Kun digitalt: Unge Voksne
Tilpasning til forandring efter min mission
Livet virker måske ikke perfekt efter en mission, men vi kan stadig finde glæde og mening, når vi fortsætter med at være Jesu Kristi disciple.
Jeg elskede min mission i Colombia. Det har været den bedste del af mit liv indtil nu. Jeg holdt af de mennesker, jeg mødte, og dem, jeg lærte at kende. Jeg holdt også af mine makkere, og jeg lærte meget af dem! Jeg tænker på min mission hver dag.
Efter at have afsluttet min oplæring på missionærskolen troede jeg, at jeg var klar til min mission, men jeg havde stadig så meget at lære ude i missionsmarken. Og det samme skete, da jeg var færdig med min mission – jeg troede, jeg havde lært alt, hvad jeg havde brug for at vide om tilværelsen. Jeg troede, jeg var forberedt på, hvad end jeg måtte møde. Jeg troede, at alt ville gå perfekt.
Men som I nok har gættet, så gjorde det ikke.
Mens jeg var på mission, blev min faster Cecilia opereret, blev syg og døde. Efter at have bedt til Gud om situationen besluttede mine forældre at vente med at fortælle mig om hendes død, til jeg kom hjem. Det ramte mig hårdt at høre, at hun var død. Hun havde altid været min yndlingsfaster, og jeg var knust over, at jeg ikke havde været hjemme for at sige farvel.
Men det var ikke det eneste, der havde ændret sig, mens jeg var væk. Jeg havde håbet, at min lillebror ville tage på mission, mens jeg selv var af sted, men han havde ombestemt sig. Dette var svært for mine forældre, og det var også svært for mig.
Og forholdet til mine venner var ikke det samme, som før jeg tog på mission. Jeg havde altid inviteret mine venner, der ikke var medlemmer, med i kirke, men da jeg kom hjem og begyndte at invitere dem igen, reagerede de helt anderledes. De ville ikke have noget med Kirken at gøre. Jeg var ikke sikker på, hvad der havde ændret sig, men jeg bad stadig for dem og delte åndelige budskaber med dem. Men jeg følte mig virkelig alene, og det var som om, jeg ikke havde nogen venner.
Så meget havde ændret sig, mens jeg var væk, og det var svært at tilpasse sig disse forandringer, efter jeg kom hjem.
Betydningen af tjeneste
Under min mission bad jeg om hjælp, hver gang jeg følte mig modløs eller troede, at jeg ikke kunne fortsætte. Så jeg vidste, at jeg kunne stole på, at vor himmelske Fader igen ville hjælpe mig med at tilpasse mig denne nye overgang i livet.
Jeg fik en fornemmelse af, at jeg havde brug for at tjene. Tjeneste havde altid hjulpet mig med at føle, at jeg havde et formål. Jeg tog hen til min biskop og fortalte ham om mit ønske om at tjene. Han kaldte mig til at være sekretær i Unge Kvinder.
Et par måneder senere fortalte jeg min himmelske Fader, at jeg ønskede at komme videre og lære mere, og jeg bad om hans hjælp. Allerede den næste dag blev jeg kaldet som andenrådgiver i primarypræsidentskabet i staven.
At være i stand til at tjene de unge kvinder og primarybørnene hjalp mig virkelig med at tilpasse mig til en tilværelse efter min mission. Jeg kunne nu fokusere på at hjælpe dem med at vende sig til Frelseren i stedet for at fokusere på mine egne udfordringer. Med tiden blev tilpasningen lettere, idet jeg stræbte efter at tjene.
Hvad står jeg for?
Noget andet, der hjalp mig med at tilpasse mig til tilværelsen efter mission, var at dele mit vidnesbyrd, når jeg fik chancen. Nogle gange fik jeg endda mulighed for at dele min tro i forbindelse med præsentationer i undervisningen på universitetet.
Min filosofilærer havde bedt mig om at lave en præsentation om retfærdighed og frihed, og jeg viste en video fra Kirken, der hedder »Be Still, My Soul«. Videoen handler om en kvinde, der arresteres for stofmisbrug. Mens hun sidder i fængsel, savner hun sine børn. Hun gennemfører en rehabilitering og vender hjem som et nyt menneske.
Jeg afsluttede min præsentation med mit vidnesbyrd. Jeg fortalte, at vi alle har vores gudgivne handlefrihed, men at han har givet os befalinger for at hjælpe os med at forstå, hvordan vi undgår at skade os selv og andre. Jeg vidnede også om, at han lever.
Min lærer og mine klassekammerater protesterede ikke mod noget af det, jeg sagde. Og mit vidnesbyrd gjorde dem eftertænksomme. Jeg har lært, at vi aldrig ved, hvornår nogen har brug for vores indsigt for at komme til tro på, at Gud og Jesus Kristus virkelig eksisterer.
Alt i alt, så hjalp det mig med at tilpasse mig tilværelsen efter min mission, at jeg fortsatte med at komme tættere på Kristus, og at jeg hjalp andre med at komme til ham. Jeg er ikke længere fuldtidsmissionær, men jeg kan stadig bede, tjene og vidne om sandheden i Jesu Kristi evangelium. Jeg kan stadig hjælpe andre og gøre det, jeg gjorde på min mission – bare på en anden måde.
Det kan være svært at tilpasse sig efter en mission, men vi kan stadig finde glæde og en følelse af mening, når vi husker det, vi lærte som missionærer, og når vi fortsætter med at være Jesu Kristi disciple. Vor himmelske Fader vil hjælpe os med at få succes, når vi stræber efter at følge ham.