Hvad nu, hvis jeg ikke var taget af sted?
Oplevelsen gjorde mig dybt i mit sind og min sjæl bevidst om, hvorfor jeg skulle være der den aften.
Jeg var lige ved at tale mig selv fra at tage af sted den aften. Jeg vidste, at en mindeaften kunne hjælpe mig med at håndtere tabet af min mor, men jeg vidste også, at aftenen ville bringe tårer frem, fordi jeg stadig sørgede over, at hun var gået bort.
Da timen for mindeaftenen nærmede sig, var jeg klar til at tage af sted på trods af min tidligere tøven. Jeg havde bestemt mig for, at det ville være godt for mig at være der.
Mindeaftenen, der ærede flere mennesker, der for nylig var gået bort, blev afholdt af det bedemandsfirma, der stod for min mors begravelse. Bortset fra chefen for bedemandsfirmaet og hans familie, kendte jeg ingen af personerne i rummet. I løbet af aftenen blev hver afdødes navn læst højt, og en pårørende tændte et lille stearinlys til minde om den person.
Da arrangementet var forbi, rejste jeg mig for at gå hen til forfriskningerne. De, der sad bag mig, var alle gået, bortset fra en skrøbelig dame med et iltapparat og en rollator. Jeg følte hendes bedrøvelse og smerte. Jeg følte også, at hun havde behov for et knus.
Jeg vidste ikke, hvordan hun ville have det med, at en fremmed gav hende et knus, men jeg fulgte denne enkle tilskyndelse. Jeg gik hen til hende med udstrakte arme. Hun rakte begge sine arme mod mig og trak mig ind til sig. Hun kyssede mig på kinden og sagde: »Tak, fordi du vidste, at jeg havde brug for et knus. Du er en engel.« Vi talte derefter sammen et øjeblik.
Denne oplevelse gjorde mig dybt i mit sind og min sjæl bevidst om, hvorfor jeg skulle være der. Ville en anden have givet denne kvinde et knus den aften, hvis jeg ikke var taget af sted? Det får jeg aldrig at vide, men jeg ved, at jeg blev bedt om at give hende et knus, og fordi jeg gjorde det, blev vi begge rigt velsignet.