Graven har ingen sejr

Reyna I. Aburto.

Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Gennem Jesu Kristi forløsende forsoning og herlige opstandelse kan knuste hjerter heles, kval kan vendes til fred og fortvivlelse til håb.

På denne herlige påskesøndag synger vores børn med glæde: »Skønne forårsmorgen efter Kristi død forlod han graven, hvor han lå, og dødens bånd han brød.«¹

Vi er taknemmelige for vores kendskab til Jesu Kristi opstandelse. Og alligevel har vi alle på et eller andet tidspunkt i vores liv været knust efter at have mistet en, vi elsker højt. Gennem den nuværende globale pandemi har mange af os mistet kære – enten familie eller venner.² Vi beder for dem, der sørger over sådan et tab.

Præsident Russell M. Nelson har sagt:

»Uanset alder, sørger vi over tabet af vores kære. Sorg er et af de dybeste udtryk for sand kærlighed …

Hvad mere er, vi kan ikke fuldt ud glæde os over senere lykkelige genforeninger uden en tårevædet afsked først. Sorgen kan kun fjernes fra døden ved at fjerne kærligheden fra livet.«³

Vi kan forestille os, hvordan Jesu venner, der havde fulgt ham og tjent ham,⁴ følte, da de bevidnede hans død.⁵ Vi ved, at de »klagede og græd«.⁶ På dagen for korsfæstelsen, hvor de ikke vidste, hvad der ville ske om søndagen, må de have været overvældede af bekymring og undret sig over, hvordan de skulle gå videre uden deres Herre. Ikke desto mindre fortsatte de med at tjene ham, selv i døden.

Josef fra Arimatæa bønfaldt Pilatus om at give ham Jesu krop. Han tog kroppen ned, svøbte den i fint linned, lagde den i sin egen nye grav og rullede en stor sten for døren til gravkammeret.⁷

Nikodemus bragte myrra og aloe. Han hjalp Josef med at tage kroppen og svøbe den i linned med salverne.⁸

Maria Magdalene og andre kvinder fulgte Josef og Nikodemus, så hvor de lagde Jesu krop og forberedte vellugtende salver og olier til at salve den.⁹ I henhold til den tids strenge love, ventede de yderligere på at forberede og salve kroppen, da lørdag var sabbat.¹⁰ Så tidligt søndag morgen tog de hen til graven. Da de indså, at Frelserens krop ikke var der, gik de hen for at fortælle det til disciplene, der var Jesu apostle. Apostlene kom med dem til graven og så, at den var tom. Alle med undtagelse af Maria Magdalene gik til sidst og undrede sig over, hvad der var sket med Frelserens krop.¹¹

Maria Magdalene blev ved graven alene. Kun få dage forinden havde hun set sin vens og Mesters tragiske død. Nu var hans grav tom, og hun vidste ikke, hvor han var. Det var for meget for hende at fatte, og hun græd. I det øjeblik kom den opstandne Frelser til hende og spurgte hende, hvorfor hun græd, og hvem hun søgte. Da hun troede, at det var gartneren, der talte til hende, spurgte hun ham, om han havde taget hendes Herres krop, og hvor den var, så hun kunne få den.¹²

Jeg forestiller mig, at Herren kan have ladet Maria Magdalene sørge og udtrykke sine følelser og sin smerte.¹³ Han kaldte hende derefter ved navn, og hun vendte sig mod ham og genkendte ham. Hun så den opstandne Kristus og var vidne til hans herlige opstandelse.¹⁴

Som jer kan jeg på nogle punkter relatere til den kval, Maria Magdalene og hendes venner følte, da de sørgede over deres døde Herre. Da jeg var ni år mistede jeg min bror i et ødelæggende jordskælv. Fordi det skete uventet, tog det mig noget tid at fatte, hvad der var sket. Jeg var knust af sorg og spurgte mig selv: »Hvad skete der med min bror? Hvor er han? Hvor gik han hen? Vil jeg nogensinde se ham igen?«

Den gang kendte jeg ikke Guds frelsesplan, og jeg havde et ønske om at vide, hvor vi kommer fra, hvad formålet med livet er, og hvad der sker der med os, efter vi er døde. Har vi ikke alle den længsel, når vi har mistet en kær, eller gennemgår vanskeligheder?

Nogle få år efter begyndte jeg at tænke på min bror på en bestemt måde. Jeg forestillede mig, at han bankede på vores dør. Jeg åbnede døren, og han stod der, og han sagde til mig: »Jeg er ikke død. Jeg lever. Jeg kunne ikke komme til dig, men nu vil jeg blive hos dig og aldrig forlade dig igen.« Den forestilling, nærmest en drøm, hjalp mig med at håndtere den smerte, jeg led ved at miste ham. Tanken om, at han ville være sammen med mig igen, kom til mit sind igen og igen. Nogle gange kunne jeg endda stirre på døren og håbe på, at han ville banke på, og at jeg ville se ham igen.

Omkring 40 år senere ved påske tænkte jeg på Jesu Kristi opstandelse og begyndte at tænke på min bror. I det øjeblik var der noget, der faldt på plads. Jeg huskede at forestille mig, at han kom for at se mig.

Den dag indså jeg, at Ånden havde trøstet mig i en svær tid. Jeg havde fået et tegn på, at min brors ånd ikke er død; han lever. Han udvikler sig stadig i sin evige eksistens. Jeg ved nu, at min »bror skal opstå«¹⁵ i det storslåede øjeblik, hvor vi alle på grund af Jesu Kristi opstandelse vil opstå. Derudover har Kristus gjort det muligt for os alle at blive genforenet som familie og få den evige glæde i Guds nærhed, hvis vi vil vælge at indgå og holde hellige pagter med ham.

Præsident Nelson har sagt:

»Døden er en nødvendig del af vores evige eksistens. Ingen ved, hvornår døden kommer, men den er nødvendig for Guds store plan for vores lykke. Takket være Herrens forsoning er en endelig opstandelse en realitet – og evigt liv en mulighed for hele menneskeheden …

For de sørgende efterladte … mildnes dødens brod af en urokkelig tro på Kristus, et fuldkomment klart håb, en kærlighed til Gud og alle mennesker og et inderligt ønske om at tjene dem. Den tro, det håb og den kærlighed kvalificerer os til at komme ind i Guds hellige nærhed og – sammen med vores evige partner og familie – bo hos ham for evigt.«¹⁶

Jeg vidner om, at »hvis Kristus ikke var opstået fra de døde eller havde brudt dødens bånd, så graven ikke skulle have nogen sejr, og døden ikke skulle have nogen brod, kunne der ikke have været nogen opstandelse.

Men der er en opstandelse; derfor har graven ingen sejr, og dødens brod er opslugt i Kristus.

Han er verdens lys og liv, ja, et lys, som er uendeligt, som aldrig kan formørkes; ja, og også et liv, som er uendeligt, så der aldrig mere kan være nogen død.«¹⁷

Jesus Kristus selv erklærede: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.«¹⁸

Jeg bærer vidnesbyrd om, at gennem Jesu Kristi forløsende forsoning og herlige opstandelse kan knuste hjerter heles, kval kan vendes til fred og fortvivlelse til håb. Han kan omfavne os i sine barmhjertigheds arme, trøste, styrke og helbrede os alle. I Jesu Kristi navn. Amen.