2022
Det jeg lærte om Guds kærlighed af at filme Mormons Bog-videoerne
August 2022


»Det jeg lærte om Guds kærlighed af at filme Mormons Bog-videoerne«, Liahona, aug. 2022.

Unge voksne

Det jeg lærte om Guds kærlighed af at filme Mormons Bog-videoerne

For første gang følte jeg virkelig himlen på jorden.

en ung mand klædt som nefit til en Mormons Bog-video

Det var en særlig oplevelse for mig at tjene på en mission i Indien, delvist fordi min mor er inder. Selvom min mission krævede en masse tilpasninger, skulle jeg ikke tilpasse mig kulturen – og jeg vidste, at Indien var det sted, hvor jeg skulle tjene.

Men lige så meget, som jeg kendte til kulturen, var det stadig øjenåbnende at se både troen og kampene hos Kirkens medlemmer i Indien. Deres kultur er meget baseret på mundtlige traditioner, og de er et meget visuelt folk i deres kommunikation og læring, så Mormons Bog-videoerne dannede grundlaget for deres studium af skriften. De kunne mærke sandheden af historierne, mens de så dem.

Det, jeg så på min mission, var en række små, personlige mirakler, der vidnede om, at vor himmelske Fader kender og elsker os hver især individuelt. Mormons Bog-videoerne var inspirerede – en måde, hvorpå vor himmelske Faders budskab kunne nå ud til hans børn, som ikke ville være i stand til at modtage det på nogen anden måde.

Så da min søster sendte mig en e-mail, mens jeg stadig var på mission, og spurgte, om jeg ville ansøge om at være statist i senere videoer, vidste jeg, at det ville være en god mulighed for at lære mere om det projekt, der havde hjulpet dem, jeg underviste, til at få et vidnesbyrd om Mormons Bog.

Scener om Frelseren

Jeg har forestillet mig Kristi besøg hos nefitterne utallige gange, så det er ingen overraskelse, at det at filme denne forbløffende del af 3 Nefi var mit yndlingsøjeblik under optagelserne. Skuespilleren portrætterede Kristus, præcist som skrifterne beskrev ham: At række ud til folket »en efter en, indtil de alle var kommet frem« (3 Ne 11:15). Han opløftede dem; han tørrede deres tårer bort; han rakte ud for at omfavne de små børn – han gjorde, hvad som helst hver person havde brug for i det øjeblik.

Deltagelse i den scene hjalp mig til at få en større påskønnelse af Kristi kærlighed til nefitterne. Selvom jeg blot spillede en baggrundsfigur, prøvede jeg præcist at skildre, hvad en person dengang ville have følt ved at være i Frelserens nærhed. De mennesker, vi læser om i Mormons Bog, var virkelige personer med virkelige kampe. Jeg prøvede at forestille mig, hvad de gik igennem, hvilke tab de kunne have lidt, og hvordan disse mirakler kan have vist dem, at Gud virkelig elsker alle sine børn.

Føler Guds kærlighed

At stå i en nefits sted styrkede mit vidnesbyrd om og forståelse af historier fra Mormons Bog. Men noget, der måske var det lige så vigtigt for mit vidnesbyrd, var at lære af de andre skuespillere. Med en rollebesætning fra alle forskellige baggrunde opdagede vi, at vores veje krydsedes på mirakuløse måder og efter en guddommelig plan – hvilket viste mig, hvordan Gud virkelig kender og elsker os.

Jeg følte hans kærlighed til nefitterne, da jeg lærte mere om dem og deres historier. Jeg følte hans kærlighed til sine børn i Indien, som han vidste havde brug for en måde at lære mere om Mormons Bog på. Og jeg følte hans kærlighed til hvert eneste medlem af rollebesætningen, da vi var sammen og gjorde vores bedste for at bære vores vidnesbyrd og gøre disse sandheder levende.

Den stærke ånd og kærlighed, der gennemsyrede hele optagelsen, gav mig et virkeligt glimt af, hvordan Zion er (se 4 Ne 1:17). Det føltes virkelig som himlen på jorden for mig.

Min tid under optagelserne lærte mig, at vi kan drage omsorg på samme måde, som Kristus gjorde – for den ene. Som Præsident Nelson har sagt: »Et kendetegn for Herrens sande og levende kirke vil altid være en organiseret og styret indsats for at drage omsorg for den enkelte af Guds børn og deres familie.«1

Når vi gør det rette, når vi ved, at vi er Guds børn og ved, at alle fortjener at føle hans kærlighed, vil vi ikke udstøde folk på grund deres udseende, eller på grund af deres forskellighed fra os. Vi kan dele det, vi ved, og være redskaber i Herrens hænder og dele hans kærlighed med alle.