Hjælp børn med at forberede sig til dåb
Vi kan bede og være målrettede og tålmodige, når vi hjælper vores børn med at tage dette skridt på pagtsstien.
At blive døbt og bekræftet er en spændende milepæl for børn i Kirken. Mens mange ser frem til disse ordinancer, er det også almindeligt, at børn kan være nervøse eller bange.
Som forfatter på Lille Liahona, Kirkens tidsskrift for børn, har jeg hørt mange beretninger om børn, der frygter, at de ikke er klar til at indgå denne pagt. Nogle er bange for, at deres vidnesbyrd ikke er stærkt nok. Nogle er bange for vand. Og nogle føler et utroligt pres i forhold til at være fuldkomne.
Her er et par forslag til, hvordan I kan hjælpe jeres barn med at føle sig forberedt og selvsikker nok til at tage det næste skridt på pagtsstien.
Undervis målrettet
Man kan let tænke på dåben som et overgangsritual eller noget, der bare sker, når jeres barn bliver otte. Men egentlig er dåb et helligt valg, hvilket betyder, at de er nødt til at forstå, hvorfor det er vigtigt. Målrettet undervisning kan hjælpe med at gøre dåben mere meningsfuld (og mindre skræmmende). Lær dem på samme måde, som enhver anden person lærer om Kirken, før vedkommende bliver døbt.
Det er vigtigt, at vi lærer børn om de pagter, de indgår ved dåben. Og den gode nyhed er, at det er ikke noget, vi er nødt til at (eller bør) prøve at gøre på en dag eller en uge. At studere evangeliet over tid som familie er den bedste måde at hjælpe jeres barn med at forberede sig på at indgå denne pagt. Der er et par ting, der er særligt nyttige at fokusere på, når jeres barns dåb nærmer sig:
-
Kort sagt, tal sammen om, hvordan det at blive døbt betyder at love at følge Jesus Kristus.
-
Læs om dåb i skrifterne, f.eks. Mosija 18:8-10. Forklar versene, så jeres barn forstår dem og kan beskrive betydningen for jer. For eksempel var der en pige i Hawaii i USA, der blev døbt for nylig, og som beskrev udtrykket »bære hinandens byrder« som at »hjælpe alle, når de har brug for hjælp.«
-
Sørg for at tale med dem om Helligåndsgaven, og del de erfaringer, I har haft, når Helligånden har velsignet jer.
Nogle børn kan bekymre sig om dåb, fordi de ikke synes, de har et vidnesbyrd, der er stærkt nok. Hjælp jeres barn med at huske de gode følelser, de har haft, mens de lavede noget dejligt, sang i Primary eller talte om evangeliet. Tilskynd dem til at tænke på de forskellige måder, som de ved, at vor himmelske Fader elsker dem. Forklar, at alle disse ting er begyndelsen på et vidnesbyrd, og at deres vidnesbyrd vil vokse med tiden, når de fortsat træffer gode valg.
Vis barnet, hvad det kan forvente
Hvis jeres barn er nervøs for at blive døbt – og selvom det ikke ser ud til at være det – kan det hjælpe at tale om, hvad barnet kan forvente. Et godt sted at starte er at forberede dem til interviewet med deres biskop eller grenspræsident. Hjælp jeres barn med at besvare spørgsmål som »Hvorfor er dåben vigtig?« og »Hvad betyder det at påtage sig Kristi navn?« Det kan hjælpe dem med at blive forberedt på denne samtale. Hjælp jeres barn med at huske, at biskoppen er der for at hjælpe dem med at blive parat, ikke for at udspørge dem eller stille dem svære spørgsmål. Og husk, at I kan være hos jeres barn under samtalen, hvis I vil.
En anden ting at forberede jeres barn på er, hvad det kan forvente sig rent fysisk på dåbsdagen. Vis dem, hvordan de skal stå, når de er i dåbsbassinet. I kan endda bede præstedømmebæreren, der skal døbe jeres barn, om at øve den fysiske bevægelse ved dåben, inden de træder ned i vandet, så jeres barn ved, hvordan det vil føles at blive dyppet ned og løftet op igen. Forklar, hvad der vil ske under bekræftelsen.
Hvis jeres barn er bange for at få hovedet under vand, kan I bede og overveje, hvordan I kan hjælpe dem med at overvinde denne frygt, når deres dåb nærmer sig. Måske kan I og jeres barn se på, mens en anden blev døbt, for at se, hvor kort tid de er under vand. Måske kan I og jeres barn øve jer ved at holde jer for næsen og nedsænke ansigtet i vand i et par sekunder ad gangen. Der er måske nogle i jeres område, der lærer børn at svømme, og som har nogle gode råd. Hvad end I gør, må I sørge for at gøre det med kærlighed og tålmodighed.
Jo bedre forberedt et barn føler sig i forhold til de fysiske detaljer ved dåb, des bedre er de i stand til at slappe af og fokusere på den åndelige pagt, de indgår.
Fokuser på fremskridt, ikke på fuldkommenhed
Nogle gange, måske fordi vi snakker så meget om det rensende aspekt ved dåb, misforstår børn det og tror, at de skal være fuldkomne efter ordinancen. Noget af det, vi oftest hører om hos Lille Liahona, er den panik, et barn oplever, når de begår en fejl for første gang, efter de er blevet døbt. Efter at have sig følt sig så rene, så kan et skænderi med deres søskende eller det at glemme at udføre en opgave få dem til at opleve, at de har ødelagt den gode følelse for evigt!
Som forældre og ledere er det vigtigt, at vi hjælper vores børn med at forstå princippet om omvendelse. Forstår vores børn, at det at erkende vores fejl og lære af dem er en del af den måde, vi lærer og vokser på her på jorden? Ved de, at de når som helst kan bede om tilgivelse? Og at de, når de indtager nadveren hver uge, fornyer de de pagter, de indgik ved dåben? Bær vidnesbyrd om, at muligheden for at omvende sig er en velsignelse og en gave. Dåb handler ikke om at være fuldkommen nu, men snarere om at træde ind på pagtsstien og dagligt tage skridt hen imod at blive mere som Jesus Kristus.
En smuk begyndelse
I stedet for at se dåb og bekræftelse som det endelige mål, kan vi hjælpe vores børn med at se det som en smuk begyndelse – starten på et nyt liv som pagtsdiscipel af Jesus Kristus. Uanset om jeres barn føler sig spændt, nervøs eller lidt af begge dele, kan I sørge for, at de ikke går alene på denne sti. Ved at bede og være målrettede og tålmodige kan vi hjælpe vores børn med at føle glæde, når de tager dette skridt tilbage til deres himmelske hjem.