for alle medlemmer af Kirken.
Jeg er omvendt til Kirken. Jeg blev døbt, da jeg var en 23-årig ung voksen, der læste medicin i Arizona i USA, og jeg ved af egen erfaring, hvordan Satan arbejder på undersøgere ved at forvirre dem og tage modet fra dem, når de søger sandheden.
Igennem hele min ungdom havde jeg set mine sidste dages hellige venners eksempel. Jeg var imponeret over den måde, de levede på. Jeg besluttede mig for at lære mere om Kirken, men jeg ville ikke fortælle nogen, at jeg studerede mormonismen. For at undgå pres fra mine venner besluttede jeg at udføre min undersøgelse helt for mig selv.
Dette var mange år, før der var noget internet, så jeg gik hen på folkebiblioteket. Jeg fandt et eksemplar af Mormons Bog og en bog med titlen Et stort og forunderligt værk af ældste LeGrand Richards (1886-1983) fra De Tolv Apostles Kvorum. Jeg begyndte at læse disse bøger med stor læselyst, og jeg syntes, de var inspirerende.
Selvom min ånd længtes efter at lære mere, begyndte Satan at hviske mig i øret. Han sagde, at jeg også måtte læse noget, der var kritisk over for Kirken, for at være helt objektiv. Jeg gik tilbage på biblioteket og begyndte at kigge mig omkring. Og selvfølgelig fandt jeg en bog, der rakkede profeten Joseph ned.
Jeg blev forvirret af at læse denne anti-mormonske bog. Jeg mistede den dejlige ånd og indflydelse, der havde ledsaget min undersøgelse. Jeg blev frustreret og var på nippet til at droppe min søgen efter sandheden. Jeg bad om et svar, mens jeg læste anti-mormonsk litteratur!
Til min overraskelse blev jeg ringet op af en ven fra high school, som gik på Brigham Young University. Hun inviterede mig til at komme og besøge hende i Utah, og hun lovede, at jeg ville nyde den smukke køretur. Hun anede ikke, at jeg i al hemmelighed studerede hendes kirke.
Jeg tog imod hendes invitation. Min ven foreslog, at vi tog til Salt Lake City for at se tempelpladsen. Hun blev overrasket over min positive respons. Hun havde ingen anelse om, at jeg var meget interesseret i at lære sandheden om Joseph Smith og genoprettelsen.
Søstermissionærerne på tempelpladsen var meget hjælpsomme. Uden at vide det besvarede de mange af mine spørgsmål. Deres vidnesbyrd påvirkede mig til at »betvivle [min] tvivl«,9 og min tro begyndte at vokse. Den kraft, der ligger i et inderligt vidnesbyrd, kan ikke overvurderes.
Min ven bar også sit vidnesbyrd for mig og opfordrede mig til at bede og spørge Gud, om Kirken var sand. På den lange køretur tilbage til Arizona begyndte jeg at bede i tro – for første gang »af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt« (Moro 10:4). På et tidspunkt på den tur var det som om hele min bil blev fyldt med lys. Jeg erfarede på nærmeste hold, hvordan lys kan fordrive mørke.
Efter jeg havde besluttet mig for at blive døbt, satte Satan et sidste angreb ind. Han arbejdede på min familie, som gjorde alt, der stod i deres magt, for at tale mig fra det, og de nægtede at komme til min dåb.
Jeg blev døbt alligevel, og gradvist blev deres hjerte blødgjort. De begyndte at hjælpe mig med at lave slægtsforskning. Nogle få år senere døbte jeg min lillebror. Den ven, der inviterede mig til at besøge sig i Utah, er nu min hustru.
4. Skuffelse. Det er det redskab, som Satan bruger meget effektivt mod de mest trofaste hellige, når alt andet glipper. Når jeg begynder at føle skuffelse, hjælper det mig at prøve at se, hvem det er, der prøver at trække mig ned. Det gør mig gal nok til at blive glad – bare for at trodse djævelen.
For adskillige år siden holdt præsident Benson en tale, der hed »Fortvivl ikke«. I denne indsigtsfulde tale advarede han således: »Satan stræber i stigende grad efter at overvinde de hellige med mismod, skuffelse, fortvivlelse og nedtrykthed.«10 Præsident Benson formanede Kirkens medlemmer til at være på vagt, og han kom med 12 realistiske forslag til at bekæmpe skuffelse.
Hans forslag omfattede at tjene andre, arbejde hårdt og undgå lediggang, tilegne sig gode vaner, deriblandt at dyrke motion og spise naturlig mad, bede om en præstedømmevelsignelse, lytte til inspirerende musik, tælle sine gaver og sætte mål. Og fremfor alt, bør vi, som skrifterne lærer os, altid bede, så vi kan besejre Satan (se L&P 10:5).11
Satan skælver, når han ser
den svageste hellige på sine knæ.12
Det er vigtigt at vide, at der er grænser for det ondes magt. Guddommen sætter de grænser, og Satan får ikke lov til at overskride dem. Vi læser for eksempel i skrifterne, at »der er ikke givet Satan magt til at friste små børn« (L&P 29:47).
En anden væsentlig begrænsning er, at Satan ikke ved, hvad vi tænker, medmindre vi fortæller ham det. Herren har forklaret, »at der ikke er nogen anden end Gud, som kender dine tanker og dit hjertes hensigter« (L&P 6:16).
Måske er det derfor, at Herren har givet os bud som »Du skal ikke murre« (L&P 9:6) og »Du må ikke tale ondt om din næste« (L&P 42:27). Hvis I kan lære at tøjle jeres tunge (se Jak 1:26), får I ikke fortalt djævelen for meget. Når han hører os murre, klage og kritisere, tager han omhyggeligt noter. Jeres negative ord udstiller jeres svagheder for fjenden.
Jeg har gode nyheder til jer. Guds hære er større end Lucifers. I ser jer måske omkring og tænker: »Verden bliver mere og mere ond. Satan står til at vinde krigen.« Lad jer ikke narre. Sandheden er, at vi er fjenden overtallige. Husk, at to tredjedele af Guds børn valgte Faderens plan.
Brødre og søstre, sørg for, at I kæmper på Herrens side. Sørg for, at I bærer Åndens sværd.
Det er min bøn, at I, når jeres liv er forbi, ligesom apostlen Paulus kan sige: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen« (2 Tim 4:7).