Håb i Kristus
Vi længes efter at hjælpe dem, der føler sig ensom, eller føler, at de ikke hører til. Lad mig særligt nævne dem, der lige nu er enlige.
Brødre og søstre, i denne påsketid fokuserer vi på vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi herlige opstandelse. Vi husker Frelserens indbydelse: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
For mit åg er godt, og min byrde er let.«1
Frelserens indbydelse til at komme til ham er til alle, ikke alene til at komme til ham, men også til at tilhøre hans kirke.
I det vers, der kommer inden denne kærlige indbydelse, underviser Jesus om, hvordan det gøres ved at stræbe efter at følge ham. Han erklærede: »Ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.«2
Jesus ønsker, at vi alle ved, at Gud er en kærlig himmelsk Fader.
Når vi ved, at vi er elsket af vor himmelske Fader, hjælper det os til at vide, hvem vi er, og hvordan vi kan tilhøre hans store evige familie.
Mayo Clinic har for nyligt bemærket: »Det er så vigtigt at føle, at man hører til … Næsten alt i livet er organiseret omkring at tilhøre noget.« Denne rapport tilføjer: »Vi kan ikke adskille vigtigheden af at føle, at man hører til fra vores fysiske og mentale helbred«3 – og jeg vil gerne tilføje vores åndelige helbred.
Om aftenen inden Frelserens lidelse i Getsemane og død på korset mødtes han med sine disciple til det sidste måltid. Han sagde til dem: »I verden har I trængsler, men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«4 Før solnedgang næste dag havde Jesus Kristus lidt og »døde [på korset] for vore synder«.5
Jeg spekulerer på, hvor ensomme de trofaste kvinder og mænd, der fulgte ham, må have været i Jerusalem, da solen gik ned og mørke og frygt omgav dem.6
Ligesom disse tidlige disciple for næsten 2.000 år siden, kan mange af jer have følt jer ensomme fra tid til anden. Jeg har oplevet denne ensomhed siden min elskede hustrus, Barbaras, død for over to et halvt år siden. Jeg ved, hvordan det føles at være omgivet af familie, venner og bekendte, men stadig føle sig ensom – fordi mit livs kærlighed ikke længere er her ved min side.
COVID-19 pandemien har fremhævet denne følelse af isolation og ensomhed for mange. Ikke desto mindre, på trods af de udfordringer, vi får i livet, kan vi ligesom på den første påskemorgen vågne til et nyt liv i Kristus med nye og vidunderlige muligheder og nye realiteter, når vi vender os til Herren for at få håb og tilhørsforhold.
Jeg føler personligt smerten hos dem, der mangler en følelse af at høre til. Når jeg ser nyheder fra hele verden, ser jeg mange, der synes at opleve denne ensomhed. Jeg tror, at det for mange, er fordi, de måske ikke ved, at de er elsket af vor himmelske Fader, og at vi alle tilhører hans evige familie. En tro på, at Gud elsker os, og at vi er hans børn er trøstende og forsikrende.
Fordi vi er Guds åndelige børn, har alle guddommelig oprindelse, natur og potentiale. Vi er hver især »en elsket søn eller datter af himmelske forældre«.7 Det er vores identitet! Det er, hvem vi virkelig er!
Vores åndelige identitet forstærkes, når vi forstår vores mange jordiske identiteter, heriblandt etnisk, kulturel eller national arv.
Denne følelse af åndelig og kulturel identitet, kærlighed og tilhørsforhold kan inspirere til håb og kærlighed til Jesus Kristus.
Jeg taler om håb i Kristus, ikke bare som ønsketænkning. I stedet taler jeg om det håb som en forventning, der vil realiseres. Sådan et håb er nødvendigt for at overvinde modgang, fremme åndelig ukuelighed og styrke og at lære at vide, at vi er elsket af vor himmelske Fader, og at vi er hans børn, der tilhører hans familie.
Når vi har håb i Kristus, erfarer vi, at idet vi må indgå og holde hellige pagter, kan vores største ønsker og drømme blive opfyldt gennem ham.
De Tolv Apostles Kvorum har siddet i råd sammen i en bønsom ånd og med en længsel efter at forstå, hvordan vi kan hjælpe alle, der føler sig alene, eller føler, at de ikke hører til. Vi længes efter at hjælpe alle, der har det sådan. Lad mig særligt nævne dem, der lige nu er enlige.
Brødre og søstre, mere end halvdelen af de voksne i Kirken i dag er enten enke, enkemand, fraskilt eller endnu ikke gift. Nogle spekulerer over deres muligheder og plads i Guds plan og i Kirken. Vi bør forstå, at evigt liv ikke bare er et spørgsmål om ens aktuelle ægteskabelige status, men om følgeskab og at være »tapre i vidnesbyrdet om Jesus.«8 Håbet hos alle, der er enlige, er det samme som for alle andre medlemmer af Herrens genoprettede kirke – adgang til Kristi nåde gennem »lydighed mod evangeliets love og ordinancer.«9
Må jeg foreslå, at der er nogle vigtige principper, vi må forstå.
For det første bekræfter skrifterne og sidste dages profeter, at alle, der er trofast i at holde evangeliets pagter, vil få mulighed for ophøjelse. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »At Herren på sin egen måde og til sin egen tid ikke vil holde nogen velsignelse tilbage fra hans trofaste hellige. Herren vil dømme og belønne hver enkelt person ud fra deres hjertes ønske såvel som deres gerninger.«10
For det andet er den præcise tid og på hvilken måde ophøjelsens velsignelser skænkes på ikke alle blevet åbenbaret, men de er ikke desto mindre garanteret.11 Præsident Dallin H. Oaks har forklaret, at nogle af omstændighederne »i livet på jorden vil blive rettet i tusindårsriget, som er tiden til at udføre alt, hvad der er ufuldstændigt i lykkens store plan for alle vor Faders værdige børn.«12
Det betyder ikke, at alle velsignelser er udskudt til tusindårsriget; nogle er allerede modtaget og andre vil fortsat komme, indtil den dag.13
For det tredje medfører det at vente på Herren fortsat lydighed og åndelig udvikling mod ham. At vente på Herren antyder ikke at se tiden an. I bør aldrig føle, at I befinder jer i et venteværelse.
At vente på Herren forudsætter handling. Jeg har i årenes løb lært, at vores håb i Kristus vokser, når vi tjener andre. Når vi tjener, som Jesus tjente, øger vi helt naturligt vores håb i ham.
Den personlige udvikling, man kan opnå nu, mens man venter på Herren og hans løfter, er en uvurderlig, hellig del af hans plan for os hver især. Der er et stort behov for de bidrag, man kan yde nu for at være med til at opbygge Kirken på jorden og indsamle Israel. Ens ægteskabelige status har intet at gøre med ens evne til at tjene. Herren ærer dem, der tjener og venter tålmodigt og med tro på ham.14
For det fjerde tilbyder Gud evigt liv til alle sine børn. Alle, der tager imod Frelserens nådige omvendelsesgave og efterlever hans befalinger, vil modtage evigt liv, selvom de ikke opnår alle dets karaktertræk og fuldkommenheder i dette liv. Dem, der omvender sig vil opleve Herrens parathed til at tilgive, som han har garanteret: »Ja, og så ofte som mit folk omvender sig, vil jeg tilgive dem deres overtrædelser imod mig.«15
I den endelige analyse er en persons evne, ønsker og muligheder i forbindelse med handlefrihed og valg, heriblandt opnåelse af evige velsignelser, noget, som kun Herren kan bedømme.
For det femte er vores tillid til disse forsikringer forankret i vores tro på Jesus Kristus ved hvis nåde alle ting, der vedrører livet på jorden, bringes i orden.16 Alle lovede velsignelser muliggøres gennem ham, der ved sin forsoning »steg ned under alt«17 og har »overvundet verden.«18 Han »har sat sig ved Guds højre hånd for af Faderen at gøre krav på den ret, som han har til at vise barmhjertighed, hvad angår menneskenes børn … derfor taler han menneskenes børns sag.«19 I sidste ende skal »de hellige … blive fyldt med hans herlighed og modtage deres arv«20 som »Kristi medarvinger«.21
Vores ønske er, at disse principper vil hjælpe alle til at få et større håb i Kristus og få en følelse af at høre til.
Glem aldrig, at I er et Guds, vor evige Faders, barn, nu og for altid. Han elsker jer, og Kirken ønsker og har brug for jer. Ja, vi har brug for jer! Vi har brug for jeres stemmer, talenter, færdigheder, godhed og retfærdighed.
I mange år har vi talt om »unge voksne«, »enlige voksne« og »voksne«. De betegnelser kan til tider være nyttige administrativt, men kan uforsætligt ændre, hvordan vi opfatter andre.
Er der en måde at undgå denne menneskelige tendens på, der kan adskille os fra hinanden?
Præsident Nelson har bedt os om at omtale os selv som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det synes at dække over os alle, ikke sandt?
Jesu Kristi evangelium har kraft til at forene os. Vi er ultimativt mere ens, end vi er forskellige. Som medlemmer af Guds familie, er vi i sandhed brødre og søstre. Paulus sagde: »Og af ét menneske har [Gud] skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden.«22
Jeg beder jer stavspræsidenter, biskopper og kvorumsledere og ledere for søstrene om at overveje alle medlemmer i jeres stav, menighed, kvorum eller organisation som et medlem, der kan bidrage og tjene i kaldelser og deltage på mange måder.
Alle medlemmer i jeres kvorum, organisation, menighed og stav har gudgivne gaver og talenter, der kan bidrage til at opbygge hans rige nu.
Lad os kalde på vores medlemmer, der er enlige, til at tjene, opløfte og undervise. Se bort fra gamle forestillinger og ideer, der nogle gange ubevidst har bidraget til deres ensomhed, og at de ikke hører til eller kan tjene.
Jeg bærer mit vidnesbyrd denne påskeweekend om vor Frelser, Jesus Kristus, og det evige håb han giver mig og alle, der tror på hans navn. Og jeg bærer dette vidnesbyrd i hans hellige navn, ja, Jesu Kristi navn. Amen.