Guds barns personlige rejse

Ældste Neil L. Andersen

De Tolv Apostles Kvorum

Som Guds pagtsbørn elsker, ærer, nærer, beskytter og byder vi de ånder velkommen, der kommer fra forudtilværelsen.

Vi er hver især blevet påvirket af den verdensomspændende pandemi, idet familie og venner uventet er gået bort. Lad mig anerkende tre, som vi savner meget, der repræsenterer alle dem, vi elsker så højt.

Dette er bror Philippe og søster Germaine Nsondi. Bror Nsondi tjente som patriark i Brazzaville Stav i Republikken Congo, da han døde. Han var en læge, der gavmildt delte sit talent med andre.¹

Dette er søster Clara Elisa Ruano de Villareal fra Tulcán i Ecuador. Hun tog imod det gengivne evangelium som 34-årig og var en elsket lærer. Hendes familie tog afsked med hende ved at synge hendes yndlingssalme: »Han lever! Vor Forløser stor.«²

Dette er bror Ray Tuineau fra Utah med sin smukke familie. Hans hustru, Juliet, sagde: »Jeg ønsker, at [mine drenge husker, at deres far] altid satte Gud først.«³

Herren har sagt: »Du skal leve sammen med andre i kærlighed, således at du skal græde over tabet af dem, der dør.«⁴

Selvom vi græder, glæder vi os også over vor Frelsers herlige opstandelse. På grund af ham fortsætter vores kære og venner deres evige rejse. Som præsident Joseph F. Smith har forklaret: »Vi kan ikke glemme dem; vi holder ikke op med at elske dem … De er gået videre; vi går videre; vi udvikler os, som de har udviklet sig.«⁵ Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Vores tårer af sorg … vender sig til tårer af forventning.«⁶

Vi kender til livet før fødslen

Vores evige perspektiv forstørrer ikke alene vores forståelse af dem, der fortsætter deres rejse ud over jordelivet, men det åbner også vores forståelse af dem, der er tidligere på deres rejse eller kommer til livet på jorden nu.

Alle, der kommer til jorden, er en enestående Guds søn eller datter.⁷ Vores personlige rejse begyndte ikke ved fødslen. Inden vi blev født, var vi sammen i en forberedende verden, hvor vi »modtog … [vores] første undervisning i åndernes verden«.⁸ Jahve sagde til Jeremias: »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig.«⁹

Nogle kan sætte spørgsmålstegn ved, om livet begynder ved dannelsen af et foster, eller når hjertet begynder at slå, eller når babyen kan leve uden for livmoderen, men for os er der ikke nogen tvivl om, at Guds åndelige døtre og sønner er på deres egen personlige rejse ved at komme til jorden og modtage et legeme og opleve jordelivet.

Som Guds pagtsbørn elsker, ærer, nærer, beskytter og byder vi de ånder velkommen, der kommer fra forudtilværelsen.

Kvinders forbløffende bidrag

Det kan være et stort fysisk, følelsesmæssigt og økonomisk offer for en kvinde at få et barn. Vi elsker og ærer de fantastiske kvinder i denne kirke. Med intelligens og visdom bærer I byrderne for jeres familie. I elsker. I tjener. I ofrer. I styrker tro, tjener dem i nød og bidrager i høj grad til samfundet.

Det hellige ansvar for at beskytte liv

For mange år siden talte præsident Gordon B. Hinckley til kvinder i Kirken med bekymring om antallet af aborter i verden og med ord, der er relevante for os i dag. Han sagde: »I, der er hustruer og mødre, er familiens anker. I føder børnene. Hvilket enormt og helligt ansvar det er … Hvad er der sket med vores påskønnelse af menneskelivets hellighed? Abort er et onde, grumt og virkeligt og frastødende, som fejer hen over jorden. Jeg beder indtrængende denne kirkes kvinder om at afsky det, at være hævet over det, at holde sig fra situationer, hvor de må gå på kompromis, og som får det til at synes ønskværdigt. Der kan være nogle få tilfælde, hvor det kan finde sted, men de er yderst begrænsede¹⁰ … I er mødre til Guds sønner og døtre, hvis liv er hellige. At beskytte dem er et guddommeligt ansvar, som ikke letsindigt kan fejes bort.«¹¹

Ældste Marcus B. Nash fortalte mig om en 84-årig kvinde, der under sit dåbsinterview »indrømmede en abort [mange år forinden].« Med dybfølte følelser sagde hun: »Jeg har båret på den byrde at have fået aborteret et barn hver eneste dag i næsten 46 år … Intet jeg gjorde ville fjerne min smerte og skyld. Jeg var uden håb, indtil jeg blev undervist i Jesu Kristi sande evangelium. Jeg lærte at omvende mig … og pludselig blev jeg fyldt med håb. Jeg lærte endelig, at jeg ville blive tilgivet, hvis jeg virkelig omvendte mig fra mine synder.«¹²

Hvor er vi dog taknemmelige for omvendelsens og tilgivelsens guddommelige gaver.

Hvad kan vi gøre?

Hvad er vores ansvar som fredelige Jesu Kristi disciple? Lad os efterleve Guds befalinger, undervise vores børn om dem og dele dem med andre, der er villige til at lytte.¹³ Lad os dele vores inderste følelser om livets hellighed med dem, der træffer beslutninger i samfundet. De værdsætter muligvis ikke helt det, vi tror på, men vi beder om, at de bedre vil forstå, hvorfor disse beslutninger for os går langt ud over det, en person ønsker for sit eget liv.

Hvis man venter et uventet barn, så lad os række ud med kærlighed, opmuntring og ved behov økonomisk hjælp, og styrke en mor, der tillader sit barn at blive født og fortsætte sin rejse i livet på jorden.¹⁴

Skønheden ved adoption

I vores familie blev vi umådeligt velsignet, da en ung 16-årig for mere end to årtier siden, fandt ud af, at hun ventede et barn. Hun og babyens far var ikke gift, og de kunne ikke se nogen fremtid sammen som familie. Den unge kvinde mente, at det liv hun bar, var dyrebart. Hun fødte en pige og gav en retfærdig familie lov til at adoptere hende som deres egen. For Bryce og Jolinne var hun et svar på deres bønner. De kaldte hende Emily og lærte hende at stole på sin himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus.

Emily voksede op. Hvor er vi taknemmelige for, at Emily og vores barnebarn, Christian, blev forelskede og blev gift i Herrens hus. Emily og Christian har nu deres egen lille pige.

Emily skrev for nyligt: »Igennem disse ni måneders graviditet, havde jeg tid til at reflektere over begivenhederne bag min egen fødsel. Jeg tænkte på min biologiske mor, der kun var 16 år. Da jeg oplevede de smerter og ændringer, en graviditet medfører, kunne jeg ikke undgå at forestille mig, hvor svært det må have været som blot 16 årig … Tårerne flyder selv nu, når jeg tænker over min biologiske mor, der vidste, at hun ikke kunne give mig det liv [hun ønskede for mig og uselvisk] bortadopterede mig. Jeg kan ikke begribe, hvad hun må have gået igennem i de ni måneder – blive set på med dømmende blikke, når hendes krop ændrede sig, de teenageting, hun var gået glip af, med en viden om, at hun ved slutningen af dette moderkærlige slid ville placere barnet i en andens arme. Jeg er så taknemmelig for hendes uselviske valg, at hun ikke valgte at bruge sin handlefrihed på en måde, der ville fratage mig min.« Emily slutter: »Jeg er så taknemmelig for min himmelske Faders guddommelig plan, for mine utrolige forældre, der [elskede og tog sig af] mig, og for templer, hvor vi kan blive beseglet til vores familie for evigt.«¹⁵

Frelseren »tog … et lille barn, stillede det midt iblandt dem og tog det i favn og sagde til dem: ›Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.‹«¹⁶

Når retfærdige ønsker endnu ikke er opfyldt

Jeg udtrykker min kærlighed til og medfølelse med retfærdige par, der gifter sig og ikke kan få de børn, de så ivrigt venter på, og de kvinder og mænd, der ikke har haft muligheden for at gifte sig i henhold til Guds lov. Livets uindfriede drømme er svære at forstå, hvis vi kun ser på dem fra et jordisk perspektiv. Som Herrens tjener lover jeg jer, der er trofaste mod Jesus Kristus og jeres pagter, at I vil modtage kompenserende velsignelser i dette liv og jeres retfærdige ønsker i Herrens evige tidslinje.¹⁷ Der kan findes glæde på rejsen gennem livet, selv når retfærdige håb ikke bliver indfriet.¹⁸

Efter fødslen har børn fortsat brug for vores hjælp. Nogle har desperat brug for den. Hvert år bliver millioner og millioner af børn velsignet gennem omsorgsfulde biskopper og jeres gavmilde bidrag til fasteoffer og humanitære fonde. Det Første Præsidentskab har for nyligt bekendtgjort et ekstra bidrag på 20 millioner dollars til at støtte UNICEF i deres globale indsats for at levere to milliarder vacciner.¹⁹ Børn er elsket af Gud.

Den hellige beslutning om at få et barn

Det er bekymrende, at der selv i nogle af de mest fremgangsrige lande i verden, fødes stadigt færre børn.²⁰ »Guds befaling til sine børn om at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden [er] stadig … gældende.«²¹ Hvornår man skal have børn og hvor mange er en privat beslutning, som træffes mellem ægtemand og hustru og Herren. Med tro og bøn kan disse hellige beslutninger være smukke, åbenbarende oplevelser.²²

Jeg deler historien om familien Laing fra det sydlige Californien. Søster Rebecca Laing skriver:

»I sommeren 2011 lod vores familieliv til at være perfekt. Vi var lykkeligt gift med fire børn – på 9, 7, 5 og 3 år …

Mine graviditeter og fødsler [havde været] højrisiko … [og] vi følte os [meget] velsignet over at have fire børn, og [troede] at vores familie var fuldendt. Mens jeg lyttede til generalkonferencen i oktober fik jeg en umiskendelig følelse af, at vi skulle have et barn mere. Da LeGrand og jeg overvejede og bad … vidste vi, at Gud havde en anden plan for os, end vi selv havde.

Efter endnu en svær graviditet og fødsel, blev vi velsignet med en smuk pige. Vi kaldte hende Brielle. Hun var et mirakel. Øjeblikke efter fødslen, mens jeg stadig var [på fødestuen] hørte jeg Åndens umiskendelige røst: ›Der er en til.‹

Tre år senere fik vi endnu et mirakel, Mia. Brielle og Mia er en umådelig glæde for vores familie.« Hun afslutter: »Det vil altid bringe større glæde at være åben for Herrens vejledning og at følge hans plan for os … end at stole på vores egen forståelse.«²³

Frelseren elsker hvert eneste dyrebare barn.

»Og han tog deres små børn, det ene efter det andet, og velsignede dem …

Og … [de] kastede … blikket mod himlen … og de så engle stige ned fra himlen, som var det midt gennem ild, og de kom ned og omgav de små … og englene betjente dem.«²⁴

Jeg bærer vidnesbyrd om, at jeres egen personlige rejse som Guds barn ikke begyndte, da den første strøm af jordens luft kom farende ind i jeres lunger, og den vil ikke slutte, når I tager jeres sidste åndedrag på jorden.

Må vi altid huske, at alle Guds åndelige børn kommer til jorden på sin egen personlige rejse.²⁵ Må vi byde dem velkommen, beskytte dem og altid elske dem. Når I modtager disse dyrebare børn i Frelserens navn og hjælper dem på deres evige rejse, lover jeg jer, at Herren vil velsigne jer og udøse sin kærlighed og billigelse ud over jer. I Jesu Kristi navn. Amen.