De kan ikke få magt, vi kan ikke falde
Hvis vi bygger vores fundament på Jesus Kristus, kan vi ikke falde.
Vores kære profet, præsident Russell M. Nelson, sagde ved den seneste generalkonference: »I disse hårde tider, som apostlen Paulus profeterede om, forsøger Satan ikke engang længere at skjule sine angreb på Guds plan. Ublu ondskab findes i overflod. Derfor er den eneste vej til åndelig overlevelse at være fast besluttet på at lade Gud råde i vores liv, at lære at høre hans røst og bruge vores energi på at være med til at indsamle Israel.«1
Når vi overvejer profetens indbydelse til at lære at høre Guds røst, er vores hjerte da stålsat eller forhærdet? Lad os huske det råd, der gives i Jakob 6:6: »Ja, hvis I vil høre hans røst i dag, så forhærd ikke hjertet; for hvorfor vil I dø?« Lad os være fast besluttet på at lade Gud råde i vores liv.
Hvordan kan vi lade Gud, og ikke modstanderen, råde i vores liv? I Lære og Pagter 6:34 står der: »Frygt derfor ikke, lille flok; gør det gode; lad jord og helvede forene sig imod jer, for hvis I er bygget på min klippe, kan de ikke få magt over jer.« Det er et vigtigt løfte. Selvom jord og helvede skulle forene sig imod os, kan de ikke få magt over os, hvis vi vælger at lade Gud råde ved at bygge vores liv på hans klippe.
Jesus Kristus lærte sine disciple om en klog mand og en uklog mand, hvilket står beskrevet i Matthæus kapitel 7 i Det Nye Testamente. Mange af jer kender primarysangen: »Den kloge mand og den ukloge mand.«2 Hvis I har taget jer tid til at sammenligne de fire vers i sangen, vil I bemærke, at vers 1 og 2 er meget lig vers 3 og 4. Både den kloge mand og den ukloge mand byggede et hus. De ville give deres familie et sikkert og behageligt hjem. De ønskede at leve lykkeligt sammen som familie for evigt, lige som jer og mig. Omgivelserne var de samme – »regnen strømmed’ ned, og stormen peb.« Vi synger det seks gange, når vi synger den sang. Den eneste forskel er, at den kloge mand byggede sit hus på klippegrund, og huset blev stående, hvor den ukloge mand byggede sit hus på sand, og hans hus skyllede bort. Derfor betyder det virkelig noget, hvor vores fundament er, og det har en afgørende virkning på det endelige og evige resultat.
Jeg håber og beder til, at vi alle vil finde og blive på det sikre fundament, når vi etablerer vores fremtid. I Helaman 5:12 bliver vi mindet om: »Og se, mine sønner, husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelige jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde.«
Dette er løftet fra Gud! Hvis vi bygger vores fundament på Jesus Kristus, kan vi ikke falde. Når vi holder trofast ud til enden, vil Gud hjælpe os med at etablere vores liv på hans klippe, »og helvedes porte skal ikke få magt over [os]« (L&P 10:69). Vi kan måske ikke ændre alt, der kommer, men vi kan vælge, hvordan vi forbereder os på det, der kommer.
Nogle af os tænker måske: »Evangeliet er godt, så vi må tage det med i vores liv, måske en gang om ugen.« Det er ikke nok bare at tage i kirke en gang om ugen for at bygge på klippen. Hele vores liv må være fyldt med Jesu Kristi evangelium. Evangeliet er ikke en del af vores liv, men vores liv er faktisk en del af Jesu Kristi evangelium. Tænk over det. Er det ikke sandt? Vores liv på jorden er kun en del af hele frelsesplanen og planen om ophøjelse.
Gud er vor himmelske Fader. Han elsker os alle sammen. Han kender vores potentiale bedre, end vi kender os selv. Han kender ikke alene vores livs detaljer. Gud kender detaljerne i detaljerne i detaljerne i vores liv.
Følg vores levende profet, præsident Nelsons kloge råd. Som der står i Lære og Pagter 21:5-6:
»For hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro, som kom det fra min egen mund.
For ved at gøre dette skal helvedes porte ikke få overhånd over jer; ja, og Gud Herren vil sprede mørkets magter foran jer og få himlene til at ryste til jeres gavn og sit navns ære.«
Derfor kan de ikke få magt over jer, og vi kan ikke falde!
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Kristus vil komme endnu engang, som han gjorde det første gang, men denne gang vil det være i stor herlighed. Jeg håber og beder til, at jeg vil være rede til at modtage ham, om det bliver på denne side af sløret eller den anden. Når vi fejrer denne vidunderlige påsketid, håber jeg, at jeg gennem Jesu Kristi forsoning og kraften i hans opstandelse (se Moro 7:41) vil kunne gå hen og møde min Skaber og sige: »Tak.« I Jesu Kristi navn. Amen.