»Håndtering af en uvelkommen diagnose«, Liahona, aug. 2022.
At ældes med trofasthed
Håndtering af en uvelkommen diagnose
Ja, jeg havde en fremadskridende, uoprettelig sygdom. Men det betød ikke, at mit liv allerede var forbi.
Fotografi af Douglas og Alice Mae Lemon med tilladelse fra forfatteren
Min hustru, Alice Mae, og jeg tjente som seniormissionærer i Philadelphia i Pennsylvania i USA. Vi var i den næstsidste måned af vores mission, da forringelsen af mine motoriske evner blev for meget til at ignorere. Efter råd fra missionslægen og -sygeplejersken tog jeg på et lokalt hospital.
Jeg fik foretaget en EKG og en CT-scanning. Så mødtes jeg med en neurolog. Hun stillede flere spørgsmål og tog flere prøver. Til sidst sagde hun til min overraskelse: »Hr. Lemon, du har Parkinsons sygdom.« Det var ikke en diagnose, jeg havde forventet, og det var bestemt ikke en diagnose, jeg ønskede. Men hvad kunne jeg stille op?
Fire faser
Det er to år siden, og det indledte en proces, som jeg siden hen har opdelt i fire faser. Jeg deler dem her i håb om, at de kan være en hjælp for andre, der kæmper med en uvelkommen diagnose. Her er nogle af de ting, jeg har lært.
1. Lær om sygdommen.
Jeg søgte online. Jeg købte nogle bøger. Jeg mødtes med en anden neurolog. Jeg ville gerne vide, hvilken indvirkning Parkinsons sygdom (PD) kan have på min levetid og min evne til at fungere. Da jeg samlede information, bad jeg også om vejledning. Jeg vidste, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus ville hjælpe mig med at få den information og lægehjælp, jeg havde brug for. Jeg lærte, at PD typisk ikke påvirker ens levetid, men den påvirker, hvad man kan gøre. Den udvikler sig forskelligt fra person til person. Den bliver værre med tiden. Den kan ikke kureres.
2. Tilpas og nulstil forventninger.
Da chokket over den første diagnose var aftaget, begyndte jeg gradvist at indse, at sygdommen ikke ville forsvinde. Min hustru og jeg talte om vores fremtid, og hvad det ville betyde, hvis jeg mistede noget af min mobilitet. Hvad ville der ske, hvis jeg ikke kunne køre eller gå? I et kærligt øjeblik, hvor jeg stillede min kære hustru disse spørgsmål, svarede hun enkelt og uden tøven: »Så vil jeg tage mig af dig.«
Vi var taknemmelige for, at vi ikke havde ventet med at tjene Herren som fuldtidsmissionærer, og at vi havde været i stand til at tjene, mens vores helbred stadig var godt. Vi var også taknemmelige for, at vi var flyttet ind i et mindre hjem uden trapper i stueetagen, hovedsageligt med trægulve i stedet for gulvtæpper og håndtag i nærheden af alle toiletter og brusere. Vi følte, at Herren havde vidst, at vi en dag ville få brug for sådan et hjem og havde beredt en vej, så det var klart, når vi havde brug for det.
3. Håndter følelsen af tab og sorg.
I løbet af de næste par måneder brugte jeg meget tid derhjemme og havde masser af tid til at tænke. Jeg sørgede over tabet af den person, jeg troede, jeg ville blive i min alderdom. Jeg sørgede over fremtiden, som min hustru og jeg tidligere havde forestillet os. Jeg udholdt dage med modløshed. Jeg bad en masse, da mine symptomer blev værre. Mit behov for at finde positive måder at klare det på blev større.
Så sørgede Herren for en uventet kilde til støtte. Min hustru og jeg blev kaldet til at være menighedens velfærds- og selvhjulpenhedsspecialister. Som en del af vores kaldelse formidler vi et gruppemøde om følelsesmæssig modstandsdygtighed. Jeg havde ikke tænkt, at jeg selv ville få brug for klassen personligt. Men ved slutningen af det første møde tænkte jeg: »Wauw! Dette er for mig!« Vi talte om at undgå negative tankemønstre, være positive og kontrollere vores følelser. Det gav mig nogle praktiske redskaber, der med tiden hjalp mig – og også min hustru – til at udvikle en sund indstilling til min sygdom.
4. Lær af denne prøvelse.
Jeg kan huske, at jeg en dag tænkte: »Hvis jeg skulle vælge en sygdom for mig, ville dette være den.« Fordi den på dette tidspunkt ikke forkorter mit liv, men den tvinger mig til at underkaste mig Guds vilje. Den har ikke givet mig andet valg end at acceptere det, og det har været en velsignelse. Jeg er roligere, mere fredfyldt. Jeg havde altid levet for meget i fremtiden, bekymret for, hvordan det næste kapitel af mit liv ville blive. Parkinsons sygdom har hjulpet mig til at være tilfreds med at leve i nuet og gøre det gode, som jeg kan gøre nu. Gradvist har jeg lært at underkaste mig selv og min fremtid Herren mere fuldstændigt og uden forbehold.
Jeg studerede skriftsteder, der taler om at udvikle sig gennem sine prøvelser.1 Jeg genlæste taler af ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum.2 Jeg huskede en tale, hvor ældste Richard G. Scott (1928-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum rådede os i svære tider til ikke at spørge: »Hvorfor skal jeg lide dette?« men snarere »Hvad skal jeg lære af denne oplevelse?«3
Gennem denne proces har jeg fundet en grad af fred, glæde og tilfredshed, der tidligere havde undsluppet mig. Jeg er begyndt at se, at død og at gå gennem sløret blot er endnu en »forflyttelse« på min rejse på pagtstien. Det er en del af Guds plan for lykke.
Jeg lavede et lille skilt på min computer og satte det på væggen på mit hjemmekontor, hvor jeg ser det hver dag. Der står: »Vær god. Gør det gode. Vær tilfreds. Slap af og stol på Herren.«
Stol på Herren
I dag, på dette tidspunkt i sygdommens fremgang, fortsætter jeg med at have et temmelig normalt liv. Jeg kan stadig køre bil. Vi blev for nylig kaldet som tempeltjenere. Der er ting, jeg kan gøre, og ting, jeg ikke kan. Jeg går med stok, når jeg forlader huset. Jeg bliver følelsesladet over små ting, men jeg er også blevet mere opmærksom på andres behov. Jeg er ikke sikker på, hvordan min fremtid vil udfolde sig, men jeg har forsikringen om, at uanset hvad der sker, vil Herren hjælpe mig til at udholde den godt og finde glæde. Det har været en god undervisning for mig, og jeg vil ikke gå glip af lektien.4
Forfatteren bor i Utah i USA.