»Sten til forberedelse, planlægning og udholdenhed«, Liahona, aug. 2022.
Sten til forberedelse, planlægning og udholdenhed
Når I planlægger jeres fremtid, så byg jeres fundament på den vigtigste sten – Frelseren Jesus Kristus.
Forberedelse
I kender sikker historien om David og Goliat. Goliat var en stor kriger, der repræsenterede filistrene. David var en ung fårehyrde, der stod op for Israel. David vidste, at Gud var på hans side. Han var ikke bange for at kæmpe mod Goliat, fordi Goliat udfordrede den levende Guds hære.
Som forberedelse til den følgende kamp valgte David fem glatte sten fra en bæk og lagde dem i sin hyrdetaske. Han drog derefter ud for at møde Goliat i kamp. Det var ikke en lang kamp. David var i stand til at dræbe Goliat med blot en sten. (Se 1 Sam 17:40-50).
Hvis David vidste, at Gud var på hans side, og at han kun havde brug for en sten, hvorfor gjorde han sig besværet med at vælge fem sten? Ifølge beretningen i skriften var David selvsikker. Han sagde til Goliat: »Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd« (1 Sam 17:47). Spildte David sin tid ved at lede efter fem sten? Havde han ikke haft tro nok?
Det, jeg lærte af denne historie, er, at vi må forberede os godt på vores fremtid. Vi kan måske ikke ændre, hvad der kommer, men vi kan vælge, hvordan vi forbereder os på det, der kommer. Når I udruster jer til jeres usikre fremtidige karriere, jeres uforudsete udfordringer og jeres ukendte fremtidige liv, kan det være, at I kun bruger en sten, eller I kan få brug for fem sten. Stol på Herren og forbered jer godt på det, I vil møde i fremtiden.
Planlægning
I Eters Bog lærer vi om Jereds brors og hans families og venners rejse, da de rejste mod det forjættede land. Da de havde nået kysten, boede de i telte i fire år.
»Ved slutningen af … fire år, [kom] Herren igen … til Jereds bror og stod i en sky og talte med ham. Og i et tidsrum af tre timer talte Herren med Jereds bror og revsede ham, fordi han ikke huskede at påkalde Herrens navn« (Eter 2:14).
Jereds bror omvendte sig fra det onde, han havde gjort, og Gud tilgav ham og rådede ham til ikke at synde mere. Gud lovede også, at han ville føre folket til »et land, [der var] mere udsøgt end alle andre lande« som deres arveland (Eter 2:15).
Herren instruerede derpå Jereds bror i at bygge fartøjer. Da Jereds bror var færdig, bad han Herren om hjælp. Han ville gerne vide, hvordan hans folk kunne trække vejret i fartøjerne (se Eter 2:19).
Og Herren svarede Jereds bror med barmhjertighed: »Se, du skal lave et hul i dækket og ligeså i bunden, og når du trænger til luft, skal du åbne for hullet og få luft. Og om så sker, at der kommer vand ind til dig, se, da skal du lukke for hullet, så I ikke omkommer i det indstrømmende vand« (Eter 2:20).
Det var ikke for kompliceret.
Så spurgte Jereds bror: »Se, o Herre, vil du tillade, at vi skal krydse dette store vand i mørke?« (Eter 2:22).
Denne gang hjalp Herren Jereds bror til at være selvhjulpen i at finde en løsning. »Hvad vil I, at jeg skal gøre, for at I kan have lys i jeres fartøjer? For se, I kan ikke have ruder, for de vil blive slået i stykker; ej heller skal I tage ild med jer« (Eter 2:23, se også v. 24-25).
Jereds bror forstod situationen og søgte en løsning, der ville fungere bedst i betragtning af de omstændigheder, som hans folk ville stå over, mens de krydsede det »store dyb« (Eter 2:25).
Jereds bror besluttede at »smelte seksten små sten ud af en klippe; og de var hvide og klare ligesom gennemsigtigt glas; og han bar dem i sine hænder op til toppen af bjerget og anråbte igen Herren« (Eter 3:1).
Han bad Gud om at røre stenene med sin finger og forberede dem, så de kunne »lyse i mørket«. Gud gjorde, som Jereds bror bad om, og Jered lagde de seksten sten i otte fartøjer, en i hver ende, og »de gav fartøjerne lys«. (Se Eter 3:4-6; 6:2).
Sammenlign denne oplevelse med at planlægge jeres fremtid. Hver dag lærer og lægger I planer for jeres fremtid. Hvad enten det betyder uddannelsesmæssige bestræbelser, karrierevalg eller familieplaner, så kan Herren vejlede jer. At være gift for al evighed og stifte familie er en del af stien, der fører til ophøjelsens forjættede land. Herren er især interesseret i den vej, I tager for at nå dertil.
Ligesom Herren hjalp jereditterne ved at røre stenene, kan han give jer lys, der kan hjælpe jer til at se gennem tider med beslutninger, mørke og tvivl. At modtage Herrens vejledning gennem Ånden er ligesom at blive rørt af Guds finger og modtage kraft og åndeligt lys til at lede jeres familie til det forjættede land.
Udholdenhed
Den sidste vigtige sten, jeg gerne vil nævne, står i Lære og Pagter 50:44: »Derfor er jeg midt iblandt jer, og jeg er den gode hyrde og Israels sten. Den, som bygger på denne klippe, skal aldrig falde.«
Jesus Kristus underviste sine disciple om en klog mand og en tåbelig mand, som der står i Matthæus 7. Begge mænd ønskede at give deres familie et trygt og behageligt hjem, og de stod hver især over for den samme udfordring: »Regnen strømmed’ ned, og stormen peb.«1
Men forskellen er, at den kloge mand byggede sit hus på klippegrund, og huset blev stående, hvor den ukloge mand byggede sit hus på sand, og hans hus skyllede bort. I sidste ende og for evigt betyder vores fundament noget. Jeg håber og beder til, at vi alle vil finde og blive på det sikre fundament, når vi etablerer vores fremtid.
I Helaman 5:12 bliver vi mindet om: »Og se, mine sønner, husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelige jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde.«
Det er et løfte fra Gud! Hvis vi bygger vores fundament på Jesus Kristus, kan vi ikke fejle!
Når I fortsætter med at planlægge jeres fremtid, så tænk over disse 22 sten: Fem forberedelsessten, som vidnet af David; seksten planlægningssten, som Jereds bror illustrerede; og den vigtigste sten – vores grundsten, vores klippe – Frelseren, Jesus Kristus.
Hele vores liv bør være fyldt med Jesu Kristi evangelium. Jesu Kristi evangelium er ikke blot en del af vores liv, men vores liv er faktisk en del af Jesu Kristi evangelium. Tænk over det. Vores liv på jorden er en del af hele frelsesplanen og planen om ophøjelse.
Gud er vor himmelske Fader. Han elsker os alle sammen. Han kender vores potentiale meget bedre, end vi kender os selv. »Han kender ikke alene vores livs detaljer. Gud kender detaljerne i detaljerne i detaljerne i vores liv.«2
Jeg vidner om, at Jesus Kristus vil komme igen, men denne gang vil han komme i stor herlighed og storhed. Jeg håber, at vi vil være beredte til at modtage ham.
Indtil da: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier« (Ordsp 3:5-6).
Fra foredraget »22 Stones«, der blev holdt på Brigham Young University-Idaho den 27. april 2021.