Forberedelse til en ny rejse
Forfatteren bor i Paraná i Brasilien.
Ligesom Nefi sejlede ud i det ukendte, var jeg nødt til at udøve tro på Herren omkring det at stifte en familie.
Foto © Getty Images
I ugerne op til, at jeg skulle giftes og besegles i templet, begyndte jeg at blive lidt nervøs over alt det, jeg måtte gøre inden, jeg stiftede familie. Midt i al glæden følte jeg mig stresset over at få skik på vores nye rutiner, få finanserne i orden, finde opbevaring til vores ejendele og alle mine nye ansvar som hustru. Jeg ville gerne sikre mig, at vi kom rigtigt fra start i vores ægteskab, og i alle aktiviteterne gjorde plads til de vigtige ting som at holde buddene og bruge tid sammen som mand og hustru i vores travle liv.
Som dagen for brylluppet nærmede sig, blev jeg overrasket over en række mareridt, jeg havde, der handlede om alle mulige problemer, der kunne ramme en familie. Eftersom jeg kom fra en kærlig, men plaget familie, hvor store skænderier og hjertesorg konstant truede, påvirkede de væmmelige drømme mig mere, end de burde have gjort. Så en nat efter adskillige som denne, hvor jeg vågnede op badet i sved, besluttede jeg mig for at følge det råd, som søster Neill F. Marriott, andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab, gav i sin tale »Giv Gud dit hjerte« (Liahona, nov. 2015, s. 30-32). Jeg lukkede mine øjnene og bad: »Kære himmelske Fader, hvordan kan jeg skærme min familie fra disse dårlige ting?«
Svaret kom lige så hurtigt og stærkt, som var der blevet åbnet en dør til mit hoved og lagt en tanke der. Den lille stille stemme sagde: »Du skal bare gøre det, som det formodes, du gør. Vær trofast i hvert trin.« Ånden hviskede nogle specifikke råd, og jeg følte, at hvis jeg gjorde det, så ville alt ordne sig.
Jeg smilede og følte en varme fylde mit bryst. Pludselig var alle mine bekymringer væk, for jeg vidste, det var sandt. Jeg havde følt Helligånden før, men aldrig så stærkt, som jeg gjorde den nat. Jeg følte mig indhyllet i vor himmelske Faders og vor Frelsers kærlighed, og jeg vidste, at min families velfærd og frelse var lige så vigtig for dem som for mig.
Som en ekstra bekræftelse kom jeg i tanke om en historie fra skriften – det øjeblik, hvor Herren befalede Nefi at bygge et skib: »Og det skete, at Herren talte til mig og sagde: Du skal bygge et skib på den måde, som jeg skal vise dig, så jeg kan føre dit folk over disse vande« (1 Ne 17: 8; fremhævelse tilføjet).
Nefi og hans families rejse ud i ørkenen havde taget år, og de led alle slags prøvelser. Han kunne have været bange for at begynde på en rejse over havet og ladet sin frygt overvinde sin tro. Men det gjorde han ikke. Han accepterede og adlød Guds anvisninger. Han havde tro på, at Herren ville opfylde sine løfter. Herren sagde aldrig til Nefi, at de ikke ville komme ud i stormvejr, eller at bølgerne ikke ville slå imod skibet. Men han fortalte Nefi, at dersom han fulgte hans anvisning, ville han kunne føre sin familie sikkert over havet til det forjættede land.
Jeg indså, at jeg havde været på en ørkenvandring i mange år, men nu stod jeg ved havets bred og forberedte mig på en ny rejse – ægteskab. Jeg var blevet kaldet – og jeg tror, at det er tilfældet for alle sidste dages hellige familier – til at bygge et skib efter Guds anvisninger.
Da min mand og jeg var blevet gift, ramlede problemerne ind over os. Jeg blev syg, og vi kæmpede for at balancere økonomien og tillægge os alle de gode vaner, vi havde besluttet os for.
Men det råd, jeg havde modtaget den nat, forblev i mit hjerte. Vi prøvede dagligt at lære og påskønne Guds ord i vores hjerte, følge vores kære lederes råd – deriblandt Kristus – og forbedre vores opførsel. Jeg fik et stærkere vidnesbyrd om bøn og smagte i sandhed Faderens kærlighed til os. Jeg begyndte at tro mere og frygte mindre. Vi indså, at de vanskeligheder, vi havde, blev afsæt til fremgang. I dag føles vores hjem som en lille bid af himlen.
Vi er stadig i begyndelsesfasen af vores rejse, men det at blive gift og stifte en familie er det bedste valg, jeg nogensinde har truffet. Mit hjerte fyldes med glæde, når jeg tænker på de tempelordinancer, vi har modtaget, og jeg ved, de blev beseglet med Guds myndighed. Jo mere jeg forstår om familiens vægt i vor himmelske Faders plan og helligheden i de pagter, vi indgår, jo mere ønsker jeg at hjælpe andre familier til at modtage de samme ordinancer.
Jeg har lært, at vi ikke behøver at bekymre os om det, der skal ske, »for Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed« (2 Tim 1:7). Vi behøver ganske enkelt blot at være lydige, følge de anvisninger, vi får igennem skrifterne og profeternes ord i vore dage, og i bøn bede om mere personlig vejledning. Dersom vi gør dette, kan vi krydse havet i disse sidste dage i tillid til, at uanset hvilke problemer vi måtte støde ind i, så vil vores nære og kære være i sikkerhed.